I dette nummer af magasinet Grænsen stilles spørgsmålet ”Hvem er folket?”. Det sker i lyset af de mange flygtninge og indvandrere, som er kommet til Danmark over de seneste 40-50 år og deres efterkommere, og konsekvensen heraf i forhold til den traditionelle opfattelse af begrebet folk.

En af de forskere, som har arbejdet mest intenst med netop det spørgsmål er professor Ove Korsgaard, hvis forfatterskab omfatter trilogien ”Kampen om kroppen”, ”Kampen om lyset” og ”Kampen om folket”, hvor sidstnævnte var hans doktordisputats.

En af de væsentligste pointer i Korsgaards forskning er, at ordet ”folk” har skiftet betydning. Fra at være en social kategori, nemlig undersåt og almue i forhold til husherre, som vi kender det i ord som folkehold, folkekøkken og folkebord til en politisk kategori, nemlig et fællesskab kendetegnet ved fælles sprog, historie og etnicitet og samtidig bærer af folkestyret. Den betydning af ordet, møder vi i begreber som Folketinget, folkekirke, folkeskole, folkehøjskole og folkebibliotek, og i Grænseforeningens regi i begrebet folkeligt fællesskab, som rækker ud over den dansk-tyske grænse og inkluderer det danske mindretal i Sydslesvig, fordi vi har fælles sprog og historie.

Det er denne betydning af ordet folk, som kampen står om. Skal ordet ”folk” igen skifte betydning, som det mere end antydes, når Angela Merkel siger, at det tyske folk er alle, som bor i Tyskland uanset etnisk oprindelse, sprog og historie? En tankegang, som det danske mindretal næppe bryder sig om. Eller vil vi fastholde, at folket er en etnisk kategori med fælles sprog og historie, og er man fremmed, har man valget mellem at blive som os eller rejse tilbage, hvor man selv eller ens forældre eller bedsteforældre kom fra. Heller ikke noget tiltalende synspunkt.

For nylig hørte jeg rektor Jørgen Kühl berette om en undersøgelse, der viste at kun tre procent af eleverne på A.P. Møller Skolens gymnasieafdeling kommer fra hjem, hvor begge forældre har gået i dansk skole, mens 30 procent kommer fra hjem, hvor den ene af forældrene har gået i dansk skole. Sagt på en anden måde: 67 procent af eleverne kommer fra hjem, hvor begge forældre har rod i flertalsbefolkningen. Kan man i det lys tale meningsfyldt om ”vore landsmænd i Sydslesvig” og ”folkeligt fællesskab med mindretallet”?

I min verden betyder folk det samme som fællesskab. Men fællesskab om hvad? Hvis ordet ”folk” i mindre grad får betydningen etnisk/sprogligt fællesskab og i højere grad bliver det fællesskab, som vil bære demokratiet, får ordet en betydning, som har fremtiden i sig. Præcis som i Sydslesvig, hvor fællesskabet om at være mindretal er langt mere sammensat og mangfoldigt end ordet ”folk” i dets gamle betydning lader ane.

Eller med en let omskrivning af Grundtvigs digt: ”Til et folk de alle hører, som sig regne selv dertil, har for fællesskabet øre, har for folkestyret ild; resten selv som dragedukker, sig fra folket udelukker, lyse selv sig ud af æt, nægte selv sig indfødsret”.

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen.