Med bindestregspolitikken skriver Grænseforeningen os sydslesvigere ud af kategorien ‘dansk’. Vi er ikke mere danske, eller måske er vi ikke danske nok for foreningen. Ja, vi skal nu tilordnes en anden kategori: ‘Tysk-bindestreg-dansk’.”

Med disse ord leverede Anders Kring, der er direktør for Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU), en kras kritik af Grænseforeningens fokus på begrebet ‘bindestregsidentitet’. Det skete på Grænseforeningens Sendemandsmøde den 5. september 2021 og var en reaktion på Grænseforeningens beskrivelse af særligt unge medlemmer af mindretallets følelse af at være rodfæstet i både dansk og tysk kultur og dermed have en dansk-tysk bindestregsidentitet (læs hele talen her, red.).

Både forud for og efter Sendemandsmødet har debatten om bindestregsidentitet sat sindene i kog i dele af det danske mindretal i Sydslesvig. Ledere af flere af mindretallets organisationer har kritiseret Grænseforeningens ledelse for ikke at bakke tilstrækkeligt op om danskheden i Sydslesvig og for at anspore de unge til en dansk-tysk bindestregsidentitet.

Debatten, der har foregået i det danske mindretals avis, Flensborg Avis, og på de sociale medier, blev blandt andet udløst af en kronik i Flensborg Avis den 12. august af generalsekretær Knud-Erik Therkelsen, Grænseforeningen, som skrev:

“I Sydslesvig føler nogle, især i ledende positioner, danskheden i Sydslesvig truet af de unges tale om en følt bindestregsidentitet, altså deres forankring i både dansk og tysk sprog og kultur.” Desuden har debatten haft baggrund i bogen ‘Danskerne findes i mange modeller – portrætter af 15 unge med bindestregsidentitet’, som udkom i maj måned, og som Grænseforeningen står bag, samt en konference på Christiansborg 15. september med samme tema.

Udover debatten om bindestregsidentitet har blandt andet en sprogdebat de senere år fyldt meget i spalterne i Flensborg Avis: For hvor dansk er mindretallet egentlig, hvis hovedparten af dets medlemmer taler tysk til dagligt?

Disse debatter om det danske mindretals danskhed og identitet er vigtige. Det mener Rejhan Bosnjak, der er ph.d. i historie fra Syddansk Universitet og står bag undersøgelsen ‘Danskhed under forandring. Det danske mindretals selvopfattelse’, der netop er blevet udgivet som bog.

“Sprogdebatten, bindestregsdebatten og andre debatter, som mindretallet har om sin egen identitet, er vigtige. De er med til at afdække, hvordan mindretallet ser sig selv som dansk mindretal i et tysk flertalssamfund”, siger Rejhan Bosnjak, der dog mener, at mindretallet selv skal føre debatten og derfor som forsker ikke vil blande sig.

Danskhed under tysk påvirkning

Debatten om det danske mindretals danskhed er ikke ny. Den har foregået lige siden 1920, hvor den dansk-tyske grænse blev fastlagt på grundlag af en folkeafstemning, og det danske mindretal opstod i Sydslesvig i den nordligste del af Tyskland.

“Speckdänen” (flæskedanskere) lød det tyske flertals nedladende betegnelse for dem, der dengang stemte dansk. Efter Anden Verdenskrig blev betegnelsen også brugt om de tyskere, der i stort omfang bekendte sig til det danske og mindretallet. Det var bistanden fra Danmark mere end sindelaget, der trak folk ind i mindretallet i det af verdenskrigene hærgede Tyskland, lød kritikken.

I dag, hvor nationale modsætninger i grænselandet er blevet til fredelig sameksistens mellem dansk og tysk og mindretal og flertal, er der ikke længere noget kontroversielt i, at mange flertalstyskere vælger at sende deres børn i dansk daginstitution og skole, mener Rejhan Bosnjak.

Den tyske indflydelse har dog gjort, at danskheden i Sydslesvig er under forandring, konstaterer han. Hvor danskhed særligt før 1980’erne blev italesat som noget eksklusivt og et alternativ til det tyske, er de identitetsmæssige grænser mellem dansk og tysk, mindretal og flertal, over de seneste årtier gradvist blevet ophævet i tilnærmelsen mellem mindretal og flertal ifølge Rejhan Bosnjak.

Udgangspunktet for denne udvikling er den enkeltes ret til frit at definere sit nationale sindelag, hvilket er sikret i København-Bonn-erklæringerne fra 1955, der er grundlaget for det danske mindretals og det tyske mindretals rettigheder og også betegnes som mindretallenes grundlov. “Bekendelsen til dansk nationalitet og dansk kultur er fri og må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves”, lyder det her. Og selvom de sydslesvigske organisationer forsøger at opstille krav om tillæring af det danske sprog og engagement i danske foreninger til forældre med tysk baggrund, der sender deres børn i de danske vuggestuer, børnehaver og skoler, findes der ikke klare kriterier for, hvornår man er dansk.

“Identitetsmæssigt set kan betegnelsen ‘det danske mindretal’ ses som en skal, som består af dansk sprog, kultur og identitet. Men inde i skallen er der en mangfoldighed af forskellige opfattelser af, hvad det vil sige at være dansk”, siger Rejhan Bosnjak og understreger, at danskhed findes i mange forskellige former, både i mindretallet og i Danmark.

Dansk i holdning, men tysk i adfærd

Men hvis danskhed er et flydende begreb, giver det så overhovedet mening at forsøge at identificere en særlig danskhed i Sydslesvig? Ja, mener Rejhan Bosnjak. Han har i sin undersøgelse analyseret det danske mindretals selvopfattelse på organisatorisk og individuelt plan og kan konkludere, at danskheden i Sydslesvig i overvejende grad er karakteriseret ved en stærk holdningsmæssig bekendelse til dansk sprog og kultur. Han blev overrasket over, at der ser ud til at være stor enighed herom mellem mindretallets organisationer og dets medlemmer, uanset om der er tale om nytilkomne i mindretallet eller nogle, der har været del af mindretallet i flere generationer.

“Det danske mindretals medlemmer er overvejende meget dansksindede”, konstaterer Rejhan Bosnjak, der dog samtidig kommer med en væsentlig tilføjelse. For selv om det danske mindretal er enige om, at de er medlemmer af et nationalt dansk mindretal, afspejler det sig ikke nødvendigvis i deres adfærd. 

“Medlemmerne af det danske mindretal opfører sig tysk. Det viser sig blandt andet ved, at de fleste taler tysk derhjemme, på arbejde eller i frikvarteret i den danske skole. Det danske sprog bliver på den måde mere et institutionssprog”, siger Rejhan Bosnjak og sammenligner det danske mindretals adfærd med en tur i supermarkedet, hvor man kan tage enkelte varer ned fra hylderne, som f.eks. dansk skolegang eller danske gudstjenester.

En særlig form for danskhed

Ruairidh Thomas Tarvet, der er ph.d. i skandinaviske studier fra The University of Edinburgh i Skotland, er enig i, at det nationale er noget, man som medlem af mindretallet kan flyde ind og ud af.

“Til en vis grad vælger vi alle, hvilke dele af vores egen identitet vi vil fremhæve i en bestemt situation. Det danske mindretal og for den sags skyld det tyske mindretal gør det så bare særligt i forhold til national identitet, hvor man for at blende ind eksempelvis kan opføre sig mere dansk eller tysk, alt efter om man er i Danmark eller Tyskland”, siger Ruairidh Thomas Tarvet, der tidligere på året har udgivet en undersøgelse af det danske og det tyske mindretal i bogen ‘Re-imagining Sleswig. Language and Identity in the German-Danish Borderlands’ (Forestillingen om Slesvig. Sprog og identitet i de dansk-tyske grænselande).

Forsøget på at blende ind i en bestemt national identitetsform kan selvfølgelig også slå fejl, understreger Ruairidh Thomas Tarvet. Det kan eksempelvis ske, når et medlem af det danske mindretal tager til Danmark med et ønske om at blive accepteret som dansker, men oplever at blive betragtet som en nytilkommen på grund af sin tyske accent. Derfor er det for ham at se vigtigt at understrege, at danskhed i Sydslesvig er noget andet end i Danmark. 

“Det at være dansker i Sydslesvig er noget andet end at være dansker i en dansk national forståelse. Det er en regionalt forankret mindretalsidentitet, som mindretallet gerne vil kæmpe for at bevare. For hvis man ikke længere betragter sig som dansk, har man ingen moralsk ret til anerkendelse i forhold til ‘Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal’ eller for den sags skyld økonomisk støtte fra Danmark”, siger Ruairidh Thomas Tarvet.

Et idealiseret billede af danskhed

Levke Bittlinger, der er ph.d. i europæisk etnologi fra Universität Göttingen i Tyskland, mener, at den store forskel mellem holdning og handling, når man spørger medlemmer af det danske mindretal om deres danskhed, kan forklares med, at besvarelserne bliver idealbilleder, der mere beskriver et ønske end en realitet.

“Det er et kendt fænomen, at mennesker siger en ting, men gør noget andet. Når vi som mennesker bliver spurgt, giver vi ofte udtryk for, hvad vi ønsker os, og sådan er det for mig at se også, når det danske mindretals medlemmer beskriver sig som særligt danske. Sindelaget er frit, og det er godt, men det betyder også, at det at være dansk kan føre et pres med sig for at retfærdiggøre sig selv. Og det pres bliver ikke mindre af, at der også er penge involveret. Folk vil simpelthen gerne leve op til de valg, de har truffet for sig selv og deres børn”, siger Levke Bittlinger med henvisning til de ca. 500 millioner kroner, som Folketingets Sydslesvigudvalg bevilger årligt som driftstilskud til det danske mindretal i Sydslesvig.

Levke Bittlinger har selv foretaget et kvalitativt feltstudie af mindretallet, som sidste år er udkommet i ‘Dänischwerden und Dänischsein im Landesteil Schleswig – Zugehörigkeiten und Verortungsprozesse’ (At blive dansk og at være dansk i landsdelen Slesvig – Tilhørsforhold og indordningsprocesser).

Danskhed er en praktisk foranstaltning

I sin undersøgelse har Levke Bittlinger særligt interesseret sig for de nytilkomne til mindretallet, det vil sige tyske forældre, der sender deres børn i dansk skole. Netop denne gruppe af tyske familier udgør en stor del af mindretallets medlemmer ifølge en undersøgelse, der i 2018 er blevet foretaget på A.P. Møller Skolen i Slesvig. Undersøgelsen viste, at knap 70 procent af skolens elever kom fra hjem, hvor ingen af forældrene har gået i dansk skole. Ifølge Jørgen Kühl, der er rektor på A.P. Møller Skolen og mindretalsforsker, oplevede andre skoleledere på danske skoler i Sydslesvig samme tendens.

Levke Bittlinger mener, at danskhed hos disse tyske familier i det danske mindretal for nogles vedkommende er en praktisk foranstaltning. 

“Der er tyske forældre, som ser muligheder i det danske system, for sig selv, men særligt for deres børn. Når forældre sender deres børn i danske institutioner, håber de, at børnene vil opnå fordele heraf. Det kan være i forhold til det tosprogede, det at lære danske forhold at kende eller bedre chancer for børnenes karriere”, siger Levke Bittlinger og peger på, at de danske skoler i Sydslesvig er bedre udstyrede end de tyske, og at særligt det at kunne studere og få SU i Danmark kan virke attraktivt på mange.

Et regionalt dansk-tysk mindretal?

Ruairidh Thomas Tarvet mener, at det regionale spiller en større rolle for mange mindretalsmedlemmers identitet end det nationale. Det betyder ifølge ham, at det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland har en hel del tilfælles, eksempelvis mener han, at begge har tysk som hovedsprog. De kender begge grænselandets historie og er glade for, at udviklingen i grænselandet har betydet en tilnærmelse mellem dansk og tysk, både hen over grænsen og mellem flertal og mindretal på begge sider af grænsen.

“Det danske og det tyske mindretal har faktuelt så meget tilfælles, at man ikke kan tale om to adskilte nationale grupper. Samtidig udtrykker medlemmer af begge mindretal et langt stærkere tilhørsforhold til grænselandet som helhed, end til storbyerne i deres respektive lande. Det gælder til en vis grad også for flertalsbefolkningerne i grænselandet. Så på den måde er den identitetsmæssige skelnen mellem dansk og tysk, mindretal og flertal, ved at blive udvisket til fordel for en regional identitet. Vi har med andre ord at gøre med regionauter”, mener Ruairidh Thomas Tarvet med henvisning til sin kollega Martin Klatt, der er lektor i historie på Syddansk Universitet og tidligere har brugt begrebet regionauter til at beskrive grænselandsbeboernes regionale tilknytning.

Store symbolske forskelle

Selvom Levke Bittlinger er enig i, at det regionale spiller en stor rolle for mindretallet, er hun ikke enig i udlægningen af, at det danske og det tyske mindretal skulle flyde sammen. Ifølge hende er der simpelthen for store symbolske forskelle.

“Selvfølgelig er der ligheder mellem det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland. Men som nationale mindretalsgrupper er der også store forskelle. Eksempelvis er der i Tyskland stor accept af, at det danske mindretal viser nationale symboler som Dannebrog frem, mens der af historiske grunde er mindre accept af, at det tyske mindretal flager med tysk flag i Danmark.”

“Samtidig har det danske i Tyskland en helt anden attraktiv status end det tyske har i Danmark. Så selvom jeg ikke har tal på det, ville jeg mene, at der er langt flere forældre fra den tyske flertalsbefolkning, der sender deres børn i dansk skole, end der er forældre fra den danske flertalsbefolkning, der sender deres børn på tysk skole”, siger Levke Bittlinger.

Fremtidens danske dilemma

Ifølge de tre forskeres analyser danner der sig et mangfoldigt billede af danskhed eller danskheder i Sydslesvig. Forskerne er enige om, at danskhed er noget, der ikke er målbart og fylder mere eller mindre og på forskellige måder i livet hos dem, der føler sig tilknyttet det danske mindretal. Nogle i mindretallet beskriver ifølge forskerne også sig selv med dansk-tysk bindestregsidentitet, men det er ikke den overvejende del af dem, der har deltaget i undersøgelserne.

“I min undersøgelse, er der nogle, der helt klart definerer sig som bindestregsdanskere. Og et flertal, der ikke går særlig meget op i det, førend de bliver spurgt til det. Sådan er det i en mangfoldig verden”, siger Rejhan Bosnjak.