For nogle år siden valgte Grænseforeningen sloganet ”for en åben danskhed”. Inspirationen kom fra det danske mindretal i Sydslesvig, som gennem de sidste årtier har praktiseret en danskhed, som bygger på, at der ingen modsætning behøver at være mellem det at være dansk og aktive og respekterede medborgere i det tyske samfund. At danskhed ikke behøver at defineres i modsætning til og afgrænsning til, men naturligvis også kan blomstre i samarbejde og møde med det fremmede.

Men når Grænseforeningen med inspiration fra mindretallet argumenterer for åben danskhed som en grundlæggende attitude i forhold til det fremmede, betyder det så også, at Grænseforeningen går ind for en åben grænse, nu hvor den danske grænse pludselig udfordres af ekstraordinært mange flygtninge og migranter? Spørgsmålet er rejst i den forholdsvis hårde kritik af den danske regerings flygtningepolitik, som ledende personer i mindretallet og andre har fremført.

Grænseforeningen bliver særlig sårbar, når dens formand er partipolitisk engageret i et regeringsbærende parti, lyder kritikken. Som altid er historien god at tage ved lære af, og Grænseforeningen har været i lignende modsætninger tidligere med politisk aktive formænd. Holger Andersen var formand i en periode efter Anden Verdenskrig, hvor aktivister i Grænseforeningen mod regeringens politik ønskede en grænserevision. Holger Andersen viste køligt overblik og manøvrerede, så foreningen ikke tog stilling i den følelsesladede og ophedede debat. Grænseforeningen er i dag Holger Andersen megen tak skyldig.

Frederik Heick var formand fra 1961 til 1966, hvor Danmark første gang søgte optagelse i Fællesmarkedet. Heick var en varm tilhænger af europæisk samarbejde, men han fastholdt Holger Andersen kurs og manøvrerede Grænseforeningen uden om en konkret stillingtagen til spørgsmålet om Danmarks optagelse.

Erik Haunstrup Clemmensen var formand for Grænseforeningen 1966 til 1972, da Danmark for anden gang søgte optagelse. På trods af at han var ultra-pro-europæer fastholdt han den linje, at Grænseforeningen ikke tog stilling. Argumentationen var, at ”forholdene i grænselandet altid har været bestemt af ydre omstændigheder, men det er aldeles ikke disse ydre omstændigheder, der er grænselandspolitikkens indhold. […] For uanset Danmarks stilling til de europæiske markedsforhold, så virker grænselandspolitikken videre. Og det er den vi beskæftiger os med i Grænseforeningen, ikke markedspolitikken.”

De tre eksempler viser, at Grænseforeningen med skiftende og politisk engagerede formænd har tradition for ikke at tage stilling til overordnede og udefra kommende politiske temaer. Vi har tradition for at give formænd, som først og fremmest er optaget af grænselandets forhold, god plads.

I den aktuelle diskussion er det vigtigt at pointere, at der ikke er lighedstegn mellem ”åben danskhed” og ”åben grænse”. ”Åben danskhed” er et kendetegn ved det danske værdifællesskab, som vi ser praktiseret i det danske mindretal. ”Åben grænse” er et aktuelt flygtningepolitisk emne, et overordnet og udefra kommende tema, som står til diskussion i de kommende måneder, men altså uden for Grænseforeningens kerneområde.

Knud-Erik Therkelsen er generalsekretær i Grænseforeningen