På vejen fra Nørretorv i det centrale Flensborg til Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig i Waldstrasse kommer man forbi Tafel, som er et socialt projekt, der står for madudlevering til særligt trængende mennesker.

Der er en lang kø på cirka 50 meter udenfor, og den er lige så lang, da turen går tilbage en halvanden times tid senere. De mennesker, der står i kø for at få udleveret mad, er ikke – i hvert ikke de fleste – socialt udsatte som dem, der kommer på Kirkens Korshærs varmestuer i Danmark. Ifølge hjemmesiden for den kristne sociale Johanitter-hjælpeorganisationen, som driver Tafel ved hjælp af frivillige kræfter, kommer der cirka 4.000 mennesker hver måned for at få mad udleveret.

Det vidner om, at det tyske velfærdssystem er voldsomt presset i sammenligning med det danske. Det kan altså udgøre en stor forskel i livsvilkår, om man bor et par kilometer længere mod nord eller syd.

Det gælder også mennesker, der er kommet lidt op i årene og har brug for hjemmepleje. Filmen ‘Hjem kære hjem’ af den sønderjyske filminstruktør Frelle Petersen foregår i hjemmeplejen.

Filmen skildrer velfærdssamfundet i Danmark som et ensomt træ, der står i strid blæst på kanten af marsken. På den yderste gren sidder hovedpersonen Sofie og hendes kolleger fra hjemmeplejen.

Men hvor stor er forskellen på at være dansker og på at være en del af det danske mindretal syd for grænsen? Det er i Tønder Kommune, ‘Hjem kære hjem’ udspiller sig. To sygeplejersker, som arbejder i hjemmeplejen i Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig, har været inde at se filmen i biografen i Tønder. De havde forstået den også uden undertekster, for den ene bor i Tønder og den anden i Rodenäs, som ligger et par meter fra Tønder Kommune, lige på den anden side af grænsen.

Der er forskel

Og selv om de geografisk set arbejder tættere på Tønder, end en ansat i hjemmeplejen i en anden dansk kommune gør, så er der forskel på Danmark og Tyskland. I Danmark kaldes de ældre for borgere. I Tyskland kaldes de klienter. Der er forskel på lovgivningen i de to lande, og mens det i Danmark er social- og sundhedsassistenter samt hjælpere, der varetager plejen, er det i den danske sundhedstjeneste i Tyskland ofte sygeplejersker, der kommer ud i de ældres hjem. I det tyske system er det dog ofte hjælpere.

“Det er mit indtryk, at i Danmark bliver man visiteret til plejen, og plejepersonalet får tid til klienten. I Tyskland man bliver visiteret til et beløb. Pflegegrad. Der er fra en til fem grader. Da får de så et bestemt beløb til rådighed per Pflgegrad. Det går over plejekassen”, siger sygeplejerske Maria Wollenberg fra mindretallets sundhedstjeneste i Sydslesvig.

“Når man står derude, har man det meget ens, om man er på den ene eller anden side af grænsen. Som sygeplejerske mærker du det ikke på den måde. Det er kun, hvis klienten har et større behov, så ser vi på det, og så siger vi: Du skal betale det og det ekstra. Så skal vi komme med et nyt tilbud. I første omgang hedder det: Har du penge, så kan du få. Det kan tage otte uger at få bevilget mere fra plejekassen”, fortæller hun.

Maria Wollenberg understreger, at der ikke er nogen klienter i det danske mindretals hjemmepleje, som kommer til at vente otte uger på at få et bad. Hjælpen kan om nødvendigt ændres fra dag til dag. Desuden kan der søges støtte hos kommunerne, og Dansk Sundhedstjeneste har en socialrådgiver ansat til at hjælpe klienterne.

God film

Det er en god film, Frelle Petersen har lavet, synes Maria Wollenberg, som bor i Tønder.

“Jeg synes, den var rigtig god. Også fordi den viste hende som person, hvad hun gik og kæmpede med. For mig var det selvfølgelig sjovt at se steder, jeg kunne genkende – Løgumkloster og Højer, steder man kender fra hverdagen”.

Også hendes kollega, Bianca Wendt, er glad for filmen.

“Det er en rigtig god film, det er ikke kun en film, man skal se, hvis man er i plejen eller har pårørende. Men man skal nok have en vis alder. Det er ikke en børnefilm. Der er mange ting, der er meget intimt. Stomi, ble med afføring. Der er jo ikke noget, der bliver gemt væk. For os fagpersoner gør det jo ikke noget at se det”, siger Bianca Wendt.

