I 2020 markeres 100-året for Nordslesvigs genforening med Danmark. Magasinet Grænsen har stillet en række personer spørgsmålet 'Har du et genforeningshåb, når det gælder Sydslesvigs genforening med Danmark?'.
Bertel Haarder, MF for Venstre
Det ærlige svar er nej. Min gamle far, som var forstander på Rønshoved Højskole (Hans Haarder 1905-1990), sagde altid, at man aldrig skal sige aldrig. Han mente, at det var i strid med folkenes selvbestemmelsesret, hvis man for tid og evighed udelukkede Sydslesvigs genforening med Danmark. Men det er jeg ikke enig med ham i, så svaret er nej af flere grunde."
"Først og fremmest fordi diskussionen kan forstyrre de harmoniske forhold i grænselandet. Efter min mening er alle diskussioner om eventuelle fremtidige grænseflytninger overflødige. Vi behøver jo bare at tænke på, hvad vi ville sige, hvis man fra tysk side talte om grænseændringer. Det ville vi helt sikkert ikke være så glade for. Det er noget, man ikke skal lege med."
"Jeg mener i den sammenhæng, at Søren Espersens udtalelse om, at han håbede på et Danmark til Ejderen, var helt unødvendig. Det kan godt være, at han i princippet havde ret i noget af det, han sagde. Men det var unødvendigt at rejse den debat."
Christian Jürgensen, Rechtsanwalt, formand for Det Sydslesvigske Samråd
"Vi skal huske på, at Genforeningen findes i mange modeller, ligesom danskerne findes i mange modeller, som det hedder i Ebbe Kløvedal Reichs sang. Eksempelvis var København-Bonn Erklæringerne i 1955 en form for genforening, idet det danske mindretal i Sydslesvig, men også det tyske mindretal i Danmark, dermed fik en række rettigheder."
Den årlige økonomiske støtte fra Danmark er også en form for genforening, idet den jo sikrer danske skoler og kulturinstitutioner hos os i Sydslesvig. Sidst men ikke mindst har vi som dansksindede sydslesvigere nu mulighed for at få dansk statsborgerskab. For mig personligt er der en lille genforening forbundet med, at jeg nu kan få et dansk pas, hvilket jeg er i færd med at søge om. ”Så længe I holder fast i os, så længe holder vi fast i jer”, sagde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1999. Så længe det er en realitet, at Danmark og det danske mindretal gensidigt holder fast i hinanden, mener jeg ikke, at vi i det danske mindretal skal arbejde hen imod en genforening med Danmark."
"Jeg fandt derfor også Søren Espersens ord om ”Danmark til Ejderen” lidt uoverlagte. Det er en helt vild drøm. Jeg som jurist ser mere nøgternt på det. Jeg tror ikke, det lige umiddelbart kan lade sig gøre, og det skaber heller ikke de helt store problemer for os i det danske mindretal at bo i Tyskland i en tid, hvor Europa vokser mere og mere sammen."
Flemming Meyer, formand for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW)
"Nej, jeg nærer ikke noget håb om en grænseflytning. Så længe vi i det danske mindretal har mulighed for at leve et dansk liv i Sydslesvig, er det fint med mig. Men du får mig aldrig til at sige, at grænsen ligger fast. For jeg holder principielt på folkenes selvbestemmelsesret. Den dag, der i Sydslesvig er flertal for en genforening med Danmark, så mener jeg, det ville det være fornuftigt at flytte grænsen."
"I den henseende var jeg altid meget enig med min far (Karl Otto Meyer 1928-2016, formand for SSW og SSF og chefredaktør på Flensborg Avis, red.). Men der skulle være overbevisende flertal for en grænseflytning, ellers skaber det bare uro. Så det er næppe noget, jeg, mine børn eller børnebørn kommer til at opleve. Jeg ville ikke have noget imod det, men det er ikke et håb."
"Og det er ikke sådan, at jeg på nogen måde prøver at overbevise nogen om at blive dansk. Jeg er national, og for mig er Danmark bedst. Men jeg er ikke en nationalist, der siger, at Danmark er bedst for alle. Så jeg er meget uenig med Søren Espersen, der siger, at mindretallet burde nære et genforeningshåb. Det mener jeg ikke, man kan måle mindretallet på, og for mig er det udtryk for en helt anden politisk dagsorden. Et genforeningshåb er en meget individuel ting."