I en villa i et roligt kvarter tæt ved kirkegården i Flensborg har Hanne Bay Lührssen sit guldsmedeværksted i forbindelse med hjemmet. 

Hun er stadig aktiv, selv om det er nogle år siden, hun lukkede sit kombinerede værksted og galleri i Rote Strasse. Der er stadig mange, som husker smykkebutikken. Endnu flere husker, at Dronning Margrethe bar et halssmykke af Hanne Bay Lührssen, da hun som regent besøgte Sydslesvig i 2019. 

Det fortæller hun om ved spisebordet i villaen, hvor hendes mand, Dieter, også er med på en kop kaffe. Parrets ene datter er hjemme. Hun er også kunstner, mens den anden er sceneinstruktør og blandt andet har sat stykker op på Det Lille Teater i Flensborg. Selv om børnene nu bor længere sydpå i Tyskland, og selv om Dieter er fra Braunschweig, så har familien levet i Flensborg som en rigtig dansk mindretalsfamilie, og Dieter taler også flydende dansk.

Men dette interview handler om, hvordan Hanne Lürhssen havnede i Tyskland i første omgang. 

I 2023 bragte magasinet Grænsen en artikel om en dansk elektriker, der var blevet uddannet i Tyskland. Der stod, at han er den eneste flertalsdansker fra nord for grænsen, som er uddannet fra Teknisk Skole Flensborg. Det er rigtigt nok. Men Hanne Lührssen er også kommet fra nord for grænsen og er blevet uddannet i mesterlære i Meldorf og fra Teknisk Skole i Husum.   

Selv om der er nogle år mellem dem, minder de to forskellige menneskers erfaringer om hinanden. De kom begge fra Danmark, hvor de ikke kunne finde lærepladser indenfor de drømmefag, de ønskede at uddanne sig i. Det fandt de til gengæld i Tyskland uden at kunne mere end lidt skoletysk. 

Mens elektrikeren, Thorbjørn Vægter, lagde ud med at bo hos sin sydslesvigske og dansktalende familie, så var Hanne Bay Lürhssen alene i en tysk by i Holsten. Alligevel endte det nogle år senere med at føre hende til det danske mindretal.

I lære i 1968

“I 1968 kom jeg til Meldorf i Ditmarsken. Jeg havde søgt læreplads i Danmark. Mine forældre var meget kunst- og historieinteresserede. De var på rejse og kom til Meldorf. Min mor gik lige hen til Dom Goldschmiede”, fortæller hun.

Tre uger efter var Hanne Bay Lührssen på prøve i guldsmedjen, som stadig findes og ligger lige overfor kirken i Meldorf. 

“Der var fem-seks andre piger på værkstedet. En var fra Berlin, der var mig fra Skive, og der var nogle andre. Det var en guld- og sølvsmedje. Forskellen er, at i Tyskland skal du i mesterlære, hvis du skal lave sølvsmedearbejde”. 

Prøvetiden blev til læretid, og Hanne Bay Lührssen blev i Meldorf.

“Efter prøvetiden kom jeg i lære. Jeg var lærling i tre-et-halvt år. Det gik hurtigt med at lære tysk. Hver gang der var en vittighed i værkstedet, grinte jeg først 10 minutter efter de andre. Men hvis man taler sproget hele tiden, går det hurtigt med at lære det.

En gang om ugen var jeg på Berufsschule i Husum. Mester var utilfreds med, at vi skulle i skole – men sådan var reglerne.”

Hun var langt væk hjemmefra. Og turen til Skive blev ikke kortere af, at det var med kollektiv trafik.

“Det var besværligt at komme hjem. Jeg var altid forkølet efter at have stået på banegårde og stoppesteder.”

Hanne Bay Lührssen fik også mulighed for at rejse til andre steder i Tyskland, mens hun var i lære.

“Mester var meget interesseret i, at vi skulle ud med vores viden om håndværk. Engang fik jeg opgaven at tage til Kiel med en kuffert fuld af sølv, som jeg udstillede i en montre i landdagen. Senere var jeg også på en messe, hvor jeg sad og arbejdede”. 

Vejen til mindretallet

Efter læretiden tog hun til Braunschweig. Hun havde mødt Dieter, som var fra Hannover og læste til civilingeniør i Braunschweig. 

“Det var omkring 1971, vi flyttede til Flensborg. Jeg har altid syntes godt om byen. Vi fandt en lejlighed, og senere købte vi hus i nærheden af Husby på Angel”, fortæller Hanne Bay Lührssen.

Dieter Lührssen, som lærte at tale flydende dansk, er i dag bestyrelsesmedlem i Sydslesvigs danske Kunstforening, og parrets børn har gået i de danske skoler og taget studentereksamen på Duborg-Skolen. 

“I Flensborg havde jeg job hos juveler Peter Jürgensen ved siden af den danske kirke. Men der lavede vi kun reparationer. Jeg ville gerne lave nogle nye, selvskabte smykker. Det var der hverken plads til eller forståelse for. Vi købte en villa, hvor jeg startede mit eget værksted i Moltkegade. Ni år efter rykkede jeg ned i Rote Strasse”.

Hun indrettede selv butikken. Der var værksted og udstilling for guldsmede fra hele verden. 

“Den del af det savner jeg i dag. Der er hele tiden en udvikling i at arbejde med kunsthåndværk. Den ene ide giver den anden. Du skal være kritisk overfor det, du laver, og kunne gå ind i dig selv. Den halskæde, jeg har på i dag, er lavet af plastik. Det er lidt sjovt. Jeg er kommet dertil, hvor jeg har lyst til at provokere lidt. Det er lidt skørt med plastik.  Det er kombinationen af plastik – kunststof – og ædelt metal.”

To gange er Hanne Bay Lührssens smykker endt hos Dronning Margrethe. 

“Den første gang var i forbindelse med en udstilling på Sønderborg Slot, ‘Tre Dronninger i Tiden’. Der var noget om borddækning, og jeg havde lavt noget med salt- og peberbøsser, og det blev solgt til Kongehuset. Den anden gang var hendes 70-års fødselsdag. Det var en bestilling fra Flensborghus, som jeg ikke kunne afslå, en gave fra de sydslesvigske foreninger. Det er inspireret af Margrethe Den Første. Der står, hun sejlede ind i Flensborg Fjord i en kjortel, Hvor der var et M foran, en symbolsk betydning af Margrethe. Jeg lavede et halssmykke med 18 karat guld og sølv. I låsen stod der ‘S’ for Sydslesvig. Halssmykket har også været udstillet på Amalienborg som del af udstillingen ‘Dronningens Smykkeskrin’.”

Nye udtryk

Det gav selvfølgelig noget omtale, og det fik betydning, at Hanne Bay Lührssens smykker har været udstillet vidt omkring. Der kom turister i galleriet i Rote Strasse og sagde: “Vi har set dine værker ”. Hun udstiller også stadig.

“Jeg har lige udstillet på museet i Egernførde. En udstilling i Wismar venter forude”, siger hun.

Som med det smykke, hun bærer, har Hanne Bay Lührssens nye arbejder fokus på en  blanding af genbrugsmaterialer og ædelmetaller. 

“Det startede med kabelbindere eller strips. De har mange udtryk. Det interesserer mig at kombinere sølv og kunststof. Det har den fordel, at man kan tillade sig at være lidt stor i udtrykket, fordi plastik ikke vejer så meget. Jeg havde lyst til stofmæssigt at være lidt større end med normale smykke. Men al min formgivning kræver et godt håndværk”, slutter hun.