I sommeren 1920 skal vi markere 100-året for Sønderjyllands Genforening med Danmark. De første forberedelser er i gang med de sønderjyske kommuner som initiativtagere. Et præsidium, som skal tage stilling til de overordnede spørgsmål er under etablering og afholder sit første møde i løbet af september. Spørgsmålet om hvad der skal ske hvornår, og ikke mindst hvor, skal afklares. Hvordan skal det hele organiseres? Hvem gør hvad?

Men der er også en anden side af markeringen, som skal overvejes grundigt og bredt, nemlig hvordan vi sikrer et aktuelt og helst fremadrettet perspektiv, så de mange generationer af danskere, som har glemt hvad Genforeningen var, kan se relevansen af at markere netop den begivenhed.

Placeringen af grænsen og Genforeningen hænger sammen med de to folkeafstemninger den 10. februar 1920 i Zone 1 og den 14. marts samme år i Zone 2. Ved afstemningerne havde alle stemmeberettigede mulighed for at lægge en seddel i afstemningskonvolutten, hvor der stod enten Danmark/Dänemark eller Tyskland/ Deutschland. I Zone 1 stemte ca. 75% for Danmark/Dänemark, og i Zone 2 var det lige omvendt.

Det var ved denne begivenhed enten/eller retorikken for alvor fik sit folkelige gennembrud, også illustreret ved de mange farverige afstemningsplakater. Enten – eller? Sådan måtte det naturligvis være, når det skulle aftales, hvortil to staters jurisdiktion skulle gå. Der var ikke plads til gråzoner og mellemtoner. Og samtidig var det fristende, og, set i historiens lys, mere end forståeligt, at lade valget mellem den ene eller den anden stimulere med fjendebilleder, som blev yderligere forstærket efter besættelsen 1940 til 1945.

I grænselandet fandt man efter Genforeningen kun vanskeligt plads til dem, der ikke kunne indordne sig under enten/eller vilkåret, altså ikke ville tage stilling nationalt, fordi de følte tilknytning til begge kulturer. De blev på dansk kaldt blakkede og på tysk Zweiströmige, hvilket bestemt ikke skulle opfattes positivt.

Afstemningerne afklarede grænsens placering geografisk og i Rudbøl endda ned gennem gaden. Grænsens nødvendighed kan ikke diskuteres – vi har brug for at vide, hvilke love der gælder på hvilken jord. Enten – eller. Men idéen om, at alle mennesker i grænselandet mentalt er underlagt den samme enten/eller tænkning, viser ikke vej ind i nutiden og slet ikke fremtiden, fordi der i et grænseland mellem to eller flere kulturer altid vil være blandinger, gråzoner og mellemtoner. Nutidens grænselande, som findes overalt, rummer disse blandingsformer af mennesker, som er på vej det ene eller andet sted hen.

I dag siger vi, at disse mennesker, som påfaldende ligner datidens blakkede og Zweiströmige, har bindestregsidentitet, fordi de rummer elementer af flere identiteter i sig. Der kommer meget godt ud af det, når mennesker med flere identiteter befinder i mellemrummet mellem flere sprog og kulturer. Men det kan også have de forfærdeligste konsekvenser, hvis de to flertalskulturer ikke viser forståelse for mellemrummet, gråzonen og mellemtonerne og anerkender muligheden for et både/og. Se blot på gerningsmændene bag sommerens forfærdelige terrorangreb i Europa, der næsten alle havde bindestregsidentitet.

Genforeningen i 1920 var formentlig den største og mest glædelige begivenhed i det 20. århundrede. Den glæde skal ikke beklikkes. Men tiden er en anden, og vi skal i dag tænke os godt om, inden vi afkræver mennesker i mellemrummene klare svar, for de findes ikke.  

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen.