Enhver journalist vil vide, at hvis man vil have smæk for skillingen, skal man bruge en netop pensioneret autoritet som kilde. Fri af loyalitetsforpligtelser taler sådanne ofte frit fra leveren og bidrager til både boulevardbaskere og afsløringer af smuds bag gardinerne.

Men det var ikke efter eget ønske, at den pinagtigt kasserede generalkonsul i Flensborg, Henrik Becker-Christensen, endte på både danske og tyske avisforsider i 2016.

Efter fratrædelsen er Becker-Christensen forsat som det, han er inkarnationen af: Forsker og diplomat. Med næsen i bøgerne og antennerne ude. Han fortsatte med at forske, da han blev diplomat i 1998, og han efterlever 100 procent det, der er børnelærdom for diplomater: Kan du ikke sige noget positivt, så hold din mund. Og det, der ikke er officielt, skal forblive uofficielt.

Becker-Christensen kom i 1998 til generalkonsulatet i Flensborg fra en forsker- og senere lederstilling på Institut for Grænseregionsforskning, Syddansk Universitet. ‘Diplomat i grænselandet’ er skrevet med nænsom hånd. Veldisponeret, meget detaljeret og tydeligvis båret af dyb kærlighed til både opgaven, grænselandet og fædrelandet. Udover relevante nedslag i mindretallets og grænselandets historie, er der en nøje gennemgang af de talrige institutioner, organisationer og mennesker, der udgør mindretallets og grænselandets sjæl og krop.

Bemærkelsesværdige kriser undervejs

Selvom perioden siden 1998 på de store linjer har været præget af national afspænding, har der været bemærkelsesværdige kriser undervejs. Det rækker ikke, at de respektive nationale mærkedage i tiltagende grad er blevet markeret med deltagelse fra både dansk og tysk side, hvis grundlæggende eksistensbetingelser for mindretallets dagligdag trues. Det er morsomt at læse hele historien om den stakkels Istedløve, der endelig fandt hjem igen, godt hjulpet på vej af generalkonsulen, der fik slutfinansieringen endeligt på plads. Og en sand gyser at følge bråvallaslagene om skoletilskud og spærregrænse. 

Et af Becker-Christensens urokkelige referencepunkter i krisesituationer har været København-Bonn-erklæringerne fra 1955. Det gælder både i skolesagen, hvor den slesvig-holstenske regering ensidigt beskar tilskuddet til de danske skoler syd for grænsen. Og det gælder klagesagen, hvor forsmåede delstatspolitikere fra CDU forsøgte at få ophævet fritagelsen fra den tyske spærregrænse på fem procent, der er en forudsætning for, at mindretallets parti SSW kan opnå repræsentation i den slesvig-holstenske landdag. Begge udfordringer blev håndteret og endte mere end godt – nemlig med forfatningssikrede rettigheder og dermed stabilitet.

Politikere forgår, diplomater består

Det står tydeligt gennem hele bogen, at Becker-Christensen betragter grænselandets danske og tyske mindretal som forbundne kar. Balancen er vigtig, og i afgørende situationer har de to mindretal støttet hinanden.

Ind imellem tynges læsningen lidt af forskerens registrering af navne og detaljer. Men på intet tidspunkt slippes blikket for forskellen mellem væsentligt og uvæsentligt. Politikeres kortsigtede dagsorden skal balanceres af diplomaters blik for de lange linjer. Politikere forgår, diplomater består og er afgørende fødselshjælpere.

De mangefacetterede samarbejdsrelationer til mennesker og organisationer på begge sider af grænsen beskrives konsekvent som fortrolige, hjertelige, nære, venskabelige og fortræffelige. Ikke en eneste gang slipper der en lille vrissen bemærkning igennem.

Bogen bliver aldrig privat og kun i glimt personlig. Men man fornemmer mennesket bag embedet. Man mærker den ranglede og lidt generte dreng, som vi ser et billede af i et indledende kapitel. Og kærligheden til hustruen, Grethe Bay, som han giftede sig med kort før afrejsen til Flensborg, er man på intet tidspunkt i tvivl om. De ansatte én, men fik to.

Selv den tumultariske afsked beskriver Becker-Christensen i diplomatiske vendinger, selvom han har al mulig grund til at være både rasende og skuffet. Som led i regeringsomdannelsen i 2016, hvor denne signatur blev ny kulturminister, tilbød daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen stillingen som generalkonsul i Flensborg til kulturminister Bertel Haarder som et plaster på såret for afgivelsen af Kulturministeriet. Sådan endte det ikke, men Becker-Christensen konstaterer med forskerens nøgternhed, at det til enhver tid er en statsministers privilegium at gribe ind – og at det er sket før.

Hvis man overhovedet kan sige, at der kom positive sideeffekter ud af den flove affære, er det, at forløbet fik åbnet mediernes øjne for, at vi har et levende mindretal syd for grænsen. Og at diplomatparret fra Nordergraben ikke blot fik en høflig tak for indsatsen, men et meget højlydt bevis for, at det danske mindretal, det tyske samfund og mange nord for grænsen ikke blot har værdsat en diplomat og hans hustrus lange og tro tjeneste, men også har omfattet Henrik og Grethe med stor kærlighed og hjertevarme.

Diplomat i grænselandet er et stykke værdifuld samtidshistorie, der vil blive stående som en solid kilde og inspiration for kommende generationer.