Gå til leksikonoversigt

Knudsen, Knud, 1806-1866, kulturpolitiker

Personer

Knud Knudsen var søn af den velhavende kreaturhandler Chresten Lauridsen Knudsen, der sørgede for, at sønnen fik en del af sin skolegang i Husum og derfor fik lært tysk. Han var ofte med sin far på handelsrejse. I 1830 lod han opføre en marskgård i Forballum, der lå i en af de kongerigske enklaver.

Knud Knudsen ansatte i 1838 sammen med sin nabo Niels Andersen Hansen Christen Kold som huslærer for familiernes børn. Ansættelsen skete på foranledning af sognepræst Daniel Hass, der havde haft Kold med på en længere missionsrejse til Lilleasien. Hass var dybt optaget af Grundtvigs kirkelige og folkelige tanker, som Knud Knudsen blev præget af. Knudsen var således en af initiativtagerne til oprettelse af Rødding Højskole, hvis ejendom han på vegne af Den slesvigske Forening havde skøde på.

Knud Knudsen var landstingsmand i perioden 1849-51

I 1851 købte Knudsen godset Trøjborg med den forfaldne slotsruin og avlsgården Visby Hedegård. Han forsøgte at få staten til overtage Trøjborg og oprette et dansk seminarium der, men det lykkedes ikke, hvorefter Knudsen i 1854 lod bygningerne nedrive. Fæstegodset solgte han til selveje.

I årene mellem Treårskrigen og krigen i 1864 blev Knud Knudsen en af de ledende kulturpolitiske skikkelser. I begyndelsen af 1860'erne var han sammen med Cornelius Appel med til at rejse "Klosterbrødrenes" kritik af den danske sprogpolitk i Mellemslesvig.

Knud Knudsen. Udateret fotografi.

Knud Knudsen. Udateret fremstilling.

Det Kgl. Bibliotek.