At bo på kollegie kan være en kontrastfyldt verden. Det ene øjeblik er fællesrummene proppede, værelsesgangene en banegård og køkkenet et leben med dufte, larm og tallerkenklirren. Og andre gange kan der være helt øde – som taget ud af en scene fra ‘Palle Alene i Verden’, hvor ikke en lyd rammer øregangene.

“Jeg sætter faktisk virkelig pris på begge dele”, siger 24-årige Linda Stoklasa, der er en af 18 beboere på Arveprins Knuds Kollegium på Frederiksberg, et kollegie for unge fra det danske mindretal i Sydslesvig.

Hun sidder i en af fire sofaer i kollegiets havestue sammen med 25-årige Tonya Hengenius, og 20-årige Christian Hansen, to af kollegiets øvrige beboere. De har alle sagt ja til at fortælle om, hvordan det er at bo på Arveprins Knuds Kollegium, der i år kan fejre sit 70-årsjubiliæum efter grundlæggelsen i 1953.

Det er mandag formiddag i slutningen af september, og kollegiet viser sig fra sin stille side. De fleste har kastet den mandagstrætte krop op på cyklen og fundet vej til studiet. Andre har barrikaderet sig bag lukkede døre for at koncentrere sig om at læse, måske også velvidende om at der i dag ville komme en journalist forbi med et kamera.

Aftenen før var der mere liv i kollegierummene, da der blev afholdt madklub for anden gang efter sommerferien. Der stod risengrød på menuen.

“Jeg synes, vi er virkelige gode til at hygge os sammen. Alle taler godt med alle”, siger Tonya Hengenius. Hun har ligesom Linda Stoklasa boet på kollegiet siden foråret 2021.

Christian Hansen rykker sig lidt frem i sofaen. Han er en af husets allernyeste beboere og har kun tilbragt knap fire uger i huset på Frederiksberg.

“Det har været nemt indtil videre, synes jeg. Vi har en fælles gruppechat, hvor mange af de ældre beboere er gode til at skrive, om der er nogle, som vil med ud at bade ved Fisketorvet eller med til et gratis arrangement på Glyptoteket”, siger Christian Hansen, hvis bil, en grå Volkswagen Golf, stadig står i indkørslen.

“Ja, den skal snart tilbage til Sydslesvig. Her i København har jeg kun brug for en cykel”, griner Christian Hansen, der er opvokset i Schuby lidt vest for Slesvig by.

Han medgiver, at det også har været overvældende, da han samtidig med kollegieindflytningen er begyndt på et nyt studie. Han læser International Business Studies på CBS, hvor de første uger har budt på introforløb, fester og store udgifter til nye studiebøger.

“Der har været mange nye mennesker og indtryk at forholde sig til. Alle mine venner bor stadig i Tyskland, og jeg kender ingen på studiet. Men her på kollegiet har der heldigvis været et par ansigter, som jeg kan kende fra de ældre klasser fra gymnasietiden. Og der er også nogen, hvis søskende jeg har gået i klasse med eller kender fra håndbold”, siger han.

Hvor Christian Hansen er flyttet til København direkte fra forældrenes trygge rammer med hjælp til tøjvask, madlavning og oprydning, var Linda Stoklasa og Tonya Hengenius’ vej til kollegiet en anden. De havde begge prøvet at bo ude og langt væk hjemmefra, før de flyttede ind på Jacobys Allé 13.

Linda Stoklasa er opvokset på vadehavsøen Før, og da hun skulle i gymnasiet, flyttede hun ind på Ungdomskollegiet i Flensborg for at spare den lange, daglige transporttid fra kyst til kyst. Efter tre år på Duborg-Skolen flyttede hun til Berlin og en rum tid senere fik hun så plads på kollegiet i København.

“Berlin er faktisk en meget hård by. Der er meget beskidt, meget fattigdom. København er meget mindre, mere overskuelig. Og meget mere ren. Det er skønt at kunne cykle til alting, og at man kan tage ud og bade. Det kan man også i Berlin, det har man bare ikke lyst til, fordi vandkvaliteten er en helt anden”, siger hun.

“Jeg oplevede hurtigt at føle mig tryg her på kollegiet, fordi vi alle har samme udgangspunkt og taler begge sprog. Det er virkelig fedt”, tilføjer Linda Stoklasa, der læser fagene Psykologi og Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet.

Tonya Hengenius kommer fra Kiel og flyttede som 16-årig til Slesvig med to veninder for at gå på mindretallets gymnasium i byen, den store og arkitektonisk berømmede A.P. Møller Skolen. Herefter flyttede hun yderligere nordpå til Jyllands metropol, Aarhus, for at læse en erhvervsuddannelse, men ombestemte sig efter to år. Og efter et ophold på Roskilde Festival Højskole flyttede hun så ind på Arveprins Knuds Kollegium for at læse til folkeskolelærer på Københavns Professionshøjskole.

“Jeg tror, jeg faldt hurtigt til, fordi jeg kendte en håndfuld fra skoletiden i Sydslesvig. Men der var mange ting, jeg skulle vænne mig til i forhold til, at jeg nu boede med 17 andre og ikke kun to andre. Der står altid opvask i køkkenet, og jeg kan ikke bare lægge mine ting på bordet i fællesrummet, for hvis alle gør det, bliver det hurtigt et kaos”, siger Tonya Hengenius.

De har også begge oplevet, hvordan det at bo på kollegie udfordrer ens sociale grænser.

“Altså det er jo det fantastiske ved at bo et sted som dette, at der hele tiden er mennesker omkring én. Der er altid nogen at drikke en kop kaffe i haven med om morgenen, og altid nogen, der har en sjov historie at fortælle”, siger Tonya Hengenius.

“Ja, der sker altid noget på et kollegie, hvad enten det er fest eller filmaften, og i begyndelsen vil man bare gerne være en del af det hele. Men alle har behov for at lade op indimellem, og så opdager man, at fællesskabet også er der dagen efter. Du mister ikke noget ved at trække dig tilbage på dit værelse en enkelt aften. Men det skal man lige lære”, siger Linda Stoklasa og kigger på sofaens nyeste beboer, Christian Hansen, der som svar bryder ud i et grin.

“Jeg tror faktisk, at jeg kender mig selv godt på det punkt. Det skal nok komme helt naturligt, at jeg får brug for bare at lukke døren. Jeg har også meget læsning, jeg skal nå, til studiet”, siger han.

“Ja, du er altså meget flittig, det må jeg sige. Du har allerede læst mange aftener her i de første tre uger. Du skal nok lære hurtigt, at det ikke er nødvendigt at læse alt”, siger Linda Stoklasa med et glimt i øjet.

Linda Stoklasa og Tonya Hengenius forklarer, at det store sociale input, de får ved at bo på kollegiet, betyder, at de langt hen ad vejen får deres sociale behov dækket her, når der samtidig også er et fuldtidsstudie, der skal passes. Men kan det blive for ensporet, hvis de stort set kun tilbringer tid med andre personer, der har samme baggrund som dem selv?

“Det er faktisk noget, vi har talt om i fællesskab her på kollegiet. Lever vi for meget i en sydslesvigsk osteklokke? Måske, men vi går jo alle sammen på et studie, hvor vi møder andre mennesker og laver forskelligt gruppearbejde og har undervisning”, siger Linda Stoklasa.

“Mange har også et arbejde ved siden af, hvor de møder mennesker, der ikke kommer fra Sydslesvig. Men det er noget, vi er bevidste om, og forsøger at huske. Men det er jo bare også en dejlig grund, vi har her med mange gode rum indenfor samt den store have, hvor der altid er et bed at rode i”, supplerer Tonya Hengenius, der er kollegiets haveminister, som de kalder det. Det betyder bl.a., at det ofte er hende, der slår græsset.

Mest af alt føler de tre unge sydslesvigere sig privilegerede over at bo på Arveprins Knuds Kollegium. Med sine højloftede fællesrum, centrale placering på Frederiksberg og lave husleje fremkalder kollegiet ofte misundelige kommentarer fra gæster, fortæller de tre.

“Hvis jeg har studiekammerater på besøg, enten til læsegruppe eller til fest, går der ikke lang tid, før nogen spørger om, hvordan man kan komme til at bo her. Og så må jeg jo skuffe dem med, at det kræver, at de er en del af det danske mindretal. Men der er mange, der er imponeret over stedet, og jeg er virkelig også bevidst om at huske at nyde det, så længe det varer”, siger Tonya Hengenius.

“Jeg er også virkelig glad for, at jeg kan bo her”, siger Christian Hansen. Og man forstår ham godt. Kollegiet ligger i kort afstand til både Frederiksberg Have, Zoologisk Have, Vesterbrogade samt det øvrige centrale København. En helt ny verden, han stadig har til gode at udforske.

“Jeg glæder mig til at lære flere gode steder at kende. Men jeg synes allerede, at København bare er en fed by at være i. Jeg skal også snart have fundet mig en håndboldklub at melde mig ind i”, siger han.