I sommerferien var jeg hjemme i Sydslesvig med min ældste datter. Vi var blandt andet på Hiort Lorenzen Skolen, hvor jeg trådte min barndomssko, og på A. P. Møller Skolen. Ældstearvingen går til daglig på Sankt Petri Skole i København, men vil gerne gå i skole i Sydslesvig i en årrække. Jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at kærligheden til Sydslesvig allerede er gået i arv, men det gør mig stolt og glad, at hun har fået denne fremragende ide.

Desværre er min datter snarere undtagelsen end reglen. Det er ganske sigende, at det i forbindelse med tilblivelsen af denne udgave af magasinet har været svært at finde eksempler på elevudvekslinger, hvor deltagerne ville stille op til interview. At det forholder sig sådan, kommer ikke bag på mig. Ser man på skolesamarbejdet mellem Sydslesvig og Danmark, har der i 2024 været en tilbagegang fra det i forvejen beskedne antal af 54 udvekslinger i 2023. En central forklaring på dette er manglende kendskab til muligheden for udveksling samt socioøkonomiske forskelle og sproglige barrierer.

Jeg havde selv en kedelig oplevelse i kølvandet på en grundlovstale, som jeg holdt i Sønderjylland i år. Her faldt jeg i snak med en familie, hvor en af børnene havde været på elevudveksling på en dansk skole i Sydslesvig. Det var dog ikke den oplevelse, som den danske unge tog med hjem, eftersom de sydslesvigske elever konsekvent talte tysk, også i undervisningen, hvor der endda blev svaret på tysk. Som det unge menneske fra Sønderjylland formulerede det:

“Det var ikke en dansk skole. Det var en skole, hvor tyskere kom for at lære dansk.”

I mine øjne er det tydeligt, at Sydslesvig burde prioritere mødet med det danske endnu mere. Det burde være selvindlysende, når man nu får Sigurd Barrett til at deklarere “vi er danske i hjertet”, og hvert år modtager en generøs bevilling nordfra for at fremme danske kulturelle anliggender i Sydslesvig. Men det tyder på, at denne kerneopgave ikke vægtes i tilstrækkelig grad. Det vidner de mange ansøgninger om støtte til ture til Danmark, som Grænseforeningens fonde modtager fra sydslesvigske institutioner, desværre også om.

Vi har nok alle sammen en god ven, som ikke er god til at tage teten. Som ikke ringer så tit, og som sjældent spørger, om man ikke snart skal ses igen. Det fænomen kender vi til tider også til i Grænseforeningen, når det kommer til vores venner i Sydslesvig. Her har man ofte nok i sig selv og er ikke altid lige god til at række ud. Det er også et tilbagevendende tema i vores lokalforeninger, hvor man oplever, at venskabsforbindelser ikke bliver vedligeholdt sydfra.

Et fællesskab kan kun fungere, hvis det går begge veje. Ellers er det bare et skab, som man ikke er fælles om. Det gælder både for elevudvekslinger specifikt og samarbejdet mellem Sydslesvig og Grænseforeningen generelt.

Eller for at omskrive Kong Frederiks valgsprog: vi er forbundne og forpligtede. Særligt i en tid, hvor man kan være bekymret for, at danskheden er under pres i Sydslesvig.