Skal vi ikke have en drink?”, spørger Jens Rasmussen, da vi har givet hånd. Han har stillet stokken, som han støtter sig til, når han bevæger sig rundt i sin lejlighed på Frederiksberg, op ad væggen, og han åbner belevent et klædeskab, hvor gæsten kan hænge overtøjet. ”Hvad med en pastis?”, spørger han og forsvinder ud i sit ryddelige køkken.

I stuen står der smukt designede træmøbler, og over spisebordet hænger en designerlampe og lyser på de to bærbare computere, som Jens Rasmussen skiftes til at bruge ”afhængig af, hvilken af dem der strejker”. I de godt fyldte bogreoler står række efter række af dansksprogede, franske, engelske og tyske værker. Romaner og digte på fransk, danske oversættelser af engelsksprogede romaner, læderindbundne danske klassikere og tykke værker om design, kunst og arkitektur.

”Det blev absint i stedet for pastis. Jeg fik en del spiritus i gave til min 100-års fødselsdag, og det er langtfra drukket endnu”, forklarer han, mens han balancerer to høje glas med klirrende isterninger ind i stuen.

Absinten - der er den franske oversættelse af malurt - bøger og tidsskrifter, der ligger på et bord i stuen, vidner om Jens Rasmussens akademiske karriere og hans passion for fransk sprog, kultur og litteratur. Til gengæld er der ved første blik ikke meget, der afslører, at han er født og opvokset endog meget langt fra de akademiske kredse i København. På en gård på landet for 100 år siden. Heller ikke hans dialekt giver noget klart hint. Men det er ganske vist: Jens Rasmussen er sønderjyde.

Farens slægt kan han føre tilbage til 1700-tallet, hvor de kom i besiddelse af gården Lønsemaj på Als. Hans forældre mødte hinanden, da de arbejdede på en gård på Nordals, blev gift i 1908 og købte en lille gård i landsbyen Nørre-Hjarup 15 km nordvest for Aabenraa. Her voksede Jens Rasmussen op i et dansksindet landbomiljø. Faren kunne skrive og læse rigsdansk, men der blev kun talt sønderjysk i hjemmet, og først da familien fik radio i slutningen af 1920’erne, lød der jævnligt rigsdanske stemmer i hjemmet. I landsbyen boede kun dansksindede, og Jens Rasmussen husker ikke, at familien på noget tidspunkt omgikkes tyskere.

”Det lå bare i kortene, at det gjorde vi ikke. Min far var meget optaget af det danske. Vi holdt mørkning, før petroleumslamperne blev tændt om aftenen og sang fra Den blaa Sangbog”, husker Jens Rasmussen. Sangbogen, der udkom 1867-1946 indeholdt fædrelandssange, sange om naturen og på sønderjysk dialekt, havde en række blanke sider. Der havde oprindeligt stået sange, som var blevet forbudt af tyskerne. Men hos familien Rasmussen blev de sunget alligevel, både ”Der er et yndigt land”, ”Her vil ties, her vil bies” og ”Det haver så nyligen regnet”.

Erindringer gennem 100 år

Barndommen er detaljeret beskrevet i Jens Rasmussens erindringsbog Sønderjysk bondedrengs vej til bogen, som udkom tidligere i år.

”Jeg skulle finde på noget at kaste mig over, da jeg blev pensioneret. Det blev i første omgang de dansk-franske ordbøger. Da jeg var færdig med dem, gav jeg mig til at rydde op i mine erindringer og gemmer, og det kom der en erindringsbog ud af”, siger Jens Rasmussen.

Bogen fortæller dele af hans slægtshistorie og beskriver også hans første barndomsår under Første Verdenskrig 1914-1918, hvor Sønderjylland var en del af Det Tyske Rige. Omkring 35.000 sønderjyder deltog i Første Verdenskrig på tysk side, og knap 6.000 faldt i krigen.

Jens Rasmussens far var blandt de dansksindede sønderjyder, der blev indkaldt til tysk krigstjeneste. Det skete i 1914, og først i 1919 kom faren hjem igen. Han var dog hjemme på orlov et par gange, bl.a. en gang i 1915, hvor Jens Rasmussen blev undfanget. Ved hans fødsel og dåb var hans far dog ikke med. Faren kæmpede i Flandern mod englænderne, og i 1917 kom han i engelsk krigsfangenskab, hvorfra han blev løsladt i 1919. Takket være den danske stats medvirken blev han sammen med andre dansksindede sønderjyder anbragt i en særlig afdeling af en fangelejr nær London, hvor de fik en forholdsvis venlig behandling.

Landbruget i Sønderjylland blev under Første Verdenskrig tvunget til at aflevere fødevarer til byer som Hamborg, selv om også familier i Sønderjylland sultede. Jens Rasmussen husker kun lidt fra krigsårene, og heller ikke ”kålrabivinteren” i 1917, hvor hele Tyskland var truet af hungersnød på grund af Englands blokade, husker han. Men hans storebror Nis fortalte ham siden, at selv om der også i deres landsby var afleveringspligt af bl.a. korn og flæsk, lykkedes det at gemme noget af det, når gendarmen kom på inspektion. Bl.a. skjulte familien noget flæsk i en lille lo mellem bryggerset og kostalden.

På høloftet med en bog

Oprindeligt var der ikke lagt op til, at Jens Rasmussen skulle skrive bøger. Hans far opdagede ganske vist hurtigt, at drengen ikke var meget bevendt bag ploven, og indimellem gemte drengen sig på høloftet med en bog for at slippe for markarbejdet. I 4-5 års-alderen fik han sine første pligter, bl.a. at samle æg ind og hente køer hjem til malkning. Siden deltog han bl.a. i korn- og høhøst, roehakning og kartoffelhøst. Der blev dog også tid til at fange karusser om sommeren, løbe på skøjter om vinteren og lege skjul i rugmarkerne før høsten. I frikvartererne i skolen spillede drengene Faustball (nævebold), som stadig er populært i Østrig og Tyskland, og en gang hvert år var der ringridning, hvor børnene lavede deres egen galge og øvede sig på cykler i stedet for heste.

”Mine oldebørn vil nok tænke, at livet dengang var hårdt. Men sådan husker jeg det ikke. Vi holdt altid fri om søndagen, bortset fra i høsttiden. Når køerne var malket søndag morgen, gik vi i kirke, og så var der tid til at lege og læse”, siger Jens Rasmussen.

Han blev døbt i Skærbæk Frimenighed, i Vestslesvig, hans mors hjemegn. Den lokale kirke var i Øster-Løgum, men der kom de ikke, så længe der var en tysk præst. Da der kom en dansksproget grundtvigianer, pastor Ravn, begyndte familien at gå i den lokale kirke. Pastor Ravn konfirmerede Jens Rasmussen og fik afgørende betydning for ham.

”Pastor Ravn mente, at jeg havde evner til at læse videre og opfordrede mine forældre til at lade mig søge optagelse på Aabenraa Statsskole”, siger han. Dermed bevægede den 14-årige dreng sig fra den velkendte landbokultur til en for ham ukendt bykultur. Blandt andet skulle han lære at tale rigsdansk. I dag taler han stadig sønderjysk, når han opholder sig i Sønderjylland. Han tror, at dialekternes tid nok snart er forbi, men at der måske er et håb for sønderjysk.

”Jeg har hørt unge, der rapper på sønderjysk, så helt dødt er det ikke”.

Trykning af illegale blade

Efter gymnasiet flyttede han til Aarhus, hvor han studerede på universitetet og blev aktiv i bevægelsen Dansk Samling, der blev stiftet af Arne Sørensen i 1936. Jens Rasmussen skrev artikler om kunst og kultur til partiets tidsskrift Det tredje Standpunkt, og i de første år under besættelsen var han med til at oprette Studenternes Foredragstjeneste, som tog rundt i landsogne og holdt foredrag i et forsøg på at skærpe den kritiske sans over for nazisternes propaganda.

Engagementet i Dansk Samling fra 1942 blev suppleret af arbejde i en Frit Danmark-gruppe i Aarhus, hvor de på en – vist nok stjålen - duplikator trykte eksemplarer af de illegale blade, de fik leveret fra København. Gruppens leder blev dog opdaget og arresteret.

Jens Rasmussen flyttede i januar 1943 til København, hvor han havde fået tilbudt stilling som redaktionssekretær på Samlerens Forlag. I København fik han også en adjunktstilling på Niels Brock Handelsskole og passede den sideløbende med, at han arbejdede på forlaget, der udgav både legale og illegale skrifter.

De illegale aktiviteter omkring Samlerens Forlag deltog Jens Rasmussen ikke i, men næsten alle andre på forlaget var involveret i dem, og det var Gestapo klar over. Den 6. februar 1945 blev alle, der opholdt sig i forlagets lokaler, deriblandt Jens Rasmussen, arresteret af Gestapo og ført til Vestre Fængsel. På grund af pladsmangel blev Jens Rasmussen og flere andre fra Samlerens Forlag den 24. marts transporteret videre til Frøslevlejren i Sønderjylland, der fungerede som interneringslejr under besættelsen. Herfra blev han løsladt den 13. april.

”Jeg kunne fejre befrielsen sammen med mine kolleger og min kommende kone, Tove, som jeg havde lært at kende under besættelsen. Det var en stor dag, hvor glæden nåede samme højder som ved Genforeningen i 1920”, husker han.

Ca. 12.000 danskere blev interneret i Frøslevlejren 1944-1945, mens lejren var dansk interneringslejr, og der var forholdsvis gode forhold. Jens Rasmussen betegner ligefrem lejren som ”paradis”, i hvert fald sammenlignet med opholdet i Vestre Fængsel: ”Solen skinnede, vi fik god mad og skulle ikke arbejde ret meget. Vi sang om aftenen, og der var et bibliotek.”

