Dronningen har ansat Jes Fabricius Møller som ny kongelig ordenshistoriograf og som kongehusets historiske rådgiver. Han skal holde orden på de 46.000 danske levnedsbeskrivelser, som er blevet indsendt af medaljedekorerede danskere, der i forbindelse med deres dekorering er blevet opfordret til at indsende deres levnedsbeskrivelse til Amalienborg.

Hans forgænger i jobbet var professor emeritus Knud J.V. Jespersen, der i 2007 udgav ”Rytterkongen – et portræt af Christian 10.” og i 2012 ”Vejen hjem – Sønderjyske skæbner 1864-1920”, der rummer en lang række fortrinsvis sønderjyske levnedsforløb fra krigen i 1864 og livet i Sønderjylland under preussisk herredømme. Jespersen var også formand for undervisningsminister Bertel Haarders (V) udvalg til styrkelse af historie i folkeskolen samt det tilsvarende udvalg for samfundsfag. I sin rapport til Bertel Haarder redegør han for, hvordan folkeskoleelever i fremtiden kan blive klædt fagligt bedre på med en såkaldt historiekanon.

Jo, arbejdet som kongelig historiegraf har sat sig spor i form af prioritering og metode og direkte politisk indflydelse på historiefagets møde med sine historieløse omgivelser.

En portrætartikel i Politiken om Jes Fabricius Møller slutter med et citat af den portrætterede: ”Jeg siger til mine studerende, at de ikke bliver ordentlige historikere, hvis de ikke læser avis. Historien skrives på baggrund af de nutidige spørgsmål, vi stiller til den. Ude af trit med samtiden kan man ikke fungere i vores fag”.

Det er en meget vigtig pointe, Jes Fabricius Møller her trækker frem. Historiefortællingen bør nemlig være dynamisk og ændres over tid, fordi samtiden har brug for svar på nye spørgsmål, som vokser frem. I dag er de fleste historikere enige om, at hver generation har sin opfattelse af historien. Professor Steen Bo Frandsen, Syddansk Universitet, siger, at ”hver tid har sin fortid”, og at ”enhver tid har den historie, den har brug for”. Vi stiller spørgsmål til historien ud fra samtidens behov og bør i historien finde de svar, der kan forklare vores egen tid og det samfund, vi er en del af.

Globalisering, europæisk samarbejde og kulturmøde stiller andre spørgsmål og efterspørger en anden historiefortælling. Historikerne må træde ud af den nationale boble og anskue fortællingen om os selv i et større perspektiv. Nationernes historie bliver til myten om nationernes historie. Fokus flyttes fra fortællingen om os selv til fortællingen om vekselvirkningen mellem det danske og vores naboer.

I den sammenhæng spiller grænselandets og mindretallenes historie en væsentlig rolle, fordi man i grænselandet har århundreders erfaring med mødet med det fremmede. I lyset af, at vores skæbne som nation (folk) og som stat ikke længere kan anskues isoleret, men kun i sammenhæng med de andre, som vi uimodsigeligt deler skæbne med, må historikerne fortælle historien på en måde, så vi og ikke mindst vores politikere får hjælp til at håndtere nutiden og fremtiden til fælles bedste.

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen.