Vejhistorie i Sønderjylland/Slesvig

De ældste veje var vejkorridorer, et bælte, inden for hvilket den rejsende efter årstid, vejforhold og rejsemåde kunne vælge forskellige ruter. Det var trafikken, som skabte vejene. Hærvejen og de forskellige okseveje ned gennem Sønderjylland var oprindeligt sådanne vejkorridorer. I årtierne omkring år 1600 skabte Frederik 2. og Christian 4. et net af private, aflåste kongeveje mellem slottene i Kongeriget. Som det eneste sted vest for Storebælt blev der i 1580’erne etableret en kongevej mellem Hansborg og Koldinghus.

Generelt var landevejsnettet i Hertugdømmerne omkring år 1800 i meget dårlig stand. Lovgivningsmæssigt vidner den første større vejlov for Hertugdømmerne fra 1784 om, at trafikken og landevejene var ved at få en større betydning og opmærksomhed. Det understreges af opførelsen af stenbroer i den nordlige del af Slesvig som bl.a. Povlsbro (1744), Immervad Bro (1786) og Gejl Å Bro (1818). Frygten for, at Nørrejylland ville blive for stærkt bundet til Hamborg og Altona, forhalede imidlertid en udbygning af de regionale forbindelser. Først i 1832 blev den første chaussé (stenbrolagt hovedlandevej) etableret mellem Altona og Kiel.

I 1842 blev der med vejforordningen for Hertugdømmerne lagt op til etablering af 515 km makadamiserede (dvs. med fast belægning) landeveje. I 1842-43 blev chausséen Flensborg-Husum anlagt. Herefter fulgte Flensborg-Helligbæk (1844), Husum-Frederikstad-Tønning (1845), Slesvig-Rendsborg (1845), Flensborg-Aabenraa (1846-47), Ekernførde-Levenså (1846-47), Slesvig-Ekernførde (1846-47), Helligbæk-Slesvig (1847-48), Tønning-Garding (1848-49), Aabenraa-Haderslev (1852-53), Haderslev-Kolding (1853-55), Flensborg-Sønderborg (1856-57), Husum-Bredsted (1858-59), Ribe-Tønder (1860-62) og Tønder-Bredsted (1862-64).

I perioden 1864-1920 var der sat stop for en videre udbygning af det overordnede net af landeveje i Nordslesvig, da den kunne risikere at knytte Sønderjylland tættere til Kongeriget. Konsekvenserne blev et ulogisk og nærmest ubrugeligt landevejsnet ved Genforeningen i 1920. I kraft af "Den store vejplan", vedtaget 1921, blev der i årene 1921-1933 istandsat og udbygget 834 km veje i landsdelen til en samlet pris på 32,5 mio. kr. finansieret af staten og amterne. Diagonalvejene Aabenraa-Esbjerg, Tønder-Vamdrup-Kolding og Bov-Hellevad-Toftlund-Ribe blev påbegyndt i 1930’erne, men først fuldendt efter 2. Verdenskrig. Det samme var tilfældet med Minutvejen fra Aabenraa til Sønderborg.

"Den store vejplan" brød afgørende med den hidtidige vejstruktur præget af et ekstremt finmasket net af kommunale biveje, der tjente meget lokale transportbehov. Denne struktur havde endnu rod i det gamle landbrugssamfund før udskiftningerne og blev holdt kunstigt i live af den preussiske kommunale struktur med mange meget små kommuner, som bidrog til at fastlåse en vejstruktur uden hensyn til en større helhed og fjerntrafikken.

Efter 2. Verdenskrig fandt der en kraftig vækst sted i de kommunale biveje med de mange nye villaveje, der skød op i byernes udkanter. I 1948 blev Rømødæmningen åbnet for vejtrafik, og i perioden 1970-1984 blev motorvejen fra grænsen til Kolding etableret, 2010-12 udvidet med strækningen Kliplev til Sønderborg.

Af Kim Furdal i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Kim Furdal: Kunstveje og jernbanefeber – to nationale anlægsprojekter i Sønderjylland, i: Årsskrift XVIII for Cathrinesminde Teglværksmuseum & Cathrinesmindes venner. 2005.

Steffen Elmer Jørgensen: Fra chaussé til motorvej. 2001. Bjørn Svensson: Fra hærvej til motorvej. 1984.