Sikkerhedspolitisk er Norden og Tyskland tydeligvis rykket tættere på hinanden, efter at Finland og Sverige er blevet NATO-lande, og de danske vælgere har stemt for at ophæve Danmarks forbehold overfor forsvarssamarbejdet i EU. Samhandlen binder også Tyskland og de nordiske lande tættere sammen, og nogle af de udfordringer, der er fælles, som den grønne omstilling, løses bedst i samarbejde. Og om få år bliver           Norden og Tyskland bogstaveligt talt bundet sammen af Femern-forbindelsen. 

Jens A. Christiansen er generalsekretær i Sydslesvigsk Forening (SSF), som er det danske mindretals kulturorganisation. Han har tidligere arbejdet i Dansk Arbejdsgiverforening og på den danske ambassade i Tyskland. Han ser både noget fælles, og noget, der er forskelligt fra hinanden, når man sammenligner Tyskland og de nordiske lande.

 “Danmark, Tyskland og Norden har udviklet sig til de bedste venner både politisk og kulturelt. Det har ikke noget med interesser at gøre. Men samarbejdet har ikke ophævet de forskelle, der er. I Danmark og Norden er der en helt anden forståelse af demokrati og folkestyre end i Tyskland. I Tyskland er det aktuelle demokrati først etableret efter 1945, hvor dansk demokrati er vokset op nedefra. Og det præger tysk mentalitet med et skær af modløshed. På en måde trækker man i Tyskland ikke vejret frit”, siger Jens A. Christiansen. 

Han oplever også, at der er forskel på en tysk og en dansk og nordisk tilgang til medbestemmelse, og når det gælder om at mødes i øjenhøjde. 

“Det er også afgørende at få med, at det er en forskel på dansk, nordisk og tysk kultur, at i de nordiske lande, navnlig i Danmark, har man et meget ligefremt og frit forhold til autoriteter. I Tyskland er man utroligt autoritetstro, og det går gennem alle samfundslag. Det fører til mangel på opfindsomhed og mod til at turde gå foran med en ny ide uden at skulle sikre sig hele vejen rundt. Det påvirker et land i forhold til samfundsudvikling”, siger han.

“Grundlæggende har Mette Fredriksen ret i, at vi er kommet tættere på hinanden. Men jeg mener også, at der er væsentlig forskel på Tyskland, Danmark og de nordiske lande hvad angår den måde, samfundene er opbygget på. Når jeg taler om, at vi i Sydslesvig er porten til Norden, er det også for at gøre opmærksom på, at der er en samfundsmodel i Norden, som man i Tyskland kan lære noget af. Samtidig er der noget i Tyskland, som kan være inspirerende for de nordiske lande”, siger Anke Spoorendonk.

Hun er tidligere minister for justits, kultur og europæiske anliggender i den slesvig-holstenske landeregering i Kiel, valgt til landdagen for mindretalspartiet Sydslesvigsk vælgerforening (SSW). I dag er hun forretningsudvalgsmedlem i Foreningen Norden.

I delstaten Slesvig-Holsten, som har et grænseområde, et stort dansk mindretal og mottoet ‘der echte Norden’, orienterer man sig selvfølgelig mod Danmark. Men det er en ud af 16 delstater, og selvfølgelig ser det anderledes ud i Baden-Württemberg, som deler grænse med Frankrig og Schweiz. 

“Jeg ved godt, at man i Danmark meget hurtigt glemmer at Tyskland er en forbundsstat bestående af 16 delstater. At man i den grad fokuserer på Berlin og München og glemmer det andet. Når man i Slesvig-Holsten kalder sig selv ‘det ægte norden’ er det ikke kun med et glimt i øjet. Det er fordi, man ønsker at være en del af norden i Europa, man ser sig selv som en drejeskive, der forbinder Tyskland og Europa med Norden. Det har noget med både beliggenhed og historie at gøre”, siger Anke Spoorendonk.

Ukraine bringer os tættere sammen

Med Finland og Sverige som nye NATO-lande og Danmark uden forsvarsforbehold i EU, er Tyskland og Norden blevet meget tætte sikkerhedspolitiske partnere. 

“Særligt siden Ruslands angreb mod Ukraine er det sikkerhedspolitiske samarbejde med Skandinavien rykket meget i fokus – ikke mindst i Østersøen. Angrebene mod Nord Stream rørledningerne har atter engang skabt opmærksomhed omkring truslerne mod vores fælles kritiske infrastruktur, og det blev klart, at vi ikke i tilstrækkelig grad er forberedte på varetagelsen af vores fælles regionale forsvarsbehov”, siger Stefan Seidler, som er medlem af den tyske forbundsdag i Berlin, valgt for SSW.

Det er Lykke Friis, som er direktør for Tænketanken Europa, enig i. 

“Grundlæggende, må man sige, at fordi vi lever i en tid med en værdikamp, hvor tingene spidser til, jeg tænker især på forholdet til Rusland og Ukraine, men også på, hvordan demokratiet i nogle lande er under pres, så blander vi mere blod. Så bliver vi mere bevidste om, hvad vi har til fælles. Tvunget af ydre omstændigheder er vi mere bevidste om, hvad der holder os sammen”, siger hun.

Hvis man spørger til sikkerhedssamarbejdet på såvel den tyske ambassade i København som den danske ambassade i Berlin, så er svarene også entydigt, at Norden og Tyskland er kommet tættere på hinanden:

“Ja, og det skyldes simpelthen, at presset udefra er blevet meget større”, svarer den tyske ambassadør i København, Pascal Hector, på spørgsmålet, om det sikkerhedspolitiske samarbejde mellem Norden og Tyskland er blevet tættere.

Den russiske angrebskrig mod Ukraine, som startede den 24. februar 2022, har ført til store omvæltninger. Den dag gik alvoren op for alle.

“Det har også ført til enorme omvæltninger i den nordiske sikkerhedsopfattelse. I Danmark var der folkeafstemning om at ophæve forsvarsforbeholdet, så Danmark kan indgå i EU’s fælles sikkerheds- og udenrigspolitik”.

“Og Finland og Sverige ansøgte om at blive medlemmer af NATO. Det var noget, som jeg tror ville have været helt udelukket et halvt år tidligere. I hvert fald for svenskerne. Og nu har vi fået Finland med i NATO, og Sverige er meget tæt på et medlemskab. Det skaber selvfølgelig en helt anden form for samarbejde. Både i EU og i NATO”, siger ambassadør Pascal Hector.

Den danske ambassadør i Berlin, Susanne Hyldelund, er enig. 

“Jeg synes, vi er kommet tættere på hinanden. Både Danmark, de andre nordiske lande og Tyskland har været nogle af de stærkeste støtter for Ukraine.  Og Ukraine-krigen medførte, at Sverige og Finland søgte medlemskab i NATO. Det har givet en anden konsolidering af det sikkerhedspolitiske billede omkring Østersøen. Jeg kan mærke, at de tyske kolleger også ser på Østersøen på en anden måde nu. Tyskland er stærk engageret i Litauen, Danmark er meget engageret i Letland”, siger Susanne Hyldelund.

“Forsvarssamarbejdet har en betydning. Det kan man se ved, at Tyskland har styrket sit militære beredskab i Østersøregionen. Det er klart, at set i den sammenhæng har det en særlig sikkerhedspolitisk værdi, at også Sverige og Finland nu er med i samarbejdet”, siger Anke Spoorendonk.

Energi og grøn omstilling

Noget andet, de nordiske lande og Tyskland har en interesse i at samarbejde om, er energisektoren og den grønne omstilling. Det har også en sikkerhedspolitisk dimension. Alle landene har lært, at det ikke er en god ide at være afhængig af russisk gaseksport. 

De tyske importtal fra Norge steg i 2022 til 63 milliarder Euro, og beløbet forventes at være steget yderligere i 2023. Det skyldes import af gas og olie. Det afhjælper afhængigheden af Rusland, men det fremmer ikke den grønne omsætning.

Her er der lagt op til et omfattende samarbejde mellem Danmark og Tyskland om at hente vindenergi i Nordsøen og omdanne det til brint, så det kan sendes i rørledninger til Tyskland. Det vil gøre Nordsøen til verdens største kraftværk

 “De nordiske lande har på det seneste udviklet sig til de helt centrale spillere, når det gælder fremtidens tyske grønne energiforsyninger. Det er et samarbejde der gavner begge sider og ikke mindst hele Europa. Der er således en stor interesse fra tysk side i at etablere en fælles energiinfrastruktur, der kan være med til at skabe en grønnere forsyningssikkerhed. Ikke mindst på grund af industrinationens behov for mere elektrificering og de langsigtede klimaperspektiver har man i Tyskland vendt blikket mod Danmark som grønt foregangsland”, siger forbundsdagsmedlem Stefan Seidler.

“Et dansk-tyskt samarbejde om energisektoren er en win-win situation, fordi Danmark er en potentiel energieksportør i stor skala. Og Tyskland er en stor energiimportør. Vi er interesseret i al den energi, vi kan importere fra Danmark. Naturligvis mod passende betaling. Og grunden til det er det høje potentiale, som Danmark har inden for vindenergi. Både offshore og onshore. Men frem for alt også offshore. Og denne vindenergi kan enten eksporteres direkte som elektricitet. Eller du kan eksportere det indirekte som brint. Brint kommer til at blive det vigtigste. Og der bygges nu en rørledning til at transportere brint mellem Danmark og Tyskland”, siger Pascal Hector.

Og dette er den tyske ambassadørs danske kollega i Berlin enig i.

“Energispørgsmålet er også forstærket af Ukraine. Vi skal væk fra russisk gas og omstille os til grøn, vedvarende energi. Med planerne for at udbygge vindenergien i både Østersøen og Nordsøen, kan Danmark blive eksportør af både grøn strøm og grøn brint. Det er vigtigt at bringe infrastruktur på plads, også hvad energipolitik angår. Esbjerg Deklarationen fra den 18. maj 2022 er af stor betydning”, siger Susanne Hyldelund. 

Men det skal sættes i gang

Med Esbjerg Deklarationen har Danmark, Tyskland, Nederlandene og Belgien aftalt tilsammen at producere mindst 150 gigawatt havvind i deres respektive dele af Nordsøen inden 2050.  Der produceres i dag 25 gigawatt havvind på verdensplan.

“Der er et dilemma med vindenergien, fordi Vadehavet på både den danske og tyske side af grænsen og ned til Holland er UNESCO Verdenskulturarv. Kan man placere vindmøller indenfor dette område? Jeg siger: Det kan man ikke, for så risikerer man at den status, Vadehavet har, bliver ødelagt. Vi må finde veje til at beskytte Vadehavet og få vindenergi alligevel. Vi kan ikke på den ene side sige, vi har en nationalpark, og samtidig gå en anden vej”, siger Anke Spoorendonk, som jo i mange år har repræsenteret SSW, der er et regionalt parti og et mindretalsparti for danskere og frisere, som jo bor ved kyststrækningerne langs Nordsøen.

Lykke Friis, som udover at være direktør for Tænketanken Europa er tidligere klima- og energiminister for Venstre, peger på, at der er et men, når det kommer til at føre de fine ord ud i praksis.

“Vi er enige om, at der er en klimaudfordring, og enige om, at vi skal være uafhængige. Vi kan ikke importere billig gas fra Rusland, vi bliver nødt til at omstille os. Den omstilling kan ikke gennemføres uden at vores energinet hænger sammen, vi skal have etableret de berømte brintrør, der skal sikre, at dansk vindenergi kan laves om til brint og eksporteres til Tyskland.”

“Så kommer der et men; for en ting er at erkende det, noget andet er at gøre noget ved det. Der er et gab. De brintrør er ikke blevet til noget, fordi det er svært at få den danske og tyske lovgivning til at passe sammen og få taget de beslutninger i tide. Måske tror man, det bare sker. Men et værdigrundlag er ikke nok, der skal ligesom laves en plan, før der kan handles”, siger Lykke Friis.

Flere regioner bindes sammen

Når det gælder det tysk-nordiske samarbejde om infrastruktur, handler det om meget andet end elektricitet og brint. Enhver, der har taget en tur med tog til Falster eller har taget færgen mellem Rødby og Puttgarden, har set, at der er noget på vej. Den faste forbindelse, som vil forkorte rejsetiden betydeligt og bringe Nordtyskland tættere på Sjælland og sydhavsøerne, er ved at tage form.

“Jeg tror slet ikke, vi kan forstå, hvor meget det kommer til at betyde. Der er fem år til. Det kommer til at betyde enormt meget for de to regioner, men også for hele Nordeuropa. Det kommer til at have enorm betydning. Vi vil nok spørge, hvorfor vi ikke har gjort det noget før”, siger den danske ambassadør i Berlin, Susanne Hyldelund.

Den tyske Ambassadør i København understreger, at med størrelsen af samhandelen mellem Tyskland og de nordiske lande er det klart, at der er en kæmpe gevinst ved en fast forbindelse. 

“Eksporttallene for 2022 viser en tysk eksport på 30 milliarder Euro til Sverige, 23,5 mia. Euro til Danmark og 11,2 mia. Euro til Norge. Og når det gælder import til Tyskland, tegner Sverige sig for 18,8 mia. Euro, Danmark for 15 mia. Euro og Norge, som beskrevet ovenfor, for 63 mia. Euro på grund af importen af olie og gas. Når vi forbedrer transportforbindelserne markant, bliver der også mere samhandel”, siger Pascal Hector.

Lykke Friis understreger, at samarbejdet med Slesvig Holsten er vigtigt for Danmark. 

“Skal vi have Østersøsamarbejdet til at fungere, skal Tyskland være med. Slesvig-Holsten kan være brobygger til Berlin. Vi kan sammen skabe en anden dynamik. Du får et helt andet naboforhold. I grænseregionen mellem Slesvig-Holsten og Sønderjylland har man et glimrende naboforhold. Men det har du ikke mellem det nordtyske Østersøområde og Lolland, Falster og Sjælland. Der er mange mentale barrier. Femern-forbindelsen vil skabe en ændring af ens mentale billede, siger Lykke Friis.

 Anke Spoorendonk har været involveret i STRING samarbejdet som minister. Det er en forkortelse for ‘Southwestern Baltic Sea Trans Regional Inventing New Geography’. Det er et regionalt samarbejde, der tæller landene Tyskland, Danmark, Sverige og Norge, delstaten Slesvig-Holsten, regionerne Syddanmark, Sjælland, Hovedstaden, Skåne, Halland, Götaland og Østfold og Akershus amter. Der bor 14 millioner mennesker, og de involverede i projektet kalder det ‘en grøn megaregion’. Målet er at skabe vækst og tiltrække grønne investeringer og kvalificeret arbejdskraft.

“Slesvig-Holsten har været med i STRING-samarbejdet siden det startede i 1999. For mig har det været væsentligt, at Slesvig-Holsten markerer sig i dette samarbejde for ikke at overlade hele initiativet til Hamborg. Målsætningen for STRING platformen er at skabe en vækstkorridor mellem Oslo og metropolregionen Hamborg. STRING har på den baggrund også været vigtig for Femern bælt arbejdet”, siger Anke Spoorendonk.

Hun tilføjer, at med hensyn til infrastruktur skal man sætte sig sammen og tænke grænseoverskridende. 

“Det kan jeg ikke se, man gør. Jeg ved Stefan Seidler i Berlin taler med trafikministeren og arbejder på det og i Slesvig-Holsten har jeg talt for at styrke forbindelsen mellem Tyskland og Norden. Jeg ved, at Stefan Seidler også gør det. Der er med Femer-forbindelsen et direkte samarbejde, som har med togdrift og infrastruktur fra nord til syd at gøre”, siger hun.

“Først og fremmest vil jeg fremhæve, at jeg faktisk har et godt samarbejde med STRING, der politiske bakker op omkring planerne for et bredere regionalt samarbejde. På det nyeste har de taget Jyllandskorridoren og Region Syddanmark og byen Kiel med under deres vinger”, siger Stefan Seidler. 

Han tilføjer, at samarbejdet er vigtigt. 

“Når infrastrukturen på den tyske side af Femern Bælt-forbindelsen ikke følger tidsplanen, så kan det blive en alvorlig udfordring og flaskehals for den danske transportplanlægning sydpå. Det er derfor vigtigt, både at blive ved med at gøre opmærksom på den langsommelige proces på den tyske side og samtidigt allerede nu at tænke kortsigtede løsninger”. 

“Vi skal således allerede nu sikre os, at vi samtidigt med etableringen af Femern Bælt-forbindelsen også moderniserer og udbygger Jyllandskorridoren. Sådan sikrer man to transportkorridorer, som kan aflaste hinanden og sikre gode forbindelser – både for person- og godstransport”, slutter medlem af forbundsdagen for SSW, Stefan Seidler.