Hvor kommer du fra?”, spørger Erling Jepsen som noget af det første, da han byder magasinet Grænsen indenfor i sin lejlighed på Islands Brygge i København til en samtale om sin nye bog Erna i krig – en gavtyveroman, som han selv siger – der handler om dansksindede sønderjyder i Første Verdenskrig.

“Her i København er det ikke særligt passende at spørge folk, hvor de kommer fra. Men sådan indleder man ofte med at spørge, når man kommer fra Sønderjylland”, siger Erling Jepsen, da vi har sat os ved et bord i lejlighedens lyse stue.

Spørgsmålet om herkomst har længe optaget Erling Jepsen, der har skrevet de fleste af sine første ni romaner, en erindringsbog og talrige skuespil med udgangspunkt i sin opvækst i Gram i det centrale Sønderjylland. Og selvom Erna i krig er den første historiske roman, Erling Jepsen har skrevet, fortsætter han også heri med at beskæftige sig med sin fortid.

For ligesom så mange andre sønderjyder på Erling Jepsens alder, har hans familie været præget af Første Verdenskrig. Hans morfar kæmpede på østfronten, mens hans farfar var på vestfronten sammen med de fleste af de over 30.000 dansk- og tysksindede sønderjyder, af hvilke ca. 6.000 døde under eller som følge af krigen. Atter tusinder vendte hjem med ar på krop og sjæl. Blandt dem Erling Jepsens morfar, der bar ar fra et granatnedslag på brystet, og farfaren, der resten af sit liv led under granatchok, der tidligere blev anvendt som betegnelse for den psykiske reaktion, der kan optræde hos soldater efter voldsomme krigshandlinger. I dag lyder betegnelsen posttraumatisk belastningsreaktion. 

“Det går mig på, at mine bedsteforældres skæbne er visket fuldstændig ud af historien. Problemet for dem og resten af sønderjyderne under Første Verdenskrig er, at de ingen steder hørte hjemme. De er hverken en del af Danmarkshistorien eller Tysklandshistorien”, siger Erling Jepsen.

Fra Danmarks nederlag i krigen i 1864 til Genforeningen i 1920 var Sønderjylland tysk, men ifølge Erling Jepsen, der allerede tilbage i 2014 fremførte det provokerende synspunkt, at Sønderjylland skal hjem til Tyskland, hører landsdelen stadig ikke rigtig til Danmark.

“Sønderjylland er bare sådan en slags vedhæng til Danmark. Hvad hører vi f.eks. om Første Verdenskrig og Sønderjylland? Det er ikke meget. Heller ikke i disse måneder, hvor 100-året for freden er blevet markeret rundt omkring. Sønderjyllands historie er spændende, men også underfortalt. Her mangler der oplysning, og den håber jeg, min bog kan bidrage til”, siger Erling Jepsen.

Intet nyt fra vestfronten?

Det var 100-året for Første Verdenskrigs afslutning den 11. november i år, Erling Jepsen havde for øje, da han for to år siden begyndte at studere historiske kilder, især soldaters breve og dagbøger, som ligger til grund for Erna i krig.

“Brevene, som soldaterne sendte hjem og især dagbøgerne, er dramatisk stof. Da jeg læste dem, blev jeg grebet af, at soldaterne kom fra bittesmå byer og lokalsamfund, og at de slet ikke følte, de havde noget med krigen at gøre. Det var ikke deres krig, men alligevel blev de trukket ind i den. Det måtte jeg bare skrive om”, siger Erling Jepsen, der har taget stort set alle scener i Erna i krig fra breve og dagbogsnotater, der i bogen bliver til hovedpersonen Ernas krigsoplevelser, som hun fortæller i førsteperson ental.

Erna er en jordbunden sønderjysk kvinde, der forklædt som soldat snyder sig til en plads i den kejserlige tyske hær for at passe på sin indkaldte søn, Kalle, der som bogen lader forstå “ikke har så mange kopper i skabet”.

En stor del af bogens handling udspiller sig under slaget ved Somme i 1916, der var et af krigens blodigste med over en million dræbte soldater. Og Erna beskriver soldaterlivet ved fronten; de rottebefængte skyttegrave, granatregnen, gasangrebene, maskingeværilden, lazaretterne og andre af krigens rædsler.

Disse beskrivelser af krigen er ikke nye. De findes også i litterære klassikere som Ernest Hemingways Farvel til våbnene, Ernst Jüngers I stålstormen og Erich Maria Remarques Intet nyt fra Vestfronten, påpeger Klaus Rothstein, der har anmeldt Erna i krig i Weekendavisen. Han skriver, at “til vor viden om krigen tilføjer romanen absolut nichts Neues.” 

“Jeg forstår overhovedet ikke den kritik, og jeg er ret sur på den anmelder. De bøger, han nævner, har jeg slet ikke haft i tankerne, da jeg skrev min bog. De handler jo slet ikke om sønderjyderne. Det, min bog bidrager med af nyt, er sønderjydernes historie. Det er den, jeg gerne vil fortælle. Og så er Erna jo kvinde. Det er heller ikke set før, selvom der er kilder, der antyder, at der har været kvindelige soldater ved fronten”, siger Erling Jepsen og uddyber med et smil, at eventuelle historiske unøjagtigheder må tilskrives Ernas hukommelse:

“Hun er jo kun et menneske, men jeg mener nu ikke, der er noget at komme efter.”

På grænsen til det sandsynlige

I takt med at handlingen udspiller sig, ryger Ernas dække som soldat, og for at kunne blive ved fronten, må hun igen iføre sig kvindetøj. Forvist fra skyttegravene må hun finde på en ny måde, hvorpå hun kan hjælpe Kalle og de andre sønderjyske soldater, hun har mødt. Her vokser hendes ambitionsniveau til at ville hjælpe hele Sønderjylland. Og hun lægger en grotesk plan for at nå sit mål.

“For at få Sønderjylland tilbage til Danmark skal Tyskland tabe krigen, og for at tabe krigen skal de tyske soldater gøres ukampdygtige. For at spare menneskeliv skal det ske via kønssygdomme. Får tilstrækkeligt mange syfilis eller gonorré, vil der ikke længere være nok soldater at tage af”, siger Erna i bogen om sin plan om at bekæmpe den tyske hær indefra. Allieret med en fransk prostitueret opretter hun et mobilt bordel, en skurvogn, der bliver trukket af en krigsskadet hest, og følger efter soldaterne ud til fronten. Kun de sønderjyske soldater bliver nægtet adgang til bordellet. Et temmelig vidtløftigt plot vil de fleste læsere sikkert mene.

“Det er på grænsen til det sandsynlige, og det kan jeg godt lide”, siger Erling Jepsen og understreger, at mobile bordeller, de såkaldte Mobile Feld-Freudenhäuser, er historisk dokumenterede, bl.a. i det billede, der pryder bogens omslag og som var med til at give ham inspiration til handlingen.

“Selvom jeg gerne ville, kan jeg ikke skrive en historisk roman. Sådan er jeg ikke. Men jeg kan noget med humor. Og det er også en sønderjysk humor, der tillader en at tale om forfærdelige ting med en vis distance, så man ikke kommer for tæt på følelsesmæssigt”, siger Erling Jepsen.

Læg verden det ej til last

Hvad kan man så lære om en tragedie som sønderjydernes skæbne i Første Verdenskrig af en bog, der gerne vil oplyse med humor i stedet for historisk akkuratesse?

“Det, der interesserer mig, er hvordan man tackler livets tragedier. Hvad gør man, når alt er kaos? Man holder fast i hverdagen. Det er en slags terapi. Det normale. Det har jeg også kunne se i soldaternes breve. De er ikke meget for at fortælle, hvad de oplever i skyttegravene. Det er hverdagen derhjemme, de er interesseret i. De vil gerne høre om naboens kat, der er blevet kastreret, eller om bedstemor er kommet over sin forkølelse. Bittesmå ting. Det er det banale, der holder dem i live”, siger Erling Jepsen. 

