Ægteparret Signe Andersen og Anders Schaltz Andersen har været aktive i det danske mindretal i Sydslesvig gennem en menneskealder. Lørdag den 13. maj modtog de Grænseforeningens Pris for deres ekstraordinære indsats.
Kulturforeningen, lærerforeningen, sprogforeningen, kirkemenigheden, badmintonholdet, skakklubben og mindretalspartiet. Ja, der findes ikke mange grene af mindretalslivet i Sydslesvig, som ægteparret Signe Andersen og Anders Schaltz Andersen ikke har involveret i. Og det er de nu blevet hædret for.
Ved Grænseforeningens Sendemandsmøde den 13.-14. maj modtog parret Grænseforeningens Pris, der består af 25.000 kr.
“Vi er meget overraskede og taknemmelige. Vi kan ikke helt forstå, at det lige er os, for der er så jo mange andre ildsjæle i Sydslesvig, der også fortjener at modtage sådan en anerkendelse. Vi modtager prisen også på deres vegne med stor glæde og ydmyghed”, siger Signe Andersen og Anders Schaltz Andersen.
Signe Andersen er selv fra Sydslesvig og student fra Duborg-Skolen i Flensborg, mens Anders Schaltz Andersen er opvokset på en gård ikke langt fra Bjerringbro. De mødte hinanden på lærerseminariet i Silkeborg, blev gift og flyttede hurtigt efterfølgende til Sydslesvig og fik begge ansættelse på Husum Danske Skole.
“Jeg er vokset op i et meget dansk hjem, og begge mine forældre var meget aktive i mindretallet. Jeg synes ikke, at jeg har valgt noget til eller fra. Det har bare altid været sådan, at man deltager i, hvad der bliver tilbudt. Og så blev Anders jo nødt til at følge med”, fortæller Signe Andersen.
I dag er de begge pensionister og bosat i Vanderup nær Flensborg efter mange år i Hatsted på Sydslesvigs vestkyst.
“I dag kan vi ikke være lige så aktive som tidligere, men vi gør stadig en dyd ud af at deltage. Men så må det være nogle andre, der tager opvasken og flytter stolene på plads”, siger de to ildsjæle.
Grænseforeningens Pris, der har været uddelt med jævne mellemrum siden 1985, gives til en person eller organisation, der med vedholdenhed eller på nyskabende vis har ydet en ekstraordinær indsats for at øge kendskabet til Sydslesvig, grænselandets forhold eller mindretal.