Da jeg undersøgte ordets modsvarigheder i en række andre sprog, fandt jeg kun tvivlsomme paralleller. De fleste af dem havde at gøre med roden i populær; det latinske populus betyder folk. Men det dækker på ingen måde den danske betydning.

Dog har man på tysk, det sprog, som har påvirket dansk mest af alle, et tilsvarende begreb, som både har været brugt og misbrugt, men som i mange sammenhænge bruges på samme måde som i dansk. Wien har fx siden 1898 haft sin Volksoper, København siden 1857 sit Folketeater.

Det folkelige opskrives

Ordene folk, folkelig og sammensætninger med folke- var i dominerende kulturelle kredse blevet opskrevet i løbet af 1800-tallet. Der var kommet ansatser til et modspil til den klassiske europæiske elitære dannelse, som den praktiseredes i latinskolen og på Universitetet, hvor man endnu langt op i 1800-tallet forelæste på latin. Det siger sig selv, at dén dannelse var for de få.

Men med inspiration sydfra, fra den tyske filosof og litterat Johann Gottfried von Herder (1744-1803), søgte mange bag om bykultur og europæisk orientering og frem mod det for den enkelte nation karakteristiske. Man afsøgte folkeånden og fandt den genspejlet i folkets tale; dialekter blev til folkemål, ballader blev til folkeviser, og kunsteventyret fik selskab af folkeeventyr, som med energi indsamledes og blev udgivet i mange lande, herunder Danmark, Norge og Tyskland – ikke kun på grund af de kunstneriske kvaliteter, men også til styrkelse af den nationale identitet.

Samme formål havde nok også de landskabs- og folkelivsmotiver, som mange af 1800-tallets danske malere dyrkede, og som levede videre et godt stykke op i 1900-tallet.

Folkehøjskole og folkebibliotek

Sammensætninger med folke- vrimler det med, både gamle og nye, både positive og negative. Spektret går fra den højeste form for fællesskab og slægtskab til betegnelser for laveste fællesnævner. Blandt de positive kan nævnes folkehøjskole og folkebibliotek, der ligesom folkeuniversiteterne skal bidrage til oplysning og oplevelser ikke kun for de højtuddannede, men for hele folket.

Almueskolen blev til Folkeskolen omkring år 1900, og det navn bærer den stadig – efterhånden i en vis kontrast til privatskolerne, de frie skoler, som kræver betaling. Folkeskolen var og er stærkt påvirket af mange af de idealer, man hyldede på folkehøjskolerne, navnlig i historieundervisningen, fællessangen, modersmålsundervisningen og indtil for nylig en ånd, som opfattede det som lige så vigtigt at hjælpe de svagere elever frem som at føre de dygtige elever op på elitestatus. Man havde – og har vel overvejende endnu - den opfattelse, at skolen ikke kun skal være kundskabsformidlende, men også bidrage til elevernes sociale forståelse og opdragelse.

Fra aldersrente til folkepension

Ordet folkekirken blev første gang anvendt i 1841 af P. Christian Kierkegaard; det kom til at indgå i Grundloven af 1849 (Junigrundloven) og er fastholdt i grundlovsrevisionerne af 1866, 1915 og 1953 (§ 4). Folkepension afløste i 1956 aldersrente, som tidligere havde afløst fattighjælp. Nu skulle det fremstå som en naturlig rettighed at modtage pension for indsatser, der havde bidraget til samfundets opbygning. Senere kom ordet folkepensionist til at indgå i det skumle begreb overførselsindkomstmodtager.

Ordet folkemøde er sådan set ikke nyt. Også i 1800-tallet blev der holdt folkefester og folkemøder for alle samfundsklasser. Men ordet er blevet aktualiseret. Folkemødet på Bornholm er på Bertel Haarders initiativ blevet en stor succes, der er folkemøder også på Mors og Møn – og sikkert flere steder. Det lader til at være en bølge, som især kommer de mindre samfund til gavn. Men det er nok også et udtryk for behovet for samtaler og et nærvær, som jo ikke lader sig realisere på tv eller de sociale medier.

Sproget som fælles vilkår

Det danske sprog er fælles for over 90 procent af dem, der bor i Danmark, og for tusindvis uden for landets grænser. Sproget er et fælles vilkår, man ikke kan sætte sig udenfor. Man kan supplere det ved at lære sig andre sprog, men man vil hurtigt kunne konstatere, at verden struktureres på en anden måde i andre sprog. Der er ikke bare andre sociale konventioner, men gloseforskellene er betragtelige, fordi man i de forskellige kulturer ikke har brug for at sætte ord på det samme.

Det danske sprog er ikke bedre end andre, men det spejler vores kultur og historie, og det er et vidnesbyrd om, hvad vi har udviklet selv, hvem vi har haft med at gøre hvornår. Der er nogle få tusinde ord, vi altid har haft, men hver af os bruger mindst 50.000 ord, der er kommet til os udefra; hovedleverandør er tysk. Ca. 25 procent af ordene i en avis har tysk oprindelse, kun et par procent engelsk. Man behøver ikke gå på museum for at møde sin egen historie, den findes i sproget, bare man kradser lidt i overfladen og slår ordenes historie op, fx på www.ordnet.dk. Men de hyppigste ord er dem, vi har videreført gennem 1000 år: far, mor, bror, søster, arm, ben, hoved, hals, mad, æde, drikke, elske osv.