Inger Nielsen Rosendahl og Peter Popp Andersen hører til blandt de sønderjyder, der holder fast i mindedage og fester i forbindelse med Genforeningen. Her fotograferet i mødelokalet på Hoptrup Efterskole, hvor der var afstemning den 10. februar 1920 forud for Genforeningen

Foto: Niels Åge Skovbo

Sønderjyderne holder fast i erindringen om Genforeningen

Genforeningens mindekultur

De fleste danskere forbinder ikke Sønderjyllands genforening med Danmark med bestemte datoer, steder og mindesmærker. Sådan er det ikke i Sønderjylland. Her er der talende om en levende mindekultur, der især knytter sig til afstemningsdagen den 10. februar 1920, hvor sønderjyderne stemte sig 'hjem' til Danmark

Da 78-årige Peter Popp Andersen var barn, hørte han historien om sin farfar, Anders H. Andersen. Anders var murersvend i Aabenraa i slutningen af 1800-tallet, mens Slesvig var en del af Det Tyske Kejserrige. Da Anders var lidt for højrøstet om sin danskhed, blev han kaldt op til den preussiske borgmester og fik at vide, at hvis han ikke opførte sig ordentligt, ville han blive smidt ud af Slesvig.

“Min farfar og farmor syntes jo, at den 10. februar 1920, da de fik lov at stemme sig hjem til Danmark, var den største dag i deres liv. De kunne huske, hvordan vejret var på afstemningsdagen og mange andre detaljer, og de fortalte os børn om det. Jeg har været vant til at gå til afstemningsfest i Sønderjylland hvert år på den dag, og det vil jeg blive ved med. Jeg holder fast i den dato, fordi jeg gerne vil ære dem, og så er jeg generelt optaget af historie”, siger Peter Popp Andersen, der har været praktiserende dyrlæge og boet i Christiansfeld hele sit liv.

Sammen med Inger Nielsen Rosendahl, 65 år, der bor i Ørby Hage ved Haderslev, men er tilflytter fra Gilleleje, har han sagt ja til et interview om afstemningsdagen den 10. februar, som de begge har været med til at arrangere i Haderslev gennem mange år. Interviewet finder sted på Hoptrup Efterskole i Hoptrup uden for Haderslev i et af de lokaler, hvor der blev afholdt folkeafstemning 10. februar 1920. De ca. 100.000 stemmeberettigede sønderjyder fik udleveret to sedler. På den ene stod der “Danmark Dänemark”, og på den anden stod der “Deutschland Tyskland”. Ville man tilhøre Kongeriget Danmark eller Det Tyske Kejserrige? Resultatet blev, at 75 procent af de stemmeberettigede stemte dansk.

Inger Nielsen Rosendahl, der har arbejdet som plejehjemsassistent, er gift ind i en sønderjysk familie. Hendes svigerfar var 16 år i 1917, da han blev indkaldt til tysk krigstjeneste. Sammen med nogle andre drenge stjal han en robåd ved Ørby Hage og roede i nattens mulm og mørke over Lillebælt til Fyn.

“Min svigerfar opholdt sig hos familie i Danmark og kom først tilbage til Sønderjylland efter Genforeningen i 1920. Så han oplevede ikke afstemningsdagen eller Genforeningen for den sags skyld”, fortæller Inger Nielsen Rosendahl.

I lokalet på Hoptrup Efterskole, der oprindeligt var krostue, er der ikke mange spor efter folkeafstemningen i 1920, men væggene er prydet af afstemningsplakaterne fra dengang, og historiens vingesus er forsøgt fremmanet uden for hovedbygningen, hvor der ligger en stor kampesten i vejkanten. Angiveligt skulle kong Christian 10. have gæstet stedet på sit ridt gennem Sønderjylland i de julidage i 1920, hvor kongen indledte en uges rundrejse i hele landsdelen. Men den historie tror Peter Popp Andersen og Inger Nielsen Rosendahl nu ikke på.

“Flere steder i Sønderjylland ligger der sådan en sten, men det ville nu være mærkeligt, hvis kongen har gjort holdt alle de steder”, konstaterer Peter Popp Andersen tørt.

Uden lysshow og rockorkester

Carsten Porskrog Rasmussen, der er enhedsleder for historie på Museum Sønderjylland, har beskæftiget sig med nationale folkefester i Sønderjylland. Han peger på, at afstemningsdagen den 10. februar i dag er en ren sønderjysk mindefest, som resten af Danmark ikke har lod og del i.

“Afstemningsdagen den 10. februar er den vigtigste mindedag for sønderjyderne overhovedet. På den dag afgjorde de selv, hvem de ville være. Det gjorde de vel at mærke på en forfærdelig baggrund. 6.000 unge sønderjyder var faldet, mens de deltog på tysk side under Første Verdenskrig.”

Afstemningsdagen den 10. februar er den vigtigste mindedag for sønderjyderne overhovedet

Carsten Porskrog Rasmussen, enhedsleder for historie, Museum Sønderjylland

“I dag er der stadig sønderjyder, der går til afstemningsfest, selv om det ikke er så mange som tidligere. Afstemningsfesterne blev første gang afholdt i 1921. Ti år senere var der afstemningsfester i hvert sogn i Sønderjylland. I genforeningsåret 2020 vil der blive afholdt 15-20 afstemningsfester i Sønderjylland, og ca. 2.000 sønderjyder vil deltage i festlighederne”, siger Carsten Porskrog Rasmussen og fortsætter:

“Når sønderjyderne deltager i afstemningsfesterne, bekender de sig samtidig til en klar dansk identitet. Igennem mange år havde afstemningsfesterne det tyske som modsætning, mens man i dag mere mødes for at fejre fællesskabet med sønderjysk kaffebord, taler og fællessang.”

Carsten Porskrog Rasmussen peger på, at afstemningsdagen er den ene af to vigtige mindedatoer i genforeningsåret. Den anden er 10. juli, hvor Kong Christian 10. red over den gamle Kongeå-grænse nord for Christiansfeld.

“Der er stor forskel på de to festmarkeringer. Afstemningsfesterne den 10. februar bliver afholdt hvert eneste år i Sønderjylland, og arrangeres af sønderjyderne selv for dem selv. Det er vigtigt, at netop afstemningsfesterne med den levende tradition kan blomstre og udfolde sig på denne dag helt uden lysshow og rockorkester. I modsætning til afstemningsfesterne er den 10. juli det officielle Danmarks festdag. Denne dato bliver kun markeret i runde årstal, og der er tale om store fester, hvor Kongehuset og regeringen deltager”, siger Carsten Porskrog Rasmussen.

“Jeg har aldrig været på Dybbøl den 10. juli”

Stor fest bliver der også tale om i år den 10. juli. Den officielle fejring af Genforeningen 2020 afsluttes den 9.-12. juli med tre dages festprogram i hele Sønderjylland. Kendte og mindre kendte episoder fra Kong Christian 10.’s rundrejse i landsdelen indgår i festprogrammet, der kulminerer med en folkefest på Dybbøl Skanser den 11. juli med Dronning Margrethes deltagelse og officielle taler. Ved Folkefesten på Dybbøl Skanser i 1920 deltog 100.000 danskere.

Dybbøl Banke som mindested er centralt i det dansk-tyske grænseland, fordi det var i det nu fredede område på den sydlige del af Sundeved i Sønderjylland, at danskerne led nederlag i 1864. Ved skanserne foran Dybbøl Mølle blev Historiecenter Dybbøl Banke indviet i 1992.

Hverken Peter Popp Andersen eller Inger Nielsen Rosendahl regner dog med at deltage i de afsluttende festligheder på Dybbøl Skanser.

“Jeg har aldrig være med på Dybbøl den 10. juli. Det er mere for københavnere og folk ude fra og så selvfølgelig for dem, der bor i Dybbøl”, mener Peter Popp Andersen, der suppleres af Inger Nielsen Rosendahl.

“Jeg vil helt sikkert også mest deltage i de lokale genforeningsarrangementer i den kommende tid. Jeg vil da også gerne til Dybbøl, men ikke lige den dag, Dronningen kommer. Der vil være alt for mange mennesker for min smag”, siger Inger Nielsen Rosendahl.

Uden for Hoptrup Friskole står en blodbøg, der er plantet til minde om Genforeningen i 1920. Den nationale symbolik med at plante træer som monumenter findes også i forbindelse med fredsslutningen efter Første Verdenskrig og Grundloven i 1849. Peter Popp Andersen tror dog, at blodbøgen i Hoptrup først er plantet senere end 1920.

Uden for Hoptrup Friskole står en blodbøg, der er plantet til minde om Genforeningen i 1920. Den nationale symbolik med at plante træer som monumenter findes også i forbindelse med fredsslutningen efter Første Verdenskrig og Grundloven i 1849. Peter Popp Andersen tror dog, at blodbøgen i Hoptrup først er plantet senere end 1920.

Foto: Niels Åge Skovbo

“Knivsbjerg er et tysk sted”

Inger Nielsen Rosendahl og Peter Popp Andersen kunne heller ikke umiddelbart tænke sig at besøge et andet erindringssted i Sønderjylland. Nemlig Knivsbjerg, et højt bakkedrag, der ligger kun seks kilometer syd for Hoptrup, hvor vi befinder os. Her afholder det tyske mindretal i Sønderjylland hvert år en stor folkefest, ligesom man kan besøge mindelunden for faldne sønderjyder i tysk tjeneste. Knivsbjergs funktion har været den samme som Skamlingsbanken, et 113 meter højt punkt i det historiske Sønderjylland, der ikke var under preussisk styre 1864-1920. Skamlingsbanken var stedet, hvor dansksindede sønderjyder holdt folkemøder nord for grænsen fra 1864 til 1920. I dag afholdes der stadig folkemøder på Skamlingsbanken.

Ved indvielsesfesten på Knivsbjerg i 1884 deltog 6.000 tysksindede sønderjyder: I 1947 blev Knivsbjergfesterne genoptaget, og  sidste år deltog ca. 4.000 i festlighederne.

“Knivsbjerg er jo et tysk sted. Der kommer jeg ikke”, siger Peter Popp Andersen. Inger Nielsen Rosendahl har heller aldrig været på Knivsbjerg, men hun vil ikke afvise, at hun kunne finde på at tage dertil en dag.

“Jeg stammer jo ikke fra Sønderjylland og har derfor ikke de samme følelser for det, som Peter har”, siger hun.

Nils Arne Sørensen, der er lektor i historie på Syddansk Universitet, har skrevet om erindringssteder med udgangspunkt i den franske historiker Pierre Noras syvbindsværk Les Lieux de mèmoire, der blev udgivet 1982-1994. Han mener, dansksindede sønderjyders forhold til et tysk mindested som Knivsbjerg beror på, hvor gamle de er.

“Når man taler med ledende personer i Sønderjylland, forlyder det, at den modvilje mod alt tysk, der tidligere var så stærk i det dansk-tyske grænseland, er helt forsvundet. Noget andet er, hvordan det forholder sig i den brede befolkning. Hvis man fra barnsben har fået at vide, at tyskerne er nogle skiderikker, så er det svært at vænne sig af med. Men de yngre generationer har jo en anden historisk erfaring og derfor vil dette ændre sig over tid”, forudser han.

Den nationale patos

Nils Arne Sørensen peger på, at fortiden er blevet brugt og bruges identitetspolitisk både af politikere og interesseorganisationer. Nu afdøde historiker Inge Adriansen er inde på noget af det samme i sin bog Erindringssteder i Danmark fra 2011, hvor hun skriver, at erindringssteder især er knyttet til forestillingen om, at vi hører til i et nationalt fællesskab. Den betragtning er Nils Arne Sørensen enig i.

“Det er interessant, at man kan bruge dage som den 10. februar og den 10. juli til at bekræfte hinanden i, hvad det nationale fællesskab er. Politikerne kan skrue op og ned for den nationale patos i taler og sange, der også er en væsentlig del af mindekulturen. Taler og sange bliver også i dag brugt til at sætte historien i en bestemt politisk kontekst, uden at vi nødvendigvis er så bevidste om det”, siger Nils Arne Sørensen.

Som eksempel nævner han statsminister Mette Frederiksens tale ved gallaforestillingen i Det Kongelige Teater den 10. januar, der var den officielle åbning af Genforeningen 2020. Her sagde statsministeren bl.a.

Hoptrup Efterskole var oprindeligt en landevejskro. I 1919 blev kroen købt af KFUM og KFUK og Indre Mission i Danmark og omdannet til højskole, der blev givet som en genforeningsgave til den sønderjyske ungdom. Den tidligere krostue på stedet var et af de mange afstemningssteder den 10. februar 1920.

Hoptrup Efterskole var oprindeligt en landevejskro. I 1919 blev kroen købt af KFUM og KFUK og Indre Mission i Danmark og omdannet til højskole, der blev givet som en genforeningsgave til den sønderjyske ungdom. Den tidligere krostue på stedet var et af de mange afstemningssteder den 10. februar 1920.

Foto: Niels Åge Skovbo

“I 1920 blev spørgsmålet til den enkelte sat på spidsen: Hvem er du? Er du dansk? Eller er du tysk? Og efter afstemningen var der stadig danskere på den tyske side. Og tyskere på den danske side. Dem må vi ikke glemme. Derfor er det så vigtigt, at landegrænsen ikke kun adskiller. Men også samler. Og giver plads til, at man kan være – både dansk og tysk.”

Nils Arne Sørensen peger på, at statsministerens tale er et udtryk for, at den officielle holdning til Genforeningen har flyttet sig gennem 100 år. Dengang i 1920 var der alene tale om glæden over, at sønderjyderne kom hjem til Danmark, og der var en udtrykt modvilje over for det tyske. I dag tales der om forsoning med Tyskland, og om grænsen som et sted, der samler.

“Især politikerne er interesseret i at skabe en bestemt fortælling om Genforeningen. Den fortælling ændrer sig gennem tiden. Men også en aktør som Grænseforeningen har i høj grad været med til at opretholde bestemte minder om Sønderjylland og det efterladte danske mindretal syd for grænsen i den danske befolkning. I mange år fortalte man en historie om, at grænsen fra 1920 ikke var afsluttet. I dag flugter Grænseforeningen med statsministerens budskab om, at vi skal favne det tyske og dem, der er anderledes end os selv. Dette budskab kan så understøttes gennem taler og sange og i sjældnere tilfælde ved at rejse mindesmærker”, siger Nils Arne Sørensen.

Istedløven fik nyt liv – hvad med genforeningsstenene?

Der er blevet rejst mindesmærker i Sønderjylland gennem de seneste næsten 200 år. Især Første Slesvigske Krig 1848-1850, Anden Slesvigske Krig i 1864, Første Verdenskrig 1914-1918, Anden Verdenskrig 1940-1945 og Genforeningen i 1920 har givet anledning til rejsning af mange mindesmærker, og nogle af dem har ændret betydning gennem tiden.

Eksempelvis blev Istedløven oprindeligt rejst til minde om slaget på Isted Hede i 1850, hvor danskerne vandt, men i dag står Istedløven på kirkegården i Flensborg som et minde om den fredelige sameksistens mellem Danmark og Tyskland.

“Erindringssteder bliver ofte brugt til at skændes om, hvad fællesskabet går ud på. Istedløven er et glimrende eksempel på, at man er gået fra fjendskab til forsoning i grænselandet”, siger Nils Arne Sørensen.

De ca. 650 genforeningssten og mindesmærker, der blev rejst rundt omkring i hele Danmark i årene efter 1920, har ikke ændret betydning: De fortæller stadig historien om hele Danmarks glæde over Genforeningen dengang. I mange år har der ikke været megen opmærksomhed om genforeningsstenene. Det besluttede daværende kulturminister Mette Bock (LA) på Grænseforeningens initiativ at lave om på, da hun valgte at frede samtlige genforeningssten og mindesmærker i 2018. Det skete for at sikre genforeningsstenene for eftertiden og for at de kunne indgå som en del af markeringen af genforeningsjubilæet, lød det fra kulturministeren. Fredningen har betydet, at genforeningsstenene mange steder i landet er blevet restaureret: Blandt andet bliver de gamle indskrifter malet op, ukrudt bliver fjernet, og blomster bliver plantet rundt omkring de lokale genforeningssten.

Fredningen har også betydet, at Grænseforeningen har lavet en ny hjemmeside med fortegnelse over alle genforeningsstenene samt taget initiativet ‘Genforen dit fællesskab’: Skoler, idrætsforeninger og andre, der måtte have lyst, opfordres til at lave events med bl.a. fællessang, taler, sportsarrangementer eller teater den 14. maj 2020 ved deres lokale genforeningssten. Formålet er at få både unge og gamle til tænke over identitet, fællesskab og grænser. Nils Arne Sørensen er spændt på, om Grænseforeningens initiativ bliver en succes.

“Mindesmærker er oftest stærkest i den tid, de bliver skabt. Sådan var det også med genforeningsstenene, der afspejlede danskernes glæde over Genforeningen. I dag er genforeningsstenene ikke så højt på dagsordenen for de fleste danskere, fordi man forstår sin egen tid på en anden måde end dengang. Jeg tror, det bliver op ad bakke at få genetableret interessen for genforeningsstenene i dag”, siger Nils Arne Sørensen.

Vi kommer ikke uden om, at erindringssteder og mindedage falmer, jo længere man fjerner sig i tid fra den historiske begivenhed

Nils Arne Sørensen, lektor, Syddansk Universitet

Det haver så nyligen regnet

Peter Popp Andersen og Inger Nielsen Rosendahl er begge medlemmer af Grænseforeningen i Haderslev, der arrangerer afstemningsfest på Hotel Norden i Haderslev den 10. februar. Det sker med biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift, som festtaler og med underholdning ved Sønderjysk Kor og fællessang, herunder ‘Det haver så nyligen regnet’. Den sang blev sunget første gang i 1890 og blev de danske sønderjyders sang i kampen for en genforening med Danmark. Sangen blev forbudt af de tyske myndigheder, idet sangen og andre sange blev erklæret for “ophidsende”.

Peter Popp Andersen indrømmer, at han bevæges, hver gang han synger ‘Det haver så nyligen regnet’, og det samme gør Inger Nielsen Rosendahl:

“Det var nyt for mig, da jeg flyttede til Sønderjylland, at man rejser sig op, når man synger sidste vers. Det havde jeg aldrig oplevet før. Det er højtideligt”, siger hun. 

Mindekultur falmer med tiden

Både Peter Popp Andersen og Inger Nielsen Rosendahl er dog klar over, at nye generationer ikke vil have det samme stærke forhold til de sønderjyske sange og mindedage, som de selv har. Faktisk er de ikke sikre på, at der vil blive afholdt afstemningsfester i Sønderjylland, når de selv er væk. Men Inger Nielsen
Rosendahl håber, at afstemningsfesterne kan blive afløst af noget andet.

“Måske rinder det ud med afstemningsfester nu, hvor der er gået 100 år. Men jeg håber, at også de kommende generationer vil huske historien. Vi er kommet langt i grænselandet i forhold til at leve sammen i fred og fordragelighed, men det er ikke en selvfølge, at det fortsætter, hvis vi glemmer historien”, siger hun.

Nils Arne Sørensen synes, det er svært at spå om, hvorvidt afstemningsdagen vil blive fastholdt som en dag, hvor man samles og fester i Sønderjylland i fremtiden.

“Jeg tror, at afstemningsfesterne vil fortsætte, hvis de fortsat kan hjælpe sønderjyderne med at fastholde deres regionale identitet. Det har sønderjyderne nogle særlige forudsætninger for, fordi Sønderjylland led så store tab under Første Verdenskrig og derfor har mere grund til at mindes deres fortid, og fordi Sønderjylland er et klart afgrænset geografisk område.  Mindekultur går grundlæggende ud på at skabe steder, hvor et fællesskab kan blive ved med at eksistere. Og der har afstemningsfesterne haft en væsentlig funktion gennem 100 år. Men vi kommer ikke uden om, at erindringssteder og mindedage falmer, jo længere man fjerner sig i tid fra den historiske begivenhed, der ligger til grund for dem”, siger han.

Nils Arne Sørensen troede i 1970’erne, at det internationale ville overhale det nationale fællesskab, der opstod i Danmark med Genforeningen i 1920, og som mindekulturen har været med til at fastholde, men han noterer sig, at de nationale fællesskaber i Europa er blevet styrket gennem de seneste 20 år.

“Jeg håber, at vi i fremtiden vil blive bedre til at tænke på vores fællesskaber i tre niveauer: Vi er en del af et lokalt, et nationalt og et globalt fællesskab. Forhåbentlig vil sønderjyderne blive ved med at føle sig som sønderjyder, og måske endda som slesvigere. Men vi skal alle sammen helst også føle os som danskere og som kosmopolitter. Det ene udelukker heldigvis ikke det andet”, siger Nils Arne Sørensen.