Maria Wollenberg er enig i, at filmen giver et realistisk billede af, hvad hjemmeplejen er for en størrelse. 

“Hvad man møder, både det positive men også somme tider de negative situationer.

Det er positivt, at man møder nogle søde mennesker, og at man kan mærke, at det man gør, det gør en forskel, når man er hos dem. Det er et arbejde, der giver meget på et personligt plan, fordi man går hjem med en god fornemmelse for det meste. Det negative er, når man kommer ud i sådan nogle situationer, som de også skildrer. For eksempel pårørende, der ikke ser, at man prøver at gøre det bedste, men har et tidspres og måske ikke har lov til at gøre mere”, siger hun.

De to sygeplejersker er enige om, at når det kommer til stykket, er der ikke så stor forskel på at være i hjemmeplejen i Danmark og i den danske sundhedstjeneste hos det danske mindretal i det nordlige Tyskland.

“Det er selvfølgelig svært, fordi man kun har set en dagligdag ude ved de ældre borgere ud fra en hjemmehjælpers synsvinkel. Vi arbejder også med hjemmeplejen, men som sygeplejersker”, siger Bianca Wendt.

Man gør lidt ekstra

De kan begge genkende situationerne, hvor hovedpersonen i filmen, Sofie, gør lidt ekstra for de ældre, selv om det egentlig ligger udenfor rammerne for, hvad kommunen tilbyder.

“Det er klart. Vi oplever også nogle små ting, som at de ikke kan få et marmeladeglas åbent, vi fylder vandflasken op. Hos os er der det her med, at ydelsen koster penge. Nogle ting er indenfor tilbuddet, andre er udenfor. Vi har lidt en regel, der siger; en gang ok, men sker det ofte, må vi tage det op. Men det sker også, at vi trækker gardinet op og ryster dynen lidt”, siger Maria Wollenberg.

“Jeg tænker at det er en forsvarsmekanisme, hun har brug for, for at kunne overleve. Hun må affinde sig med, at hun ikke skal gøre de ting, hun ikke må, overfor klienten. Det kan forekomme, at man lige gør lidt ekstra. Det kan godt høre med, at man lige tager en kop kaffe og en snak. Man kan ikke gøre det hver dag. Men ellers synes jeg også, man kan argumentere for det”, siger Bianca Wendt.

En ting, der sikkert også kan forekomme i Tyskland, men som ingen af de to kan genkende fra Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig, er ledelsesstilen.

“Jeg havde forventet, at lederen måske viste lidt mere empati og udførte lidt mere personalepleje. I grunden stod hun der jo bare uden at få hjælp fra sin teamleder”, siger Bianca Wendt.

“Det kan også være pårørende, som ikke kan se de begrænsninger, vi har, fordi vi trods alt er en hjemmepleje og ikke et plejehjem, hvor man er der de 24 timer. Der er behov for rådgivning til de pårørende, så de kan forstå”, tilføjer hun. 

Det genkender Maria Wollenberg.

“Det er værst at få at vide af en klient, at de er utilfredse. Det er det værste. Jeg har ikke oplevet at få kritik fra chefen, der ikke var konstruktiv og OK”, siger hun. 

Dansk i Tyskland

Når Bianca Wendt sammenligner med vilkårene i den tyske hjemmepleje, som den tyske flertalsbefolkning får, er der bedre vilkår i Danmark og i den danske sundhedstjeneste, som er for det danske mindretal syd for grænsen.

“Der har vi trods alt mere tid. Selvfølgelig skal vi også rette os efter det lovmæssige om, hvad vi må og ikke må i Tyskland. Men i dagligdagen laver vi nogle serviceydelser uden at tænke så meget på, hvad det koster. Men de tyske kolleger har virkelig uret i nakken”, siger hun.

De to sygeplejersker er enige om, at filmen giver en bedre forståelse for hjemmeplejen. 

“Det var en film, vi sagtens kunne finde på at tage familien med ind at se, man får et indblik i den verden. Det er svært at forklare folk, hvad man går og laver. Det kan man se i filmen, siger Bianca Wendt.

Hun vil gerne anbefale filmen, også til unge, som vil starte i hjemmeplejen, som måske er i tvivl om, hvad de skal. At de ser det, så de ved, hvad de går ind til.

Hovedrollen Sofies personlige udvikling er så en anden sag, og hende fatter de begge så meget sympati for, at de gerne havde set, filmen var lidt længere. For de ville godt have set mere til, hvordan det er gået i hendes privatliv.