Adam Wagner har med denne bog effektivt skrevet sig ind i en generation af yngre danske historikere der, provokeret af de nyere nationalismeteorier, har nylæst kildematerialet fra tiden før 1700-tallet for at efterprøve tesen om, at nationalstat og demokratisk nationalisme først opstod i kølvandet på den franske revolution.

Deres kritik retter sig først og fremmest mod den netop afdøde Ole Feldbæk der i 1991-92 ledede et stort forskningsprojekt om Dansk Identitetshistorie, der resulterede i fire bind plus mange mindre publikationer. Hans resultat var, at den moderne danske identitet først opstod i anden halvdel af 1700-tallet.

Det er siden af Tine Damsholt blevet påvist, at det snarere drejede sig om patriotisme i den dansk-norsk-holstenske helstat, og at den moderne nationalisme var et resultat af kampene mellem dansk og tysk i 1830erne og 1840erne og den nationalt homogene småstat efter 1864.

Det er imidlertid ikke disse diskussioner, inden for hvad man kan kalde det modernistiske og konstruktivistiske paradigme, der er drivkraften for de unge historikere, men en interesse for at undersøge ældre udtryk for dansk national identitet, patriotisme og fædrelandskærlighed. Som varedeklaration skal det ikke skjules, at jeg er en af de modernistiske historikere, der kritiseres for at have misforstået eller mistolket kilderne, især det monumentale værk fra omkring 1208, Gesta Danorum af Saxo Grammaticus, som Adam Wagner i det foreliggende værk har underkastet en omhyggelig og beundringsværdigt klar og systematisk læsning.

Wagners grundige arbejde fortjener meget mere end den nemme afvisning, at vi forstår noget forskelligt ved nation, stat og folk.

Baggrunden for den modernistiske tese om nationalstaten er, at denne samfundsform på en radikalt ny måde kombinerer et ældre begreb om nation med et lidt nyere begreb om stat fra 1500-tallet i en uhørt stærk kombination, som vi stadig lever i og med i en grad, så man uden overdrivelse kan sige, at vi befinder os i den globale eller globaliserede nationalismes epoke. Sådan ser Wagner det ikke.

Tværtimod når han i sin fine nylæsning frem til, at Saxo, hans opdragsgiver ærkebisp Absalon, datidens læsere samt forfatterne af en række næsten samtidige krøniker alle havde en klar opfattelse af deres danske fædreland, dets grænser og forskellene mellem dem og andre nationale identiteter.

Han skelner mellem fædrelandet, patria og kongens rige, regnum, og argumenterer i en overbevisende kritik af de fleste danske middelalderhistorikere for, at datiden klart indså forskellen. Han falder ikke i den anakronistiske fælde at kalde det Danmark, som Saxo skriver om, for en nationalstat, selv om det ligger snublende nær og ofte sker i medieoffentligheden.

Han undgår også klogelig at tale om nationalisme hos Saxo og bruger i stedet ordet ”nationalbevidsthed”. Men det vækker stadig de forkerte associationer hos moderne læsere, så de tror at leve i samme land som Saxo. Jeg tror stadig, at han og de andre revisionistiske middelalderhistorikere ville gøre klogt i at respektere de grundlæggende forskelle mellem dengang og vore dage. Han gør det delvis ved i konklusionen forsigtigt at karakterisere ideologien i de behandlede krøniker som ”adelsnationalisme” og Danmark som en ”adelsnation” (s.310). Det er helt rigtigt og i overensstemmelse med den dominerende nationalismeforskning. Men de fleste læsere vil nok overse denne præcisering og triumferende med Bo Bjørnvig i Weekendavisen 30. oktober 2015 slå fast, at vi nu har fået beviset for Danmarks eksistens i tusind år.

Hvilket Danmark der er tale om, præcist hvilke grænser det har, og hvor socialt og etnisk homogent det var, ved vi stadig ikke, selv efter Wagners fine læsning af Saxos værk, som udsprang af en elitekultur, skrevet på det bedste internationale sølvalderlatin.

At Saxo og hans opdragsgivere tænkte sig som danske til forskel fra norske, svenske, tyske, frisere og finner er der ingen tvivl om. Men hvad det betød og om folket, på latin ”gens”, også omfattede jordløse, tyende og trælle, og i hvilken grad kvinder talte med, det ved vi stadig ikke. Vi er usikre på et højere niveau efter læsningen af denne bog. Men at det er klogt – og rigtigt – at skelne mellem stat, folk, nation og sprog, er jeg stadig overbevist om, og jeg vil anbefale den unge revisionistiske historikergeneration at orientere sig grundigere i den moderne forskning, inden de fortaber sig teoriløst i kilderne. Men vi andre må på samme tid takke for et sådant grundigt empirisk arbejde, som har bragt os meget længere i forståelsen af det nationale, herunder kilderne til ”danskheden”, end 1980erne da nationalismeforskningen tog fart.

Adam Wagner: Danskhed i middelalderen. Nationalbevidsthed hos Saxo og i andre danske krøniker. Munch & Lorenzen 2015. 324 sider. 300 kr.