Da Lars Harms, der er gruppeformand for det dansk-frisiske mindretalsparti Sydslesvigsk Vælgerforening(SSW) og ministerpræsident Daniel Günther (CDU), Slesvig-Holsten, gav de interviews, som læseren stifter bekendtskab med i dette  nummer af magasinet Grænsen, havde vi ikke krigen i Ukraine i sindet.

Verden er blevet en anden. Ord lyder anderledes nu, men håbet for mindretallene, der gives udtryk for i de to interviews, står stadig tilbage med tydelighed. Man skal turde stå ved sin nationalitet, sin politiske, kulturelle og religiøse opfattelse. Og man skal møde op med nysgerrighed efter, hvem de andre mon er?

Ukraine er på alles læber. Vi er vidner til noget, som vi også kender fra vores egen historie: Kampen for sprog og kultur. Der er tider, hvor man står vagt om demokrati og nationalitet. Vi har oplevet svære uoverensstemmelser, og i et grænseland ved man bedre end andre steder, hvilken vigtighed striden og forsoningen har, og at det ofte er en smertefuld vej.

Det er en uhyrlighed at være vidne til et overfald på en suveræn nation. Jeg famler efter ordene og indrømmer, at jeg er bevæget over at se den kærlighed til nationen, kulturen, familien og demokratiet. Ukrainerne lærer os i disse uger noget om hengivenhed, mod, opofrelse og styrke.

Mange mænd følger i disse uger deres familier til grænsen og vender selv tilbage for at kæmpe mod den russiske hær. De er ikke slagsbrødre. Det er mennesker, der er i et frygteligt dilemma. Fordi de elsker deres familie og deres land, må de nu gribe til våben for at forme historien, så den stadig bærer et håb i sig. Når denne historie skal fortælles videre til deres børn, vil den kræve af dem, at det er en historie, som indeholder fortællingen om, at man ikke blev grebet af fejhed og forbehold.

Pia Juul udtrykte det præcist og smukt: “Sæt din grænse, men hold døren åben.” (Højskolesangbogen 558, vers 4).

Der er tider, hvor man må trække en grænse for at holde døren åben, og så må vi alle håbe, at vi ikke gør os døve for den russiske patriot, der elsker sit land og er forfærdet over at se krigen rase; vi må håbe, at vi omgås vores modstander med respekt.

Fremover er der nationale og kulturelle mindretal, der vil kræve vores agtelse og forståelse. Den gode fremtid handler om, at vi kan udtrykke vores fædrelandskærlighed uden at forløbe os i had mod modstanderen.

Mindretal eller flertal, vi skal leve med håb i verden og tillid til fremtiden og i tider, hvor krigen raser, og vi er vidner til uretfærdighed, bliver vi nødt til at synge med Grundtvig: “Derfor, hvad end verden siger,/ og hvad verdensmagten vil,/ står og falder jordens riger/ dog med kærlighedens ild:/ hvor den blusser, bor livsgrøden,/ hvor den slukkes hersker døden.”