Biografien er en genre, der tilbyder forfatteren en fast struktureret ramme: Den holder sit fokus på én person, og spejler ham eller hende i begivenheder og tilstande i det skarpt afgrænsede åremål, der udgøres af den biograferedes levetid.

Det lyder let, men er alligevel vanskeligere, end man skulle tro. Det lykkes dog glimrende i Dansksindet under ørnebanneret. Johannes Christensen (1896-1965) er både interessant i sig selv; han lever i interessante tider – og han forsøger selv at sætte sit mærke på dem.

Forfatteren Sune Wadskjær Nielsen har kunnet øse af mange forskellige kilder, han fører en letløbende pen, har sans for at skille det væsentlige fra det uvæsentlige og afbalancere det private og det almene. Den biografiske rutes hovedstationer er: Sønderjylland under preussisk styre, Første Verdenskrig, Vallekilde Højskole, afstemningskamp, landbrugskrise, mindretallet i Sydslesvig, Hitlers magtovertagelse og nyt pres på grænsen, besættelse, modstandsbevægelse og Sydslesvigrøre efter 1945 – hele tiden oplevet af Johannes, der har en interessant personlig aktie i det hele.

Johannes’ storebror var den kendte sønderjyske fører, Hans Jefsen Christensen (1880-1956); i en menneskealder formand for Sønderjysk Skoleforening, efter Genforeningen desuden Landstingsmand, formand for Sydslesvigudvalget, medlem af Udenrigspolitisk Nævn etc. Sammenlignet med storebrorens (hvis biografi desværre endnu ikke er skrevet) vil de fleste andres livsforløb tage sig beskedne ud. Lillebror Johannes står sig nu alligevel ganske godt i sammenligning.

Johannes deltog i 1. verdenskrig som soldat i Infanteriregiment Nr. 84, et regiment med særligt mange sønderjyder. Det er krigsoplevelserne, som bogen skylder sin titel. De fylder ca. 60 af bogens 300 sider. Johannes deltog bl.a. i de hårde kampe ved Verdun i 1916. Under orlov hjemme deserterede han.

Vel ankommet til Danmark kom han på Vallekilde Højskole, hvor han mødte sin kommende hustru Martha, datter af én af de store gårdejere i Odsherred. Sammen overtog de svigerfarens gård i 1924. Johannes fik dermed sin livsgerning på Vestsjælland – men gerningen blev alligevel stærkt præget af Sønderjylland.

Verdenskrigen havde styrket hans gudstro, og han svor, at han ville gøre en indsats i en god sags tjeneste. Denne sag blev kampen for danskheden i Sydslesvig. Det begyndte under afstemningskampen. Johannes engagerede sig stærkt i kampen for 2. zone ud fra en fast tro på Danmarks ret til hele Slesvig. Han agiterede i egnene lige syd for Tønder, og hans levende skildring herfra vidner om stor optimisme – der dog blev dybt skuffet, da resultatet af afstemningerne forelå.

Johannes deltog aktivt i sin nye hjemegns foreningsliv med talrige bestyrelsesposter. Navnlig Sønderjysk Forening for Odsherred blev hans kald i livet. Han var en ildsjæl, der forøgede foreningens medlemstal og var i særklasse, når der skulle samles penge ind. Ind fra sidelinjen kommer i 1930’erne sydslesvigeren Christian Jepsen, som vi følger i 2. verdenskrig – indtil han deserterer og ad omveje havner hos Johannes i det besatte Danmark. Efter krigen stod Sydslesvig i skolebyggeriets tegn. Det var navnlig Hatsted ved Husum, der nød godt af Johannes’ engagement. Han døde uventet ved en arbejdsulykke i 1965.

Småfejl har ikke kunnet undgås, de er dog kun få. Det ville også have forøget bogens værdi, hvis forfatteren havde holdt Johannes op mod storebroren Hans Jefsen – hvis gerning de fleste steder krydser lillebrorens. Både i 1920 og 1945 så de to forskelligt på grænsespørgsmålet, og mens Johannes var i modstandsbevægelsen, blev Hans én af samarbejdspolitikkens ivrigste forsvarere. Det kunne også have været interessant med en sammenligning af de to brødres synspunkter og gerning i det sydslesvigske skolespørgsmål. Det ville dog muligvis have sprængt biografiens ramme. Uanset disse indvendinger kan bogen varmt anbefales.

Sune Wadskjær Nielsen: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget 2014. 312 sider. 199 kr. Bogen er udgivet med støtte fra bl.a. Grænseforeningen og med forord af Grænseforeningens formand, Mette Bock