Senere fandt han ud af, at hans storebror Nis havde været leder af en lokal modstandsgruppe i Nørre Hjarup og aktiv jernbanesabotør. Brorens gruppe havde endda stået bag den sabotageaktion, som betød, at kreaturvognene, som bragte Jens Rasmussen og andre til Frøslevlejren, måtte omdirigeres og køre over Ribe, Tønder og Tinglev til Padborg.

I årene efter krigen talte brødrene en del om besættelsen og modstanden, og Jens Rasmussen mener, at det er godt at bevare erindringen om frihedskampen på skrift. Han husker ikke sin præcise motivation dengang for at gå ind i modstandskampen.

”Det var nok mest et ønske om simpelthen at få smidt tyskerne på porten og få friheden tilbage”, siger han.

At bygge mure dur ikke

Jens Rasmussen har ikke længere nogen af sine søskende, og hans kone døde i 2008. ”Vi fejrede diamantbryllup i 2006, men krondiamantbrylluppet fik vi ikke med. Heldigvis står hun meget levende for mig”, siger han. Mens parrets to børn, Karsten og Helle, boede hjemme, tog familien hver sommer til Sønderjylland på ferie.

Sidste år var han i Aabenraa til sit 80 års studenterjubilæum, hvor de var to fra hans gamle klasse tilbage. Maden var god, og Jens Rasmussen kom til at tænke på festmiddagen hjemme på gården, hvor den stod på ribbensteg eller flæskesteg, når der var blevet slagtet. Smagen af sønderjysk rugbrød husker han også, og han har flere gange prøvet at købe det i København. Han synes dog ikke, at det smager helt som barndommens brød. Han tilføjer, at der ligger en rigtig god bager i nærheden, hvor han køber scones og fragilité, når han en gang om måneden inviterer sine syv børnebørn med kærester til aftente hjemme i lejligheden.

En gang om ugen går han ud og spiser en god frokost og inviterer ofte børn eller børnebørn med.

”Der er ingen lommer i ligklæderne. Så jeg forkæler dem lidt. Jeg inviterede dem med til Nice, da jeg fyldte 95 år, og sidste år var vi en tur i Hamburg”, siger han.

Jens Rasmussen understreger, at han i dag ikke oplever fjendtlighed over for tyskere i sin fødeegn.

”Ingen ser skævt til tyskere, man beundrer dem snarere – med god grund. Politikere som Helmuth Kohl og Angela Merkel har gjort meget for Europa”, siger han. ”Men de franske og engelske politikere er hverken modige eller kompetente nok til at løse tidens udfordringer med flygtninge og migration”, vurderer han.

Holdningen hos Dansk Samling, som han brød med kort efter krigens ophør, kan han ikke følge.

”At bygge mure fører ikke til noget. I stedet må man lave aftaler med de lande, flygtningene kommer fra, og give støtte, så forholdene kan blive rettet op, og færre flygter i fremtiden”, siger han. 

”Da jeg var på studieophold i Paris i 1938, oplevede jeg, hvordan det myldrede med mennesker fra Afrika, Mellemøsten og Asien. Nu er det også sådan i København. Min lokale grønthandler er tyrkisk, jeg bliver behandlet af iranske og palæstinensiske læger på hospitalet, og i supermarkederne er der kassedamer med tørklæde. Det generer mig ikke”, siger han.

Jeg har grebet chancerne

Han holder sig opdateret ved at læse Politiken på nettet hver aften, og han holder sig fysisk og mentalt fit ved at lave gymnastik hver dag og spise sundt, og så har han ikke røget, siden han var 40. Desuden øver han sig hver dag på den violin, han fik til sin 99 års fødselsdag.

”Jeg havde ikke spillet i 85 år, men jeg kunne huske både fingergreb og buestrøg. Jeg hører og ser ikke så godt, men jeg har ikke gigt i fingrene, så det går fint”, siger han.

Han spiller både danske viser og jazzede franske numre, som står godt til absint og fransk litteratur. Og selvfølgelig gav han koncert til sin 100 års fødselsdag.

”Jeg føler mig sund og rask. Så jeg lever nok mange år endnu”, siger han. ”Spørgsmålet er så, hvad jeg skal få tiden til at gå med?”

Indtil videre har han har kastet sig over at skrive andet bind af sine erindringer, og der er rigeligt med stof.

”Jeg har oplevet meget i mit liv. Jeg har grebet de chancer, der bød sig, uden at være en stræber. Man siger jo, at sønderjyder er lidt vigtige af sig, men jeg lærte hjemmefra at være høflig og sige tak og kun tage to gange af kagefadet. Det kan man måske godt sige, at andre kan lære af”, smiler Jens Rasmussen og løfter glasset til en skål.