Forleden fortalte Grænseforeningens næstformand Jens Andresen, at han havde lagt mærke til, at flere af hans medlemmer af Tønder Amts Grænseforening var engageret i modtagelse af flygtninge i lokalområdet. Flere havde givet udtryk for, at de mente, at Grænseforeningen skal være på banen og oplyse de nye flygtninge om, hvordan et konfliktfyldt grænseland kan udvikles til et område, hvor fredelig sameksistens med hensyn til nationale holdninger nu præger hverdagen.

Jeg havde den samme tanke, da Facebookgruppen ”Venligboerne”, der i de senere måneder har samlet flygtningevenner over hele landet, opstod i Nordjylland. Flot initiativ, tænkte jeg, men hvorfor opstår sådanne initiativer ikke i de eksisterende foreninger og fællesskaber, som for eksempel Grænseforeningen? Hvorfor er vi ikke i stand til at opsamle de gode kræfter, som vil støtte, at flygtninge, som kommer til Danmark, får en ordentlig modtagelse?

Det skyldes først og fremmest, at det er uden for vores formål og vores tradition. At være medlem af Grænseforeningen har ikke noget med flygtninge at gøre. Vi er optaget af at støtte danskheden i grænselandet, især syd for grænsen, og vi er optaget af at udbrede kendskabet til det danske mindretal i Sydslesvig. Vores formål har ikke noget med flygtninge at gøre.

Men er det nu også helt rigtigt? I Grænseforeningen kredser vi hele tiden om begreber som kulturmøde, tosprogethed, identitet. Vi har gennem vores tætte kontakt til det danske mindretal en særlig viden om disse emner og kan med denne viden og erfaring være en vigtig medspiller i forhold til mødet i lokalsamfundet mellem danskere og flygtninge. Fordi vi kender grænselandets historie, ved vi bedre end de fleste, at forudsætningen for godt kulturmøde og medborgerskab er mødet i øjenhøjde og den gensidige respekt. Sådan som vi ser det praktiseret af mindretal og flertal i både Sydslesvig og Sønderjylland.

Grænseforeningens elevambassadører og kulturmødeambassadører formidler hele tiden deres erfaringer med tosprogethed og et liv mellem to eller flere kulturer. Mange lokalforeninger har haft besøg af ambassadørerne og har udtrykt begejstring for deres budskaber.

Måske kan denne erfaring omsættes i nye initiativer i lokale grænseforeninger, hvor en lokalforening går ind og bidrager til at løse den største udfordring, det danske samfund har stået over for i årtier. Det begynder i det små. Måske i et besøg på det lokale flygtningecenter. Måske ved at deltage i et lokalt arrangement. For en ting er sikkert: Flygtningene er vores fælles ansvar.

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen.