Hvert år den 4. maj markeres Danmarks befrielse i Haderslev med den traditionelle Lysfest, der har fundet sted siden 1950 med et budskab om fred, frihed og forsoning. Sidste år samledes 10.000 danskere om aftenen på Haderslev kaserne for at høre afspilning af frihedsbudskabet, se lysene blive tændt i kasernens vinduer og synge med på ’Det haver så nyligen regnet’.

I år var en særlig gæst med for første gang. Det var Andreas Meitzner, der som den første tyske ambassadør nogensinde deltog i Lysfesten, der er en af de største nationale markeringer af Danmarks befrielse efter den tyske besættelse.

Andreas Meitzner, der har været Tysklands ambassadør siden november 2017, tager imod i Den Tyske Ambassades kontor i en tidligere cementsilo i Nordhavn, hvor de gamle industribygninger i de senere år har forvandlet sig til ny arkitektur med facader i glas og stål. Han har sagt ja til at gøre status over sit første år i Danmark og de tanker, han gør sig om det dansk-tyske forhold forud for 2020, hvor 100-året for Genforeningen skal markeres. Samtidig er 2020 udpeget til at være dansk-tysk venskabsår af udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og hans tyske kollega, udenrigsminister Heiko Maas (SPD).

Her i ambassadørens lyse kontor med store glaspartier ud mod Københavns havn er alting nyt midt i det gamle. Og så er det både tysk og dansk: Vandglassene er i böhmisk krystal, og kaffekoppen på ambassadørens skrivebord er fra Royal Copenhagen. At være omgivet af både gammelt og nyt og dansk og tysk, glæder ham, fortæller han. I den sammenhæng ser han også sin egen tilstedeværelse ved Lysfesten i Haderslev som et udtryk for, at der kan skabes noget nyt på grundlag af alt det svære, der var engang.

“Jeg var glad for at være den første tyske ambassadør, som deltog i Lysfesten i Haderslev. Jeg mærkede slet ingen modvilje mod min tilstedeværelse eller kommentarer om fortiden. Tværtimod. Der herskede en hjertelig stemning. Det viser klart, hvor langt Tyskland og Danmark er kommet i vores fælles historie og i hvor høj grad, vi har lært af fortiden.”

“Vores fælles historie har jo været kompleks, skiftende og indimellem krigerisk: To krige i det 19. århundrede, folkeafstemningen i 1920 og Slesvigs deling, den tyske besættelse af Danmark i Anden Verdenskrig og endelig København-Bonn-erklæringerne i 1955”, opsummerer Andreas Meitzner og konkluderer:

“Det, der har gjort allermest indtryk på mig i de 12 måneder, jeg har været her, er, at den fælles historie, som Tyskland og Danmark deler, forbinder os mere end den adskiller os. Desuden gør det indtryk, at mindretallene på begge sider af grænsen, det tyske mindretal og det danske mindretal, har en meget vigtig funktion i den proces, der sker i disse år, hvor vi nærmer os hinanden mere og mere.”

Et af de første officielle besøg, De var på som ny ambassadør i 2017, gik til Nordslesvig, hvor De talte på det tyske mindretals festdag, “Deutscher Tag” i Tinglev. Hvordan vurderer De det tyske mindretals rolle i Danmark?

“Jeg har en klar opfattelse af, at det tyske mindretal i det hele taget er brobyggere mellem Tyskland og de nabolande, hvor de tyske mindretal bor. Det tyske mindretal her i Danmark er også i den henseende et forbillede, fordi medlemmerne af mindretallet har integreret sig i det danske samfund og samtidig giver udtryk for, hvad der særligt kendetegner dem. Det danske mindretal gør det tilsvarende forbilledligt i Slesvig-Holsten.”

I 2020 skal grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland markeres og dermed også 100-året for det danske og det tyske mindretals opståen. I Danmark taler man om “Genforeningen”. I Slesvig-Holsten tales der traditionelt om “Adskillelsen” eller “Slesvigs deling”. Hvordan håndterer man efter Deres mening disse historiske forskelle og uenigheder?

“Jeg ser nu ingen uenigheder, må jeg sige. Jeg tror heller ikke, at grænsedragningen i 1920 i dag bliver betragtet som adskillelse. Folkeafstemningerne i 1920 var et stort fremskridt. Man nøjedes ikke med at forholde sig til hvilket område, mennesker historisk havde følt sig knyttet til. Man spurgte i stedet: Hvor vil I gerne høre til? Det har gennem årtierne ført til, at følelsen af udelukkende at være enten tysk eller dansk efterhånden ikke er så fremtrædende. I dag føler det tyske mindretal sig i lige så høj grad forbundet med Danmark som med Tyskland, og tilsvarende gør sig gældende for det danske mindretal i Tyskland.”

“Det tager vi udgangspunkt i, når vi her på Den Tyske Ambassade har valgt ikke at fejre 2020 under overskriften ’Genforeningen’ eller ’Adskillelsen’. Derimod har vi valgt mottoet: ’100 år med dansk-tysk venskab og godt naboskab’. Sammen med Goethe-Instituttet og danske institutioner planlægger vi en række arrangementer. Slesvig-Holsten og forbundsregeringen er allerede gået i gang med forberedelserne, og måske melder Hamborg sig også på banen.”

Søren Espersen, der er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, har ved flere lejligheder udtalt, at han har et genforeningshåb. Hvad mener De om det?

“Efter de samtaler og møder, jeg har haft gennem det seneste år her i Danmark, er det ikke min opfattelse, at det er et tema, der præger den politiske diskussion. Den slags diskussioner kan vi ikke føre med Danmark, lige så lidt som vi kan føre dem med andre nabolande. Et af de fundamentale principper i den europæiske efterkrigstid er grænsernes ukrænkelighed. Hvis man igen begyndte at diskutere grænsedragninger, ville man åbne den berømte Pandoras æske. Vi bør afholde os fra det.”

Festlighederne fra både dansk og tysk side i 2020 finder også sted på baggrund af et ønske om at styrke de erhvervsmæssige og kulturelle forbindelser mellem Tyskland og Danmark. Kendskab til tysk sprog og kultur bliver af dansk erhvervsliv fremhævet som en nøgle til succes i udenrigshandlen med Tyskland. Men stadig færre danskere taler tysk. Hvad mener De om det?

“Det bekymrer os faktisk lidt, at antallet af unge danskere, der lærer tysk, er faldende. For 20-30 år siden var det anderledes. Jeg har talt med mange om det, og det viser sig jo, at det ikke kun er tysk, der oplever tilbagegang, men også andre fremmedsprog. Derfor hilser vi den danske regerings Tysklands-strategi velkommen, fordi den også giver sig udslag i en strategi i det danske uddannelsesvæsen, der går ud på at styrke fremmedsprog i det hele taget.”

Der er også meningsforskelle mellem Tyskland og Danmark. For eksempel var den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen i september på besøg ved det bayerske parti CSUs gruppemøde på slottet Neuhardenberg ved Berlin. Det skete fem uger før landdagsvalget i Bayern i oktober. Efterfølgende skrev flere danske og tyske medier om besøget: Jens Rohde, medlem af EU-Parlamentet for De Radikale, sagde til altinget.dk, at besøget var en kniv i ryggen på Angela Merkel. Den tyske tv-kanal ZDF beskrev Lars Løkke Rasmussen som en “erklæret Merkel-modstander”. Har De en kommentar?

“Jeg har faktisk overhovedet ikke forstået, at man beskrev Lars Løkke Rasmussen som modstander af fru Merkel. De to mødes ofte: Lars Løkke Rasmussen var i Berlin i juni måned og besøgte forbundskansleren efter regeringsdannelsen og igen i november. De mødes også ofte i Bruxelles, når der er NATO-møder og møder i EU-sammenhæng. Det er min opfattelse, at de regelmæssigt har gode og konstruktive samtaler.”

ZDFs beskrivelse af Lars Løkke Rasmussen som Merkel-modstander kunne have noget at gøre med flygtninge- og migrantspørgsmålet. Dette spørgsmål udløste denne sommer en krise i den tyske regering mellem Angela Merkels kristendemokratiske CDU og søsterpartiet CSU. Lars Løkke Rasmussen er vel her mere på linje med CSU og ønsker sig en skrappere asyl- og migrationspolitik i Europa?

“Når det gælder Europas forhold til flygtninge og migranter, kan jeg kun sige: Det går ikke, at nogle lande skal bære den samlede byrde, og andre lande siger: Vi har ikke noget med det at gøre. Det er ikke, hvad vi forstår ved begrebet europæisk solidaritet. Dette var også et tema i Neuhardenberg denne sommer, og det er klart, at der findes forskellige opfattelser. Men når det gælder det overordnede mål, er vi på bølgelængde.”

Regeringskrisen i Tyskland blev udløst af CSUs krav om en strammere tysk asylpolitik, mens Angela Merkel, CDU, ønskede en europæisk løsning. Uenigheden har bl.a. ført til, at regeringspartierne CDU, CSU og SPD gik drastisk tilbage ved landdagsvalgene i Bayern og Hessen dette efterår, mens De Grønne og Alternative für Deutschland (AfD) fik stor fremgang. Hvordan vurderer De denne nye politiske situation i Tyskland?

“Flygtningetemaet er et helt særligt tema. I begyndelsen (i sommeren 2015, da Angela Merkel åbnede de tyske grænser for flygtninge fra Syrien, red.) var den tyske befolkning meget optaget af at hjælpe de mange flygtninge og migranter. Senere har stemningen ændret sig, selv om antallet af flygtninge og migranter, der ankommer til Tyskland, er gået drastisk tilbage. Den diskussion, som fandt sted i Tyskland denne sommer, var ikke baseret på faktiske tal, men mere på projiceret angst. Dette har bl.a. ført til, at partisystemet i Tyskland i øjeblikket er i bevægelse. I dag er der syv partier i forbundsdagen. Frem til 1983 var der tre. Borgerne har åbenbart et behov for flere partier at vælge imellem.”

I den tyske debat bliver der af og til draget paralleller til den politiske situation i Weimarrepublikken? (det uofficielle navn på Det Tyske Rige fra 1919-1933, opkaldt efter forfatningen, der blev vedtaget af nationalforsamlingen i Weimar 1. august 1919, red.)

“Ja, det er klart, det er altid det skræk-eksempel, der bliver trukket frem i Tyskland. Opløsningen af partierne og de højrenationale kræfters fremmarch i Weimarrepublikken førte til sidst til opløsningen af det første demokrati på tysk jord. Det var en proces, der fulgte en bestemt udvikling, og derfor er det så fundamentalt vigtigt, at vi står imod nu, hvor vi ser ansatserne til noget lignende. Samtidig må man håndtere disse nye politiske strømninger i det tyske samfund, og derfor er nogle af de store spørgsmål i øjeblikket også: Hvordan håndterer vi partier som AfD? Hvordan skal debatkulturen i Forbundsdagen være?”

Kunne Tyskland i den sammenhæng lære noget af Danmark, hvor man i Folketinget har erfaring med parlamentarisk samarbejde med Dansk Folkeparti?

“Ja, naturligvis. Men i begyndelsen blev medlemmerne af Dansk Folkeparti jo også behandlet stedmoderligt: Dem taler vi ikke med, blev der sagt. Sådan var tendensen også i begyndelsen i Forbundsdagen. Men det mener jeg er en forkert tilgang, for partierne er jo demokratisk valgt. Jeg håber, at det tyske demokrati også i fremtiden vil vise sig funktionsdygtigt, og at vi er meget langt væk fra tilstandene under Weimarrepublikken.”

Det europæiske samarbejde er for tiden ramt af problemer forårsaget af bl.a. flygtninge- og migrantspørgsmålet, Brexit, globalisering, klimaspørgsmål og et opbrud i de enkelte landes politiske systemer. Hvordan vurderer De Europas fremtid?

“Det vigtigste er, tror jeg, at Europa definerer sin egen rolle i verden på ny. Der er større usikkerhed, og alliancer er under forandring, mens magter uden for Europa kæmper om mere indflydelse globalt. I den situation og i lyset af de krige og klimakatastrofer, som vi måske står overfor og migrationsstrømmene, som vil fortsætte, er det helt nødvendigt, at Europa taler tydeligt og med én stemme. Den Europæiske Union udgøres immervæk af mere end 500 millioner mennesker, og bør efter min mening tage endnu mere ansvar og blive en stærkere magtfaktor i verden.”

Hvilken rolle spiller Danmark med sine EU-forbehold efter Deres mening?

“Ja, det er naturligvis en sag for sig. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har selv flere gange talt om, at man sidder fast i et hængedynd fra dansk side. Danmark er medlem af NATO, men man er ikke med ved bordet, når EU taler om et tættere samarbejde, når det gælder sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål.”

“Danmark har jo absolut udvist stort militært fredsbevarende engagement, ikke kun i Afghanistan og under Irak-krigen, men overalt, hvor der var brug for det, har der været danske soldater til stede. Derfor må Danmark jo også have krav på at sidde med ved bordet og ikke være låst af sine forbehold. Men det er en diskussion, der først må føres inden for Danmarks egne grænser.”

Er De optimist eller pessimist, når det gælder Europas fremtid?

“Hvad Europa angår, har jeg egentlig altid været optimist. Allerede som ung var jeg optaget af europæisk enhed og integration. Vi gik dengang på gaden og krævede valg til Europa-Parlamentet. Dengang tænkte de fleste: Det sker aldrig. Men i 1979 skete det alligevel.” (Siden 1979 har der været afholdt direkte valg til Europa-Parlamentet hvert femte år, red.)

“Jeg har tillid til, at vi når frem til enighed om at udvikle Den Europæiske Union, således at der er tale om mere end udelukkende et økonomisk fællesskab, men at man i højere grad også tager politisk og sikkerhedspolitisk ansvar.”

Herr Meitzner, mange tak. Til sidst vil De måske løfte sløret for, hvordan De fejrer jul og nytår. Danskerne har jo de fleste traditioner fra Tyskland. Har De overtaget nogle af de danske traditioner?

“Vores børn kommer på besøg, og vi fejrer juleaften her i København med julemiddag og juletræ. Jeg har hørt, at danskere danser rundt om juletræet. Det er en tradition, man kan overtage, men man behøver jo strengt taget ikke at gøre det! Vi går også i Sankt Petri Kirke til julegudstjeneste (tysksproget evangelisk-luthersk kirke i København, red.).”

“Sidste år fejrede min kone og jeg nytår sammen med en del gæster, herunder også danskere. Først hørte vi Dronningens nytårstale, og derefter gik vi i Tivoli og spiste middag og så fyrværkeri kl. 24. Vi vil bestemt gå i Tivoli nytårsaften igen i år.”