Enhver, der kommer på besøg i de tyske storbyer kender fænomenet: de små snublesten, Stolpersteine, som er lagt ind i fortovet foran husene og gør opmærksom på tidligere beboere, der blev ofre for nazisternes menneskeforagtende diktatur. På snublestene står typisk navnet på personen, oplysninger om fødselstidspunktet, og skæbnen under det nationalsocialistiske diktatur, fulgt af datoen for deportation og, så vidt dette kendes, dødstidspunktet.

Snublestene er blevet en overvældende succes. De er i dag det største decentrale mindesmærke i verden, og er – i modsætning til f.eks. det store Holocaust-mindesmærke i Berlins centrum – nærværende i dagligdagen: man ‘snubler’ i bogstaveligste forstand over historien og dens eftervirkninger.

I offentligheden er snublestenene, ligesom hele den tyske erindringskultur, fortsat omdiskuteret. Ved siden af den interne kritik mod konceptet – at man træder oven på ofrenes navne, f.eks. – kan man nogle steder høre den besynderlige opfattelse, at de tyske snublesten er del i en overordnet tysk ‘skyldkultur’, som de tyske myndigheder angiveligt presser ned over folket, og som dette efterfølgende bør gøre sig fri fra.

Videnskabelige studier har for længst vist, at denne ide om en særlig tysk skyldkultur, der presses ned over folket, ikke er andet end en myte. Og Hans Hesses prægtige bog om historien bag snublestenene viser på tilsvarende vis, hvordan denne ide om en tysk ‘skyldkultur’ ikke holder ved eftersyn. Som det tydeligt fremgår af Hesses læseværdige bog er snublestenene – ligesom i øvrigt alle andre tyske mindesmærker over ofrene for det nationalsocialistiske diktatur – ikke bragt for dagen af myndighederne, men er derimod resultatet af lokale og kunstneriske initiativer, der forsøger at skabe et korrektiv til den omfattende mangel på Vergangenheitsbewältigung (fortidsbearbejdning), som det officielle Tyskland i mange årtier var præget af.

Som kunstneren Gunter Demnig, der står bag de første snublesten, skriver, førte især den officielle erindringspolitik med dens ofte upersonlige tilkendegivelser om forbrydelsernes almene karakter til, at ofrene selv blev forbigået. Man glemte simpelthen, ifølge Demnig, at “rædslen udspillede sig i de kvarterer, gader og lejligheder, i hvilke vi lever i dag”. Snublestene er et forsøg på at skabe en modhistorie mod den udbredte mangel på erindringskultur, og et forsøg på at forankre rædslen i de lokale miljøer, hvor forfølgelsen og deportationen rent faktisk fandt sted.

Hesses bog giver en fin introduktion til historien bag, til den politiske kontekst, til kritikken af konceptet og til de skiftende udviklinger i projektet, der startede i Köln i begyndelsen af 1990'erne. Og den viser med eftertryk, hvor stor modstand det decentrale mindesmærke måtte overvinde, før end Demnigs snublesten i dag fremstår kendte og anerkendte: De første sten blev nedlagt illegalt, som kunstneriske provokationer, og det tog mange år inden de lokale byråd tog ideen til sig og accepterede stenene som bevaringsværdige bidrag til erindringskulturen. Hesses flotte bog med sine mere end 100 sider fodnoter og bemærkninger samler historien, fakta og kontroverser omkring projektet, som hidtil kun er blevet diskuteret i mindre publikationer og artikler.

Samtidig vidner bogen om behovet for at videreudvikle snublestensprojektet. Især det korte afsnit om internationaliseringen viser, hvordan idéen efterhånden har spredt sig til andre europæiske lande, som f.eks. Frankrig, Holland og Tjekkiet. I Danmark mangler vi fortsat at se de første snublesten, der kan minde om de ofre, der også her blev deporteret under besættelsen. Hesses bog kan, på trods af det lidt irriterende fokus på kunstneren bag projektet, være med til at belyse historien – og muligvis skabe mod til efterligning.

Hans Hesse: Stolpersteine. Idee. Künstler. Geschichte. Wirkung. Essen: Klartext Medienwerkstatt, 2017.