Når man som forfatteren Herta Müller er vokset op i det tyske mindretal i Rumænien, er det unægtelig med en vis adgang til verdenshistoriens omskiftelige luner: Familien kan have levet på samme plet jord i flere hundrede år, mens skiftende magtherrer, voldsforherligende ideologier og totalitære foreninger i eget mindretal kæmper om ens sjæl.

Således blev hendes velhavende bedstefar frataget alt, hvad han ejede, af en fjendtligsindet statsmagt. Hendes far kæmpede på Hitlers side i Anden Verdenskrig. Hendes mor blev sendt i ukrainsk arbejdslejr af russerne efter krigen.

Müller selv blev antastet af den hemmelige polititjeneste Securitate, da hun begyndte at arbejde som oversætter på en fabrik, men afviste at samarbejde. Myndighedernes chikane for denne afvisning resulterede i, at hendes kollegaer netop troede, at hun samarbejdede med samme tjeneste.

Kærlighed til det fremmede

Disse historier om som medlem af et nationalt mindretal at være udleveret til skiftende ondskab, fra grå socialisme til brun nazisme, fortæller Herta Müller i bogen Mit fædreland var en æblekerne i en samtale med lektor og publicist Angelika Klammer. Müller voksede op i regionen Banat. Hendes landsby lå godt nok i Rumænien, men der blev kun talt tysk: “Der var ingen rumænere, skolen var på tysk. Rumænsk havde vi tre gange om ugen som fremmedsprog.”

Det skiftede pludselig, da hun flyttede til en lidt større by. Der gik hun også på et tysk gymnasium, men noget havde ændret sig: “Gymnasiet var også på tysk, men overalt uden for undervisningen blev der kun talt rumænsk. (…) Og jo mere jeg lyttede til sproget, desto bedre kunne jeg lide billederne, talemåderne, de lange dramatiske eder, diminutivernes mange nuancer fra kynisk til sentimentalt, overtroen.”

Dermed begyndte Herta Müller at nære en kærlighed til den rumænske kultur, som havde været hende fremmed i barndommen. Selvom hun var opvokset i samme land. Hun oplevede, at den tyske folklore var så ødelagt efter Anden Verdenskrig, at der blot var tomhed tilbage dér, hvor der skulle være musik og fortællinger:

“Jeg kunne ikke holde min fars sange ud. Når han sang ’Schwarzbraun ist die Haselnuss’, fik det sortbrune en helt anden betydning. (…) Rumænerne var også fascister, og den dag i dag benægter de deres forbrydelser. De har to diktaturer på bagen, men deres folklore er så genstridig, så drastisk i sin poesi, at den ikke egnede sig til diktaturer”, fortæller hun om kærligheden til den ’fremmede’ rumænske kultur.

Landsmandsforeningen

Müller oplevede samtidig også den udfordring, som mange mindretalsorganisationer historisk har stået overfor: Spørgsmålet om, hvor meget man skal tilpasse sig værtsnationens krav om loyalitet. Eksempelvis i krig: noget, mange danske sydslesvigere også har oplevet – og lidt under.

Som med så mange andre forfatteres udgivelser oplever både familie og omgivende samfund, at bøgerne er en rasende kritik af hjemstavnen, og at bøger altid kan læses som rendyrket politisk agitation. Så da Müller udgav debuten “Lavninger” i Rumænien i 1982, blev hun af mindretalsorganisationen “Landsmandsforeningen” anklaget for “sygelige afvisning af og had til” sin “schwabiske folkestamme.” Man skulle mene, at dette var ord, der netop hørte hitlertiden til, men nej. Hun blev også kaldt en “asfaltlitterat” – det var Goebbels udtryk for folkefremmede forfattere.

Begge dele

Heldigvis fandt Müller freden i Tyskland. Hun udvandrede til det daværende Vesttyskland i 1987 og blev i 2009 belønnet med Nobelprisen i litteratur. Men også der måtte hun kæmpe for forståelsen for sin mindretalseksistens. Da hun i sin tid kom til Vesttyskland, spurgte vesttyskerne, om hun var kommet til landet som tysker gennem familiesammenføring eller som politisk forfulgt. “Begge dele,” mente hun. “Begge dele? Det har vi ingen formular til”, svarede de.

Herta Müller: Mit fædreland var en æblekerne. 224 sider. 200 kr. Gyldendal 2018. Oversat fra tysk “Mein Vaterland war ein Apfelkern” af Karsten Sand Iversen