I valgkampen op til folketingsvalget den 5. juni 2019 fremsatte Socialdemokratiet et udlændingepolitisk udspil med krav om, at alle trossamfund i Danmark skal oversætte udenlandske prædikener til dansk med henblik på senere offentliggørelse. Nu diskuterer vi det bebudede lovforslag ‘Lov om prædikener på andre sprog end dansk’, der er en del af regeringens lovprogram, oktober 2020. Vi kender endnu ikke ordlyden af lovforslaget, som forventes fremsat i februar eller senere. Hensigten er at forhindre radikalisering af unge muslimer, men i en retsstat er alle lige for loven. Hvis loven gennemføres som tilsigtet, vil den også ramme prædikener på grønlandsk, færøsk og tysk i lutherske menigheder i Danmark.

I Sønderjylland vil prædikener, som holdes af de fire tyske folkekirkepræster i de sønderjyske købstæder og de seks frimenighedspræster i ‘Nordschleswigsche Gemeinde’, skulle oversættes til dansk og derefter offentliggøres. Forslaget har mødt stor modstand, og man må håbe, at politikerne besinder sig.

Gudstjenester var på både tysk og dansk

Martin Schwarz Laustens bog ‘Den kirkelige Genforening i 1920’ er en meget aktuel udgivelse. Ikke kun fordi den i jubilæumsåret for Genforeningen har sat fokus på Genforeningens betydning for Folkekirken, men også fordi den på en ganske særlig måde bliver en kommentar til den aktuelle diskussion om oversættelse af prædikener på andre sprog end dansk.

Af og til kan man møde den opfattelse, at først med Genforeningen i 1920 kunne der holdes dansksprogede gudstjenester i Sønderjylland. Men sådan var det ikke. Ganske vist indførte sprogforordningen af 1888 tysk som tvunget sprog i skolerne, men religionsundervisningen var undtaget, den måtte foregå på dansk. Det samme gjaldt gudstjenestesproget og salmerne.

I Sønderjylland talte man fire sprog: dansk, tysk, sønderjysk og plattysk. Der var 114 sogne i Sønderjylland, og i 26 af dem var der før 1920 udelukkende blevet holdt gudstjenester på dansk, medens der i de øvrige 88 sogne efter 1864 var blevet indført tyske gudstjenester i vekslende antal. Langt de fleste sønderjyske sogne var altså “helsogne”, hvor der før 1920 afholdtes gudstjenester på både dansk og tysk.

I 42 sogne ønskede præsterne at fortsætte i deres embeder efter 1920, og 36 af dem blev bekræftet af menighederne efter en afstemning. Idealet om helsognet med gudstjenester på både dansk og tysk overlevede altså Genforeningen, som Martin Schwarz Lausten skriver i sin bog.  

De danske fik egen salmebog

I 1889 fik de danske menigheder i Sønderjylland også deres egen salmebog, ‘Evangelisk-luthersk Psalmebog for de dansktalende Menigheder i Slesvig’. Denne udvikling blev fremmet af de to Slesvig-biskopper i denne periode, Bertel Godt og Theodor Kaftan. Som kirkehistorikeren pastor Carl Christian Jessen har påvist i sin bog ‘Biskop i Grænselandet’ om biskop Theodor Kaftan, krævede denne, at alle præster i de sogne, som afholdt gudstjenester på dansk, skulle beherske det danske sprog.

Det var i øvrigt også en betingelse for at søge præsteembede i Nordslesvig, at kandidaterne havde gennemført et ophold på pastoralseminariet i Haderslev. Her lagde man vægt på, at kandidaterne fik kendskab til og fortrolighed med danske salmer, dansk kirkeliv og situationen for det danske mindretal i Slesvig.

Udtryk for mistillid

Efter konfrontationer op til, under og umiddelbart efter Anden Verdenskrig, er der i dag etableret et godt og gensidigt anerkendende samarbejde imellem danske og tyske menigheder på begge sider af grænsen. Den tyske kirkes frie overdragelse af Helligåndskirken i Flensborg til Dansk Kirke i Sydslesvig i 1997 og den fælles udgivelse af ‘Salmer på dansk og tysk’ i 2015 står i dag som to symboler på dette.

Det ville være udtryk for mistillid, hvis danske myndigheder fremsatte et ubegavet og ufølsomt krav om dansk oversættelse af prædikener på tysk i Danmark. Hvordan ville vi mon i Danmark reagere, hvis tyske myndigheder krævede det samme af de danske menigheder i Sydslesvig?