På den ene væg er der træpaneler. Ellers er væggene i auditoriet i det nye anneks på Jugendhof Scheersberg syd for Flensborg grå. Og de rene grå betonflader danner en perfekt baggrund for de kunstværker, der er hængt op. 

Kunstværkerne er af den sydslesvigske kunstner Margareta Erichsen.

Der er parketgulv og sænkede lamper og en radiator, der farvemæssigt står godt til det sorte loft og flyglet i det ene hjørne. Lysfaldet langs væggene er nænsomt, så glasrammerne, kunstværkerne på væggene er hængt op i, ikke bliver forstyrret af reflekser i glassene.

Det er kunstværkerne, det handler om. Ikke kun auditoriet i det nye anneks, men også alle værelserne i annekset er udsmykket med kunstværker af Margareta Erichsen.

Jugendhof Schersberg hører under den tyske grænseforenings paraply. Børn, teenagere og unge kan her udtrykke sig gennem forskellige kulturelle aktiviteter som teater, film, musik, dans og billedkunst. De kalder sig det ikke, men det er en slags ungdomshøjskole med korte kurser, og Grundtvig er ikke nævnt, men Peter Buhrmann fra den tyske højskoleforening kender stedet og siger, at vi godt må citere ham for, at Grundtvig er der i ånden. 

Fremover vil alle, der kommer i det nye anneks så blive mødt af billedkunst, som udgår af det danske mindretal. Det er opkaldt efter kunstneren Margareta Erichsen.

Betydningsfuldt

“Margareta Erichsen har vist mig, at det at tegne og male er en tilnærmelse til virkeligheden og en bæredygtig oplevelse af noget betydningsfuldt,” siger kunstprofessor, dr. Klaus-Ove Kahrmann, som har beskæftiget sig indgående med Margareta Erichsens kunstværker.

Meget af det, hun har malet, er skitser. Det er bygninger og landskaber. Hun har fanget sin tid og således bevaret stederne, som de var, før alt blev forandret. Nogle af de bygninger, hun har foreviget, er siden revet ned, andre er forandret og moderniseret. Man kan stadig se, hvordan huse, som har fået nye og bedre isolerede vinduer i moderne materialer, så ud førhen.

Hun har skildret steder i Danmark og Sydslesvig, især i Nordfrisland, hvor hun boede de sidste mange år af sit liv. Hvis man besøger Sydslesvigsk Forenings danske generalsekretariat i Flensborghus, så kan man på kontorgangen opleve en anden side af hende. Her er udstillet nogle helt anderledes værke, blandt croquis. 

Til indvielsen af det nye anneks i Jugendhof Scheersberg talte både Klaus-Ove Kahrmann og Maike Lohse, som er tidligere lærer på Duborg-Skolen i Flensborg og ligeledes har beskæftiget sig indgående med Margareta Erichsen. 

Margareta Erichsen blev født i Flensborg i 1916, og hun døde som 80-årig i Husum. Hende far var malermester og havde efter sigende en kunstnerisk åre. Han malede dog næsten udelukkende historiske motiver, muligvis fordi han var blevet beordret til at udføre tegneopgaver i skyttegravene under Første Verdenskrig. Efternavnet har hun fra en svensk tipoldefar, der malede fajance i København og i Slesvig, fornavnet markerer vist også de svenske aner.

“I mellemskolen blev hendes kraftige nærsynethed og en ryglidelse opdaget. Det har måske været medvirkende til hendes tilbageholdenhed og generthed, som senere blev kendetegnende,” fortæller Maike Lohse. 

Elev i Tyskland og Danmark

Som ung kvinde kom Margareta Erichsen i kokkelære i Gelting. Men kunsten slap hun ikke, og i 1941 blev hun optaget på Kunsthochschule i Karlsruhe. Da skolen blev delvist ødelagt som følge af Anden Verdenskrig, fortsatte hun som de andre elever ude på landet med landbymiljøer som motiver. 

Opholdet fik en brat ende, da de studerende blev beordret til at arbejde i rustningsindustrien i ferien.

Margareta Erichsen rejste hjem til Flensborg og fik job som teknisk tegner på skibsværftet, som var et naturligt mål for de allieredes bombardementer, men også en dansk børnehave og hendes barndoms Duborggade blev ramt.

I efteråret 1943 begyndte hun på kunstakademiet i München, men igen måtte hun rykke på grund af krigen, denne gang til kunstskolen i Nürnberg, som var flyttet ud til en lille by. Da den ‘totale krig’ blev proklameret i 1944, blev alle akademier lukket og alt kunstnerisk arbejde forbudt, så turen gik igen hjem til Flensborg, hvor hun åbnede Atelier Erichsen sammen med sin bror.

Sammenlignet med byer som München og Karlsruhe var Flensborg sluppet nådigt gennem krigen. Men den gamle bydel var præget af forfald. Maike Lohse beskriver, hvordan Margareta Erichsen frygtede, at husene ikke ville overleve de næste 10 år. 

“Hun begyndte at tegne huse og gårdmiljøer, ofte fra forskellige perspektiver. Hun arbejdede ikke fotografisk nøjagtigt, men alligevel præcist. Men allerede på hendes tegninger fra dengang kan man fornemme noget mere, nemlig atmosfæren, og man kan derudfra forestille sig livet i og omkring bygningerne,” fortæller Maike Lohse.

Margareta Erichsen blev forlovet med en dansker og lærte dansk. Sønnen af kunstmaleren Valdemar Albertsen, som var uddannet på kunstakademiet i København, anbefalede hende at søge optagelse der, og han hjalp hende også med at få visum til Danmark.

“På akademiet studerede hun hos professor Aksel Jørgensen med tyngdepunktet kompositionslære med konstruerende opbygning af et billede. Det var helt nyt for hende, og hun arbejdede med begejstring. I Karlsruhe og München havde der været lagt vægt på intuitiv frihåndstening. Nu opstod en lang række akt- og portræt-tegninger ud fra den nye metode”, fortæller Maike Lohse.

Det er i øvrigt nogle af disse værker, der for tiden kan ses på Flensborghus.

Klaus-Ove Kahrmann mener, at Margareta Erichsens tilgang til at tegne var præget af noget, han kalder en langsommelighed. 

“Hun var præget af de forskellige tilgange, hun havde lært fra sine akademiske lærere i Karlsruhe, München og København. Måske tog hun værdierne i den langsommelighed til sig og gjorde den til en del af sin personlighed, som senere skulle blive så typisk for hende, med inspiration fra disse lærere,” tilføjer han.

Margareta Erichsen nåede også at komme ud i adskillige egne af Danmark, og hun besøgte Italien. Efter tre år i København vendte hun tilbage til Flensborg og blev del af det danske mindretal.

Arbejder for mindretallet

“Hun udførte mange arbejder for mindretallets organisationer, blandt andet en hel række kalligrafiske dokumenter til grundsten for de mange nye skolebygninger og desuden en del grafiske arbejder. I flere år tegnede hun motiverne til de sydslesvigske gaveplatter, som Sydslesvigsk Forening (SSF) lod fremstille. I flere år kreerede hun den ugentlige børneside i Flensborg Avis, hvortil hun både leverede historier og tegningerne. Samtidig deltog hun også i udstillinger sammen med sydslesvigske kunstnere,” fortæller Maike Lohse.

På avisen lærte hun den noget ældre journalist W.L. Andresen fra Ejdersted at kende. Han havde været aktiv på den danske side i afstemningstiden. I 1923 var han med til at stifte Frisisk-Slesvigsk forening. De blev siden gift og flyttede til Husum.

“Nu blev hun for alvor Nordfrislands maler og blev stadig mere bevidst om vestkystens frisiske fortid. Ægteparret lærte frisisk. Når Margareta Erichsen var ude at tegne i de små landsbyer, hvor omgangssproget hos mange endnu var frisisk, talte hun deres sprog med folk. På den måde fik hun mange værdifulde informationer, som hun tit noterede på selve tegningen. På en del tegninger fra Ejdersted, hvor det overvejende sprog var plattysk, tilføjede hun også kommentarer på ejderstedplat, sin mands sprog. Hun var altså et typisk grænselandsmenneske, der beherskede landsdelens sprog”, siger Maike Lohse.

Margareta Erichsen donerede sine værker til det danske mindretals kunstmuseum Mikkelberg i Hatsted ved Husum.

I forbindelse med kunstnerens 70-års fødselsdag udgav Klaus-Ove Kahrmann monografien ‘Bilder aus Flensburg und Nordfriesland’, bygget på samtaler med Margareta Erichsen. Det er i dag en vigtig kilde for os til at erfare noget om hende som kunstner. 

I 2007 udgav kunstmuseet Mikkelberg i Hatsted ved Husum bogen ‘Margareta Erichsen, Historiefortællersken i Husum’, og 2016 udgav Nordfriisk Institut festskriftet ‘Margareta Erichsen 100’ af Klaus-Ove Kahrmann og Maike Lohse.

Endelig kan man på bagsiden af dette magasin læse, at et af hendes værker er valgt til Sydslesvigsk Forenings (SSF) julemærke i år.