Denne bog handler om skandinavisme som idé, som var forestillingen om et nationalt og kulturelt slægtskab mellem de tre skandinaviske lande. I forlængelse af denne idé fremkom efter 1840 et politisk projekt om union mellem de to skandinaviske stater Danmark og Sverige-Norge. Ifølge forfatterne har skandinavismen ikke fået den opmærksomhed, den fortjener. En union var meget tættere på at blive en realitet end almindeligt antaget i historieforskningen, der betegnes som tendentiøs og bundet af nationale tænkesæt. Det skal bogen rette op på.

I bogens indledende kapitler gives der en oversigt over den politiske og udenrigspolitiske situation efter 1810 og skandinavismen fra 1840’erne og frem. Modstanderne ønskede at bevare den bestående orden, og de så skandinavismen som usammenhængende og ukonkret, en modstand, der betragtes som et argument for, at støtten til skandinavismen manglede. 

Det første dramatiske højdepunkt er begivenhederne i 1848-49. Fokus er på de velkendte begivenheder i København og den danske helstat, men fremstillinger nyder godt af det skandinaviske perspektiv. Flere fremtrædende danske nationalliberale, der stod i forreste række med krav om Danmark til Ejderen og fri forfatning, var også skandinavister, men forsøg på at realisere det skandinaviske unionsprojekt var tiden åbenbart ikke moden til.

Det skandinaviske spørgsmål efter 1849

Efterkrigstidens politiske historie oprulles på international baggrund, og de skiftende holdninger til det skandinaviske spørgsmål i de to stater lægges frem. Krimkrigen 1853-56 banede vejen for den svenske kong Oscars erkendelse af, at et forenet Skandinavien var det, han måtte arbejde henimod. Det blev afvist af den danske kong Frederik den Syvende i foråret 1857. Et forsøg på at genoptage hemmelige dansk-svenske forhandlinger blev gjort af den danske statsminister C. C. Hall i slutningen af 1857, men afvist af den nye svenske kong Karl og hans regering.

Herefter følger en gennemgang af de to staters indenrigspolitiske og indbyrdes problemer i årene efter 1858. Hvad det indbyrdes forhold angik, søgte Hall at få Sverige-Norge til at forpligte sig på støtte til den danske sag, som han, hvad indenrigspolitikken angik, ville løse ved at udskille Holsten og Lauenborg, selvom det ville betyde krig.

Både dansk og svensk indenrigspolitik og det indbyrdes forhold behandles indgående. Følere og forhandlinger mellem centralt placerede personer beskrives på baggrund af et stort kildemateriale og en omfattende sekundærlitteratur.

Højforræderi: Danmark og Slesvig under den svenske krone?

Det hele kulminerede i foråret 1863, hvor den danske regering var yderst aktiv og interesseret i at få en alliance i stand med Sverige-Norge. Den nationalliberale regering var indenrigspolitisk presset, udenrigspolitisk isoleret og tæt på at bryde sammen. Som Aage Friis har vist, var man fra dansk side – Hall, Monrad, Lehmann – parat til at opgive den danske tronfølge og lægge Danmark med Slesvig ind under den svenske krone, dvs. højforræderi, hvilket den svenske gesandt da også gjorde opmærksom på.

Den svenske reaktion var i det hele taget lunken, for man havde egne sikkerhedspolitiske interesser at varetage. Her giver bogens skandinaviske perspektiv igen gevinst ved en bedre behandling af de svenske overvejelser, end den man plejer at se. De endte med en svensk afvisning.

Planer om kup mod den danske kongefamilie

Efter Christian den Niendes tronbestigelse i oktober 1863, fællesforfatningen for Slesvig og Danmark fra november, der endeligt beseglede krigskursen, krigsudbruddet og fredsforhandlingerne følges det indviklede politiske spil dag for dag, ja nærmest også time for time. Det skandinaviske projekt var et blandt flere bud på den fremtidige statsdannelse og havde en fortaler i den svenske konge, som gerne ville føje den danske krone til de to, han allerede havde. Den svenske regering var derimod tilbageholdende med støtte til Danmark under krigen og imod en skandinavisk union efter krigen.

Den danske konge forsøgte med alle midler at holde fast i sin helstat, mens et ‘ultraskandinavistisk netværk’ i København arbejdede på de to skandinaviske staters forening. Af dette netværk udsprang omkring årsskiftet 1865 planer om et kup mod den danske kongefamilie, som skulle føres til Sverige. Med støtte fra Sverige-Norge skulle den tidligere statsminister Hall mobilisere bybefolkningen og H. R. Carlsen, indenrigsminister i Monrads regering, landbefolkningen mod hoffet og for en skandinavisk union.

Man regnede med at Bismarck, qua en række udtalelser i den retning, ikke ville modsætte sig. Disse planer har været kendt længe, men det er første gang, de ses som seriøse. Disse ekstreme politiske planer afspejlede den ekstreme situation i Danmark, og da den faldt bort med den endelig fred, var planerne ikke længere aktuelle. I årene efter skiftede skandinavismen karakter og blev praktisk og mellemstatslig.

Sønderjylland spillede en birolle

Sønderjylland spiller en birolle i denne fortælling. Det slesvigske spørgsmål må selvfølgelig inddrages, og bliver det ‘efter bogen’, så at sige. Med sprogsag og arvefølgespørgsmål blev skandinavismen fra 1840’erne uløseligt forbundet til det slesvigske spørgsmål. At Slesvig hørte med til Skandinavien og skulle indgå i en mulig union var en selvfølge for skandinavisterne, men stemmer fra Sønderjylland finder man ikke i det politiske spil om statsmagten over området.

Bogen er velskrevet. Den er også lang, personcentreret og detaljeret. Der er mange indskud og sammenligninger med forhold i andre europæiske lande. Samme tema vendes især de første par hundrede sider ofte mere end en gang, og der polemiseres løbende mod den historiske forskning og de utallige fejlfortolkninger, den ifølge forfatterne er præget af. Det meste er dog kendt, og jeg kan ikke se, at bogen ændrer grundlæggende ved forståelsen af skandinavismen som politisk projekt.

Ny er tolkningen af kupplanerne fra 1864-65, og i lyset af forfatternes argumentation forekommer det ikke urimeligt at tage dem mere alvorligt, end det hidtil er sket, selvom tolkningen er indiciebaseret, og det er uklart, hvad det ultraskandinavistiske netværk egentlig dækker over. At bogen bygger på historisk forskning fra de tre involverede lande og litteratur om international politik i perioden er et stort plus, som beriger forståelse af skandinavismen som skandinavisk fænomen i et Europa i forandring.