I bogen går Erna også meget op i hverdagsting. Hun syer soldaternes uniformer og holder Kalles fødselsdag i skyttegraven, og når hun tænker på hjemmet i den fiktive sønderjyske landsby Bramstrup, er det hendes stueplanters ve, hun fæstner sig ved, og om der nu mon ligger mange døde fluer i hendes vindueskarme.

“Erna normaliserer så vidt, hun overhovedet kan. Det er meget, meget klogt, og hun kan lære os alle noget. For der er en logik i det. Krigen er ond. Men verden er ikke ond. Når der sker forfærdelige ting i en familie og for en selv, er det forfærdeligt og ondt, men det betyder ikke, at hele verden er forfærdelig og ond. Som der står i H.V. Kaalunds sang ’Jeg elsker den brogede verden’ i Højskolesangbogen: “Jeg har grædt, som andre, af smerte, fordi min boble brast. Men boblen er ikke verden; læg verden det ej til last.” Og kålpølser og andre hverdagsting kan man altså komme langt med. Det lyder helt barnligt og naivt, men det er det ikke”, siger Erling Jepsen. 

Det vi ikke taler om

Kender man til Erling Jepsen og hans øvrige forfatterskab, ligger tanken ikke fjern, at Ernas tilgang med at fokusere på det normale for at overleve afspejler forfatterens egen tilgang til tilværelsen. I sit forfatterskab har han beskæftiget sig indgående med sin opvækst i det indremissionske lokalsamfund i Gram, med en familie, der var præget af psykisk sygdom, incest og trusler om vold og selvmord. Alt det er beskrevet i hans gennembrudsroman Kunsten at græde i kor fra 2002, som han kalder meget selvbiografisk.

“Der er noget om, at det at skrive for mig er en slags terapi, hvor jeg finder ind til mig selv og mine rødder. I mit voksenliv har jeg først forsøgt at distancere mig fra mine rødder i Sønderjylland. Men da jeg blev far, indså jeg, at rødderne er vigtige. Der skrev jeg Kunsten at græde i kor. Og i stedet for at rive rødderne op og smide dem for alle vinde, så forsøger jeg nu at finde rødderne igen og forstå, hvem jeg er.”

“Erna i krig er et skridt i den proces, hvor jeg leder efter den røde tråd i min historie. Der var f.eks. min farfars bombefeber. Man sagde, det ville gå over efter fire til seks uger, men det gik aldrig over. Det var der skam over i familien, og det må også have præget min far og dermed resten af familien”, siger Erling Jepsen. 

Mens Erling Jepsens far var familiens altdominerende patriark, var hans mor, hvis tyske familie stammer fra Altona, mere tilbagetrukken. Hun tav om sin psykisk syge mands overgreb, mens hun forsøgte at normalisere familielivet med ham og deres fem børn. På den måde er Erna inspireret af hende.

“Vi måtte ikke høre min mors historie og om hendes familie i Altona, for de var jo nazister. Vi måtte heller ikke se tysk tv. Og jeg var dum nok til at lytte til det, også som voksen. Så på den måde føler jeg, at en del af mig ligger hengemt. Det er måske også derfor, jeg er så optaget af at finde ind til mine rødder: For er jeg halvt tysk eller halvt dansk? Hvordan skal jeg forstå mig selv?”

“Der kan jeg godt blive misundelig på Erna. Hun har fat i sine rødder. Hendes mor hed Erna og hendes mormor hed Erna. Begge boede de i Bramstrup i selvsamme hus, som Erna bor i. Hun ved hvem hun er, og hvor hun kommer fra flere generationer tilbage. Det må være vidunderligt”, slutter Erling Jepsen.