Når koret Musica Ficta, under ledelse af Bo Holten, har udvalgt de smukkeste ‘Sange fra grænselandet’ og samlet dem på én cd-udgivelse, så har det den fordel, at man får hele historien på én gang. Her er et bifald til selve den sønderjyske muld og en hel del kvidrende hyldester til de sønderjyske piger. Her er nationale hymner og individuelle sansninger af natur og oplevelser. Her er krigsballader og fredsnynnen. Her er inderlig længsel og provinsiel småsnak.

Da coronapandemien ramte Danmark i foråret 2020, oplevede danskerne en opblussen i en helt anden – og meget smitsom – landeplage. Fællessangen genopstod, og inden længe rasede den over det ganske rige. Hver morgen, og sommetider også fredag aften, stod danskerne på altaner, på verandaer, i baggårde og i villahaver og sang i vilden sky.

Det ville være en tilsnigelse at gøre fællessang i almindelighed til noget særligt dansk eller bare til noget, der er særlig markant mere udbredt i Danmark end i andre lande. Alle mennesker på hele kloden elsker at synge. Og siden den 3. august 1979 har Svensk Television for eksempel transmitteret ‘Allsång på Skansen’ fra Skansen ved Stockholm, så svenskerne i årevis har kunnet sidde hjemme og synge sammen på afstand i én fuld klokketime mellem 20 og 21. Alexandrov-ensemblet, der måske er bedre kendt som Den Røde Hærs kor i Rusland har siden 1928 forsvaret deres buldrende fællessang. Amatører kan også være med – verden over – og alder er ingen hindring. Da Knut Erik Jensen i 2001 lavede filmen ‘Heftig og Begeistret’ om mandskoret fra Berlevåg, der talte storsyngende herrer på over 80 år, gik historien – og alsangen – verden rundt, nærmest som et norsk svar på Wim Wenders-filmen Buena Vista Social Club, der et par år før havde genopdaget Cubas sangtraditoner.

Og så alligevel.

For når man har levet som tilflytter i Sønderjylland og Sydslesvig i ti år, så kan man ikke lade være med at bemærke det. Sangen har en stor betydning i grænselandet – og måske er den faktisk mere markant end i så mange andre dele af landet. For hvor mange andre landsdele har en ‘nationalsang’ som J. Ottosens protestsang ‘Det haver så nyligen regnet’? Og hvor mange har ligefrem to!? For Ernst A. Kiørboe og A. Egeberg Jensens hyldest til marsklandet, ‘For en fremmed barskt og fattigt’, regnes også for en slags lokalhymne – bare med fokus på det sydvestlige Sønderjylland.

I forsamlingshuset bryder folk ud i sang uden salmeblade eller højskolesangbøger, for i Sønderjylland og Sydslesvig er der sange, man bare skal kunne – og som man uden dikkedarer da også lærer under sin opvækst og i skolen. De ældre generationer lærer fra sig, de yngre er modtagelige, og det virker – når man ser det udefra – som noget, der fungerer efter nogle mere indarbejdede principper end andre steder. Det føles, ja, vigtigere. Og det er det nok også. Eller har været i hvert fald. For mange af sangene afspejler en kulturarv og en historisk bagage, som helt reelt har været ved at ryge sig en tur ad flere omgange.

Sønderjyderne er mere danske end danskerne er generelt – men det gådefulde er, at de samtidig påberåber sig at være noget helt andet. Derfor finder man, side om side med lokalpatriotismen også en indædt nationalpatriotisme. Og den viser sig om noget sted i sangskatten. I Sønderjylland kan man H.C. Andersens ‘I Danmark er jeg født’ uden-ad. Og man synger rutinemæssigt med på N.F.S. Grundtvigs ‘Om Danemarks kvide’.

De store, menneskelige tab fra de talrige krige og konflikter, der har skyllet som brusende sociale bølger hen over de landområder, som tyskere og danskere har måttet deles om, brænder stadig i de sønderjyske og de sydslesvigske hjerter – også mange generationer efter at de egentlig har fundet sted. Det kan undre en udefrakommende. Men når man tænker efter, så er det ikke så mærkeligt. Man skal forestille sig, at man har mistet sin bedstefar eller sin oldefar i en krig. Og at det har udløst fattigdom, sorg og social deroute for familien flere generationer frem. Så har man en fornemmelse af, hvad sammenhold og fællesskab betyder i en egn, der har tabt – igen og igen – uanset på hvilken side af grænsen, man har opholdt sig.

Det konkret militære viser sig stadig i sange som Emil Hornemann og Peter Fabers ‘Dengang jeg drog af sted’. Men det viser sig også indirekte i og med, at Grundtvig er rigt repræsenteret i grænselandets sangkatalog. Når man synger N.F.S. Grundtvigs ‘Det var en sommermorgen’ på melodi af Peter Heise, eller når man synger N.F.S. Grundtvigs ‘Bladet i bogen sig vender’ til toner af Harald Balslev, så griber man dybt ned i den højskoletradition, som på mange måder er en direkte reaktion på nederlaget i 1864.

At der vitterlig er noget protest – og protestsang – over nogle af sangene i grænselandets musikalske tradition, bliver understreget af selve sangens væsen og forklarer, hvorfor det er i sangen, at de politiske og folkelige bevægelser har stået så stærkt. Sangen kan bæres i hukommelsen og huskes uden noter, og den kan gives videre som udenadslære. Og når alle har kunnet teksterne, har man også kunnet bryde ud, voldsomt indigneret, i en skarp og hård sang som ‘Det haver så nyligen regnet’ – der kan hyle de fleste ud af den, hvis de ellers ulejliger sig med at læse teksten, der blandt andet rummer den vrede linje om, at ‘Frø af ugræs er føget over hegnet’ – hvis besættelsesmagten troppede op i forsamlingshuset.

Musica Fictas samling af ‘Sange fra grænselandet’ er fra 2020 og naturligvis lavet i anledning af jubelåret, hvor Sønderjyllands genforening med Danmark skulle have været fejret, hvilket blev forpurret af den internationale landeplage ved navn Covid19. Og netop hyldesten til det danske giver derfor god mening. Men det er måske en tanke værd, om man en skønne dag ville kunne lave en udgivelse som en hyldest til det sande grænseland? I en egn, der med rette bryster sig af at være etnisk flydende, europæisk åben, socialt fleksibel, åndeligt modtagelig og i det hele taget have så højt til loftet, ikke mindst over for det tyske, som der er højt til himlen ude på marsken på en smuk sønderjysk sommerdag, kunne en udgivelse med lige dele danske og tyske sange måske have været både en øjen- og en øreåbner? Det kunne måske have været en social gestus, ja, en lille fredstraktat? Denne udgivelse føles storslået sønderjysk – og for så vidt også flamboyant dansksindet à la Sydslesvig. Og det er smukt. Men tysksprogede sange er der ingen af i denne repræsentation af ‘Sange fra grænselandet’, skønt de i sagens natur jo må udgøre cirka halvdelen.