Marskens digter er død
Salmedigter Jens Rosendal er kort før nytår død i en alder af 91 år gammel. Han har bidraget til 13 sange i Højskolesangbogen, hvoraf flere hylder den sønderjyske natur.
Jens Rosendal gik bort den 30. december 2023 i en alder af 91 år.
Foto: Timo Battefeld/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Grænselandet og det øvrige Danmark har mistet en af sine allermest markante kulturpersonligheder. Salmedigter og højskolelærer Jens Rosendal, der i størstedelen af sit liv boede i Sønderjylland, er død i en alder af 91 år. Det skete kort før nytår om formiddagen den 30. december, skriver JydskeVestkysten.
”TAK fra os alle. For alt det, du har givet hver enkel. Jeg er fyldt op af taknemmelighed over ikke kun at kende dit professionelle virke, men også at have været din ven. Du vil leve i dine sange, og du vil aldrig blive glemt. Du kom med alt det der var dig”, skriver komponist og mangeårig ven Rasmus Skov Borring i et mindeord bragt på hjemmesiden for Højskolesangbogen.
Jens Rosendal er i den brede offentlighed bedst kendt for sangen ’Du kom med alt det der var dig’, som han skrev i 1981, da han forelskede sig i en mand og for at følge sit hjerte måtte forlade sin kone, som han har tre børn med.
”Der var ingen vej tilbage. Modet trådte til, og han insisterede på sin ret til den kærlighed, der havde været gemt væk. Han var nået dertil, hvor han, som han selv satte ord på, nok kunne evne at skjule den hemmelighed måske resten af sit liv, men han ville ikke dø sådan. Og således blev det. Han stod ved sig selv og stod frem for Gud og sine omgivelser”, skriver Rasmus Skov Borring i sit mindeord.
Jens Rosendal har også skrevet mange sange, der hylder den særegne natur i Sønderjylland, hvor alting er i bevægelse året rundt. I mere end 50 år og indtil sin død boede han i et bondehus i Ballum nær stranden, og det prægede bl.a. sangen ’Vi henter tidevandet ind’.
Sangen blev skrevet i forbindelse med digterens 80-års fødselsdag og dannede i samme omgang ramme om en ny tilbagevendende begivenhed, hvor sangen synges, og tidevandet hentes ind med en folkevandring ud på vaden, der er havbunden i Vadehavet, som skiftevis er dækket af vand eller tørlagt afhængig af tidevandet.
Arrangementet har siden sin begyndelse tiltrukket mange mennesker, og mon ikke årets udgave i maj måned også bliver et tilløbsstykke. Grænseforeningen magasin, Grænsen, deltog i 2019, og i den forbindelse udtalte Jens Rosendal:
”Det er rigtigt flot. Der kommer jo flere og flere mennesker. Det må jo gå den anden vej engang, tænker jeg, men jeg glæder mig, så længe der kommer så mange”, sagde digteren dengang til magasinet Grænsen. Artiklen blev udgivet i oktober 2019.
Jens Rosendal blev født i 1932 i Vendsyssel i et indremissionsk hjem. I 1954 færdiggjorde han læreruddannelsen på Nørre Nissum Seminarium. I mange år var han ansat på Løgumkloster Højskole og nåede også at arbejde på Jaruplund Højskole i Sydslesvig fra 1987 og frem til 1995.
Hans lyriske arbejde er blevet hædret flere gange. Senest i september 2022, hvor han i forlængelse af sin 90-års fødselsdag blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen. Han er også æresborger i Tønder Kommune og har bl.a. sin egen bænk ud til Vadehavet.
Flere nyheder: