I denne udgave af Grænsen er temaet: mindretal i Europa. Det anslås, at der findes omkring svimlende 300 af slagsen og at hver syvende europæer tilhører et nationalt mindretal. Men hvad definerer et mindretal? Magthaverne eller mindretallene selv? Hvad gør det ved et menneske at tilhøre et mindretal? Hvad er hjemligt og hvad er fremmed? Svarene er mange og mindretallenes baggrunde vidt forskellige. Ét er dog sikkert: Jeg er meget enig med Tove Malloy, leder af Det Europæiske Mindretalscenter, ECMI, når hun inde i magasinet peger på røddernes betydning. Og at rødderne bliver endnu vigtigere i en globaliseret verden, hvor vi bruger fødderne flittigere end nogensinde. Af lyst, men desværre alt for ofte også af nød.

Kan man slå rod i helt fremmede omgivelser? Kan man tilpasse sig uden at miste identitet? Og kan et mindretal generation efter generation klare sig i den flertalskultur, der omgiver dem? De spørgsmål er brændende aktuelle.

Præsten og digteren Kaj Munks sang, Den blå anemone, er blevet ved med at trænge sig på i forbindelse med denne leder. Han skrev angiveligt digtet, da han en marts-morgen i 1943 opdagede en lille blå anemone titte frem i præstegårdshaven i Vedersø. Planten havde han gravet op fra anemonetæppet i Christianssædeskoven på Lolland, da familien havde besøgt den milde og fede hjemegn. Og rødderne var, uden meget håb om overlevelse, blevet lagt i den sandede jord i Vestjylland:

På Lolland jeg den hented / et kærtegn fra min fødeø. / Så gik jeg her og vented / og tænkte, den må dø; / den savner jo sit skovkvarter, / sin lune luft, sit fede ler; / i denne fjendske zone / forgår min anemone, / jeg ser den aldrig mer.

Men anemonen klarede sig. Pludselig stod den der, og nikker så sejerssæl i den isnende vestjyske blæst, som om alverdens modgang havde givet den en større selvbevidsthed. Den tilpassede sig de nye omgivelser, men dens karakteristiske skønhed og duft stod klarere end nogensinde.

Jeg ved godt, at digtet skal tolkes ind i modstandskampen mod besættelsesmagten. Men gode digte lader sig læse ind i mange sammenhænge, så utænkelige de end måtte være, da digtet blev skrevet. Anemonen skulle symbolisere den nationale kultur og identitet, der insisterede på at overleve besættelsesmagtens undertrykkelse. Men Kaj Munks anemone var også blevet flyttet. Den tilpassede sig, for ellers havde den ikke overlevet. Alligevel var den fortsat en anemone, endda tydeligere, end da den gik i ét med anemonetæppet i Christianssædeskoven.

Mindretallenes rødder kan være geografiske, nationale, kulturelle, religiøse eller noget helt femte. Man skal ikke opstille udtømmende kriterier for, hvad der skal til for at være et mindretal, for sådanne kriterier har det med at negligere eller undertrykke grupper, der oplever et identitetsfællesskab med afsæt i de samme rødder.

Lovgiverne i Europa har med vekslende entusiasme forsøgt at sikre mindretallenes rettigheder, og der er fortsat mange udeståender.

Det er væsentligt at forstå, at de lovgivningsmæssige rammer ganske vist er afgørende, men at lovgivning alene ikke kan sikre mindretallenes sjæl, identitet og overlevelse. Her må mindretallene selv gøre en indsats. Hvis sproget skal leve, skal der ikke blot undervises i det, det skal tales. Hvis historien, traditionen og kulturen skal overleve, skal man ikke blot læse i bøger, men forstå gennem slægtens og mindretallenes egne fortællinger om levet liv.

Fødderne skal have et stabilt fundament. Og rødderne skal vandes. Hele tiden.

Mette Bock var formand for Grænseforeningen fra 2014-2016