Foran mig ligger en ny opgave som formand for Grænseforeningen, og jeg glæder mig. Intet er mere naturligt end kærlighed til fædrelandet. Her fik jeg mit sprog og mine vaner. De gav mig muligheden for at forstå de andre, at forundres, at forbløffes og glæde mig over livet, og tumle med dét, når det kalder på strid. Den kærlighed spærrer mig ikke inde i et identitetspanser. Glæden ved sproget og kulturen holder ikke min interesse for de andre væk, og den vil slet ikke udgrænse de andre.

Danskheden er for mig åben. Sådan har jeg lært den at kende. Den ligger på et meget sikkert sted og er ubetvivlelig, og derfor behøver jeg ikke møde andre med fjendskab og mistro. Min kultur og mit sprog er blevet trykprøvet af historien mange gange. Knubs har det selvfølgelig givet. Det 20. århundredes mange hændelser har om noget vist, hvordan det stod til med nation, demokrati, kultur, politik og religion.

I dette nummer af magasinet Grænsen bliver læserne inviteret med ind i nye samtaler. Verden af i dag er anderledes end verden af i går. Engang handlede det om krige og modsætninger. Det er nu omfattet af historien, (men ikke af glemslen). Vi er på vej ind i en fremtid, hvor mindretallene i det dansk-tyske grænseland ikke blot væver sig smukt ind i grænselandets hverdag. De er også en “blød magt”. Engang var mindretallene måske snublesten. Man faldt altid over de andres anderledes sprog og kultur, og ikke så sjældent var der en fortrædelighed mellem flertal og mindretal, som ikke kunne overvindes.

Nu er mindretallene i vores grænseland blevet “trædesten” mod det andet land. De lærer os noget om det andet lands virkelighed. Mindretallene gør os kloge på os selv. De forsvinder ikke, men de er en farve og en skønhed, der bringer en naturlig nysgerrighed ind i, hvem man selv er og ikke mindst, hvad man gerne vil være.

Det er kun hundrede år siden, at Sønderjylland blev en del af Kongeriget Danmark. Det har været dramatiske 100 år. Vores grænseland er blevet fremhævet mange steder, og det er med stille fryd, at man hører rundt om i verden, at dette er et eksempel til inspiration.

Syd for grænsen og nord for har vi i de forløbne år lært, at man skal have respekt for hinanden. Man skal have agtelse for de andres sprog og tradition. Vi kommer ingen vegne, hvis vi mistænkeliggør mindretal. De skal være der! Det er egentlig enkelt:

“Vil du slå broer, åbner du døre?

Går du din vej?

Mon du ønsker at du kunne sløre

at du er bange og fej?

Tør du vise dit sandeste ansigt?

Vil du smile eller sukke,

vil du slukke håbet

eller slå bro?”

(Fra ‘Hver dag en ny dag’ med tekst af Pia Juul og melodi af Marianne Søgaard, 2020. Skrevet på foranledning af Grænseforeningen i anledning af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark.  Højskolesangbogen nr. 558)