Som bosiddende i grænselandet kan det kun glæde én, at der for tiden ser ud til at være en positiv udvikling i landsdelen Slesvig. Befolkningstallet viser mange steder en svag vækst. Der er stor efterspørgsel efter boliger, og beskæftigelsestallene er fine, hvilket nok skyldes, at 12-13.000 personer pendler til Danmark, hvor de arbejder.

Samme opløftende udviklingstendenser som for landsdelen Slesvig gør sig gældende for byen Flensborg, der derfor er i gang med store udviklingsplaner. Fra tid til anden dukker der store udviklingsprojekter op på byrådets dagsorden.

For godt et halvt års tid siden var der således planer om at etablere en dansk-tysk banegård, som skulle ligge i Padborg, Sporskifte eller midt i mellem. En fornuftig ide, der dog hurtigt blev afvist af et flertal i Flensborg byråd.

For tiden drøftes der anlæg af et helt nyt sygehus, der skal afløse Diakonisse-Stiftelsens hospital og St. Franziskus-Hospital, der sammen udgør byens offentlige sygehuskapacitet. Hurtigt nåede man i byrådet frem til, at der skal investeres 300 mio. euro i et nyt sygehus, og at dette sygehus skal bygges på en grund inden for byens grænser. Banegård såvel som sygehus, skal altså blive der, hvor det altid har været.

Umiddelbart sidder man som grænselandsbeboer og spekulerer på, om man har misforstået tankerne om grænseoverskridende samarbejde, herunder den slesvig-holstenske landsregerings rammeplan for det dansk-tyske samarbejde, og den danske regerings strategi for Tyskland, eller om disse tanker bare ikke er nået til Flensborg?

Var der ikke netop i denne sag belæg for at tænke grænseoverskridende, når nu Flensborg by med 90.000 indbyggere ligger tæt ved landegrænsen, og det nye danske akutsygehus i Aabenraa, der er under udvidelse, ligger ved motorvejen kun 20 kilometer længere mod nord?

Umiddelbart kunne man forestille sig to akutsygehuse, et i Aabenraa og et i Flensborg, placeret ved motorvejen med 20 kilometers afstand, der delte en række specialer i mellem sig, mens man løste de almindelige sygehusopgaver hver for sig. Et samarbejde behøvede ikke at betyde, at man ikke frit kunne vælge behandlinger ved universitetshospitalerne i Kiel eller Odense, hvis man skulle få behov for det. Et akutsygehus i Flensborg placeret ved motorvejen kunne samtidig give mulighed for en bedre betjening af landdistrikterne mod vest.

Der kunne på alle måder være god fornuft i et sådant samarbejde i grænselandet. Man skal bare ville det, og helst skal man ville det lige meget på begge sider af grænsen. Spørgsmålet er, om vi på begge sider af grænsen tænker ”grænseoverskridende” nok, eller vi bare ikke vil det endnu?

Nærliggende er det at mene, at regeringernes samarbejdsstrategier er lettest at starte op i det grænsenære, da frugterne her synes nemmest at høste. Så det gælder vel egentlig bare om at komme i gang?

Jens Andresen er formand i Grænseforeningen.