Kulturminister Bertel Haarders søster Karen fortalte mig engang følgende historie fra sin barndom: Det var en af de første dage efter befrielsen i maj 1945.  Hun sad foran på cyklen hos sin far, Hans Haarder, der cyklede fra Rønshoved til Kruså for at overvære den slagne besættelsesmagt rejse hjem. Forhutlede kom de tyske soldater gående ned mod grænsen ved Kruså, hvor våben og andet udstyr blev konfiskeret og lagt i bunker på markerne lige nord for grænsen. På et tidspunkt kom en tysk soldat tæt forbi cyklen, og Karen spyttede på ham. Det affødte en knaldende lussing fra hendes far. En lussing, som belærte den lille pige om, at også slagne tyske soldater var mennesker, og man spytter ikke på andre mennesker.

Den dag lærte Hans Haarder sin datter noget meget væsentligt om medmenneskelighed. At spytte på andre mennesker fik fornyet aktualitet for nogle måneder siden, da en voksen mand fra en motorvejsbro spyttede på en gruppe flygtninge. Kulturministeren har for nylig taget initiativ til en Danmarkskanon, som skal sætte gang i den folkelige debat om den kultur og de værdier, som i særlig grad har formet samfundet og befolkningen. Ikke fordi vores kultur og værdier er bedre, men fordi vi skal være i stand til at forklare os selv og andre, hvem vi er, hvorfor vi lever, som vi gør, og hvorfor der er visse ting, vi må insistere på. For kulturministeren er en Danmarkskanon både et dannelsesprojekt, et uddannelsesprojekt, et oplysningsprojekt og et integrationsprojekt, siger han til Altinget.

Det er naturligvis ikke en fælles dansk værdi at spytte på andre mennesker. På den anden side er der en tæt sammenhæng mellem de to begivenheder ved grænsen i maj 1945 og motorvejsbroen i september 2015. Nemlig at de danske værdier og det danske fællesskab, ligesom så mange andre fællesskaber, i udpræget grad er skabt i modsætning til det fremmede og ved brug af fjendebilleder, afgrænsning og modsætning. Ikke mindst i Sønderjylland, hvor modsætningen til det tyske af indlysende årsager var særlig tydelig.

Vi taler meget om, at fremmede skal integreres i vores samfund. De skal naturligvis lære vores sprog, respektere vores demokrati, retssystem, arbejdsmoral. Men måske skal vi også lære noget. F.eks. at tidligere tiders modsætning til det tyske er afløst af samarbejde og gensidig respekt. At det ved at behandle et forhadt mindretal og nabo tillidsfuldt og ordentligt kan lykkes at bevæge sig fra modsætning og had til konstruktivt samarbejde og fællesskab. At det er muligt på samme tid at være forskellige og fælles.

Tiderne har ændret sig, og i dag er det ikke acceptabelt at uddele lussinger. Men jeg vil alligevel ønske, at den Danmarkskanon, som nu er under udvikling, også må indeholde den lussing, Karen fik i maj 1945. At Danmarkskanonen må åbne for en forståelse af, at vores danske fællesskab og demokrati bygger på en ekstrem grad af kulturel og sproglig ensartethed, som kan friste danskere til at spytte på andre. Den ensartethed kan ikke fastholdes i fremtiden, og det er derfor vigtigt at åbne for en selvkritik, der gør os klogere på, hvorfor vi gør som vi gør i mødet med det fremmede. Vi skal lære at håndtere mangfoldigheden.

Den del ved man noget om i Sønderjylland. Måtte den viden blive synlig i den kommende Danmarkskanon.

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen.