Da jeg hørte, at dette nummer af Grænsen fik temaet ”nationalisme i Europa”, var jeg på rejse i Japan. Det er et ø-rige, der har sin helt egen form for nationalisme. Sidste år modtog landet 38 asylansøgere. Tre-otte. I alt. Året før var tallet 11.

Japan har 125 millioner borgere og en aldrende befolkning. Kvinderne vægrer sig ved at føde børn, da de forventes at opgive uddannelse og arbejde, når ægteskab og børn melder sig. Fødselstallet rasler ned, men japanerne fastholder, at de ikke ønsker indvandring. Punktum. Japan vil dermed forblive et meget homogent land. Men samtidig ser landet direkte ind i enorme økonomiske og demografiske udfordringer i de kommende år. Der er allerede stor mangel på arbejdskraft. Japan kan bogstaveligt talt blive en døende nation.

Noget nær modsat er situationen i Europa. Vi har for øjeblikket store problemer med at håndtere den massive tilstrømning af flygtninge og indvandrere. Rådvildheden er stor. Og i protest og frustration opstår nye, nationalistiske partier, der har stærk vind i sejlene.

Her står vi så. De nationalpopulistiske partier drømmer formentlig om at gøre som Japan. Det gør jeg ikke. På langt sigt skal vi forsøge at fjerne årsagerne til, at mennesker i så stort tal vandrer, nemlig krig og fattigdom. Indtil det sker, skal vi tilstræbe bedre kontrol med tilstrømningen, tænke integration på nye måder -  og ikke mindst blive bedre til at håndtere de nye kulturmøder.

Det er ikke kynisme. Det er realisme. Hertil kommer, at vi skal besinde os på, at der både er en god og en ringe udgave af fænomenet nationalisme. Først den gode. Der er ikke mange lande, der har så mange flagstænger, så mange fædrelandssange og så homogent et folkefærd som Danmark. På trods af – eller måske netop fordi - vi historisk med stor succes har åbnet os over for verden. Vi er draget ud og har samtidig ladet os inspirere af mennesker, der er kommet hertil.

Åbenheden over for omverdenen har bygget på nødvendighed på grund af fædrelandets lidenhed. Men åbenheden har også bygget på, at vi har vidst, hvem vi er. Så behøver man nemlig ikke automatisk frygte det, der er anderledes.

Er vi mon kommet i tvivl om, hvem vi er? Den ringe udgave af nationalismen er afgrænsende og udgrænsende. Den bygger på angst. På manglende bevidsthed om egen identitet og ofte stereotype forestillinger om ”de andre”. Den udgave af nationalismen arbejder for helt lukkede grænser. Og den udgrænser mennesker, der ikke ligner os selv. Den puster til modsætninger og skaber et unuanceret dem-og-os for nu at citere fra den historie, vi kender så godt fra vores eget grænseland.

Skal national bevidsthed og en åben danskhed gå hånd i hånd, forudsætter det erkendelse af, at det gode kulturmøde kræver noget af både mig selv og den anden. De nye kulturmøder er naturligvis anderledes end det kulturmøde, vi kender fra grænselandet. Alligevel er der fællestræk. I det dansk-tyske grænseland blev det med København-Bonn-erklæringerne fastslået, at det frie sindelag og viljen til at være en fuldgyldig del af flertalssamfundet ikke er hinandens juridiske modsætninger. Men det er en stor moralsk og menneskelig udfordring.

I en påskesalme fra 1861 af Chr. Richardts påskesalmer står der: "Det er så let at lægge kors på andre – det er så tungt med korset selv at vandre”. Og er man ikke kristen, kan man såmænd bare hente inspiration i en gammel talemåde: ”Der skal to til tango”.

Mette Bock var formand for Grænseforeningen fra 2014-2016.