1842-1863: Den nationalliberale politiker, Orla Lehmann, der var optaget af danskheden i Slesvig (= Sønderjylland), formulerede den 28. maj 1842 ‘Ejderprogrammet’, der gik ud på, at Danmarks sydgrænse skulle gå ved floden Ejderen, der løber mellem Slesvig og Holsten. Det skulle ske ved, at de tyske hertugdømmer Holsten og Lauenborg skulle udskilles af Det Danske Monarki, mens hertugdømmet Slesvig skulle være en fuldgyldig del af Kongeriget Danmark. Slagordet lød “Danmark til Ejderen”. Ejderprogrammet blev gjort til officiel politik med Novemberforfatningen af 1863.

1864: Efter nederlaget i 2. Slesvigske Krig tabte Det Danske Monarki de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen og Østrig. Slesvig var hermed tabt, og den dansk-tyske grænse kom til at gå ved Kongeåen syd for Kolding.

1920: Efter Første Verdenskrig, hvor Tyskland led nederlag, blev Genforeningen af Nordslesvig med Danmark en realitet efter en folkeafstemning i de berørte områder i februar-marts 1920. Resultatet blev Krusaa-grænsen. I Danmark gav resultatet af folkeafstemningerne anledning til debat, da mange ønskede en grænse ved Ejderen. Da man indså, at dette ikke lod sig gøre, dannede der sig en stor folkelig bevægelse, især samlet i ‘Flensborgbevægelsen’, der krævede Flensborg indlemmet i Danmark. Dette var baggrunden for Påskekrisen, der opstod i slutningen af marts 1920, hvor kong Christian den Tiende afskedigede regeringen Zahle.

1945-1949: Efter Anden Verdenskrig og Tysklands nederlag erklærede den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl, at “grænsen ligger fast”. Erklæringen blev støttet af et stort flertal i Folketinget. Imidlertid fortsatte kampen for et “Danmark til Ejderen” ikke mindst fordi det danske mindretal ønskede dette. Den danske statsminister Knud Kristensen (V) mente på trods af den officielle danske politik, at “Sydslesvig genvundet, det er kampens mål”. Han forlod dansk politik i 1949, og Ejderpolitikkens periode var hermed formelt set slut.

1949-1950: Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945 under ledelse af professor ved Landbohøjskolen, Lars Hansen Larsen, gennemførte en underskriftsindsamling, hvor 800.000 danskere skrev under på, at de ønskede en ny folkeafstemning om Sydslesvigs tilhørsforhold. Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945 arbejdede også for oprettelsen af danske skoler i det sydligste Sydslesvig mellem Dannevirke og Ejderen, hvor den danske stat ikke ønskede at oprette danske skoler. Ejderskolen i Rendsborg og andre skoler blev oprettet med betydelig økonomisk støtte fra skibsreder A.P. Møller frem til dennes død i 1965.

1955: København-Bonn Erklæringerne af 29. marts 1955 fastlagde rettigheder og principper for henholdsvis det tyske mindretal i Nordslesvig og det danske mindretal i Sydslesvig. Erklæringerne har siden dengang været nævnt som den væsentligste faktor til en løsning af det slesvigske spørgsmål. Det danske mindretal var i udgangspunktet skeptiske over for København-Bonn Erklæringerne. Ikke mindst i lyset af at Tyskland var blevet optaget i Nato samme år. Først i 1960’erne ophørte det danske mindretal officielt med at argumentere for Sydslesvigs genforening med Danmark.

1995: Ved festlighederne i anledning af 75-året for Genforeningen blev der holdt en række taler på Dybbøl Banke. En af talerne var Heinrich Schultz, der var formand for Sydslesvigsk Forening (SSF) og Det Sydslesvigske Samråd. Han sagde bl.a.: “I dag kan jeg se, at afstemningsresultatet fra 1920 var rigtigt. Og det er også rigtigt og godt, at den kunne modstå de to forsøg, der blev foretaget, for at få den forandret. Det siger jeg også og især på baggrund af de mange krise- og krigsområder, vi har umiddelbart for vores egen dør i vores hus, Europa.”

1998: Sydslesvigsk udvalg af 5. maj 1945 ændrede sine vedtægter, der indtil da havde lydt: “Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945 har til formål at styrke det danske folks vilje til indsats for Sydslesvig og sydslesvigerne; … og at støtte sydslesvigerne i deres ønske om, at de og landsdelen genforenes med Danmark, såfremt et flertal af landsdelens befolkning ved en folkeafstemning har givet udtryk herfor”. I dag er den kursiverede sætning slettet.

1999: Slesvig-Ligaen, der blev stiftet i 1920 under navnet Ligaen D.D.D., Danmark-Dannebrog-Dannevirke, ændrede sine vedtægter, der indtil da havde lydt: Slesvig-Ligaen, der i sit arbejde styres af genforeningshåbet, har som formål at støtte danskheden i Sydslesvig”. I dag lyder det “Slesvig-Ligaen er stiftet “med genforeningshåbet som grundlag”. Slesvig-Ligaen har siden 1920 udgivet tidsskriftet Thyras Vold.

2006: Sognepræst Søren Krarup, der er tidligere MF for Dansk Folkeparti og medlem af Seksmandsudvalget, det nuværende Folketingets Sydslesvigudvalg, udtrykte til medierne, at han har et “genforeningshåb”, hvilket han også i sit forfatterskab har givet udtryk for: “Sydslesvig er gammelt dansk land. Når der er 50.000 danskere syd for grænsen, så er det da et håb, at de bliver genforenet med deres eget folk. Det er indlysende”, sagde han til Ritzau. Udtalelsen stødte på stærk kritik i det danske mindretal.

2013: Den nationalkonservative historiker Morten Uhrskov Jensen, der bl.a. skriver blogindlæg til Jyllands-Posten, blev valgt som ny formand for partiet Dansk Samling, der blev stiftet i 1936 og dengang havde mange modstandsfolk som medlemmer. “Dansk Samling ønsker fortsat, at Sydslesvig genforenes med Danmark, men det må ske med tilslutning fra den hjemmehørende befolkning”, lyder det i dag på partiets hjemmeside.

2017: Søren Espersen, der er næstformand i Dansk Folkeparti og formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, udtalte i et tv-program på DK4, at han håber på et “Danmark til Ejderen”: “det er da et håb og en drøm”, sagde han. Udtalelsen skabte røre i det danske mindretal i Sydslesvig og i de tyske medier. Udenrigsminister Anders Samuelsen (la) skrev via den danske ambassade i Berlin til udvalgte tyske medier: “som bekendt er det hverken Danmarks eller den danske regerings politik”, lød det.