Hvert fjerde år – eller oftere om statsministeren vil – er der valg til Folketinget i Danmark. Man taler ofte om denne dag, som “Demokratiets festdag”.
Hver dag er demokratiets dag, fordi hver dag, ytringsfriheden bliver holdt i hævd, styrker folkestyret. Men valgdagen er noget særligt, fordi det i et repræsentativt demokrati er kulminationen.
I Grænseforeningen holder vi festdag hvert år i perioden 15. april til 31. maj. I år er Sendemandsmødet den 27. april. Hvert andet år vælges en formand. Hvert år vælges halvdelen af bestyrelsen. Sendemandsmødet er, hvor medlemmerne taler, bestemmer og vælger.
I år skal vælges en ny formand. Den nuværende genopstiller ikke. Bestyrelsen har opstillet en kandidat, og der er ikke opstillet andre. Det kunne man begræde ud fra et demokratisk perspektiv. Men så glemmer man, at demokrati ikke bare er flertalsstyre. Man glemmer, hvad demokrati også handler om.
Demokrati er også at lade informerede meninger brydes og at finde sammen i kompromisser. Fra mange lokalforeninger, bl.a. i pressen, er der udtrykt opbakning til bestyrelsens formandskandidat. Han er alles kandidat. Det mener jeg, at vi skal glædes over.
Om der bliver kampvalg eller bekræftelsesvalg til alle bestyrelsesposter er endnu ikke afklaret, da fristerne for opstilling og indstilling af kandidater, endnu ikke er nået. Men tilvalg bliver der.
Og indtil det er på plads, og festdagen endelig afholdes, så lad os passe på demokratiet til hverdag hver dag.
Der er snart valg i verdens største demokrati, og debatterne raser ved valgmøder, i medierne og på sociale medier. Konsekvenserne af valget vil mærkes i hele verden. Men behøver hverdagene og debatterne frem til valget have samme effekt? Det, der foregår i aviserne, såvel som på Facebook og på møder, hvor der måske tales mere om mennesker, der står i spidsen, end om deres politik?
Jeg håber det ikke. Må Grænseforeningen tage ved lære af idealerne for den gode samtale, og ikke af hvordan tonen føres mellem valgene ‘over there’. Må vi huske at tale pænt om og til hinanden. Droppe fornærmelser. Tale mindre om personer, mere om, hvad de vil.
Jeg glæder mig til samarbejdet med både den nye formand og med nye som fortsættende bestyrelsesmedlemmer. Og siger tak til den afgående formand. I gør jeres demokratiske pligt.
Må de demokratiske stemmer huske og hylde det – ikke ved ensidig opbakning, men ved at deltage i debatten i god tone. På Sendemandsmødet og til hverdag. Så kan USA lære af os.