Ny bog hylder mangfoldighed i Danmark
Hvornår er man dansk (nok)? Hvad vil det overhovedet sige at være dansk? Og kan man være dansk, selvom man også er noget andet? Ny bog debatterer danskhed gennem 15 interviews med unge med bindestregsidentitet

Den nye bog udkommer fredag den 21. maj på FNs Verdensdag for Kulturel mangfoldighed og kan købes på https://shop.graenseforeningen.dk
Foto: Forside af bogen
I det danske-tyske grænseland har man siden 1920 formået at binde kulturer sammen. I dagens Danmark er der dog opstået lang flere grænselande end det dansk-tyske, og samfundets sammenhængskraft står i dag over for nogle af de samme udfordringer med nutidens kulturmøder, som man gjorde i grænselandet for for 101 år siden.
Det er tesen i ny bog 'Danskerne findes i mange modeller - portrætter af 15 unge med bindestregsidentitet', der udkommer på forlaget Frydenlund den 21. maj på FN’s Verdensdag for kulturel mangfoldighed.
Med udgangspunkt i de positive og langvarige erfaringer fra det dansk-tyske grænseland har Grænseforeningen og Malene Fenger-Grøndahl skabt bogen, hvori 15 unge fortæller om at være dansk – og om også at være noget andet.
"Glæd dig til at blive overrasket i løbet af denne bog. Her tales der åbent og ærligt om identitet, og man mærker hele tiden, at identitet er et livslangt dannelsesprojekt, og det er først og fremmest hele tiden at holde sindet åbent for, hvad der sker imellem os og i os", skriver Peter Skov-Jakobsen, formand for Grænseforeningen, i bogens forord.
Bogens portrætter handler om værdier, traditioner, vaner, sprog og religion – og om mad, kærlighed og familiemæssige bånd. Selv om de 15 unge har vidt forskellige baggrunde, er de fælles om det danske, men også fælles om at være noget andet. De har fundet ro i at have en bindestregsidentitet, hvor det at værne om sit andet sprog og sin anden kultur ikke står i kontrast til det at være dansk.
De er blandt andre dansk-tyske, dansk-grønlandske, dansk-afghanske og dansk-franske. Via bogens portrætter bliver det tydeligt, at den danske virkelighed er kompleks og mangfoldig – og at danskhed ikke kun kan være et eksklusivt, monokulturelt fællesskab.
Læs også:
Steen Bo Frandsen, professor og leder af Center for Grænseregionsforskning, Syddansk Universitet, og Garbi Schmidt professor i Kultur- og Sprogmødestudier, Roskilde Universitet, har skrevet efterord til bogen.
De 15 portrætterede unge i bogen har det til fælles, at de alle er eller har været engageret i Grænseforeningens Kulturmødeambassadører, som du kan læse mere om på: https://kulturmoedeambassadoererne.graenseforeningen.dk.
’Danskerne findes i mange modeller - portrætter af 15 unge med bindestregsidentitet’ udkommer 21. maj på forlaget Frydelund. Forfatter: Malene Fenger-Grøndahl. Fotos: Søren Kjeldgaard. 286 sider. 299 kr. Kan købes på: www.shop.graenseforeningen.dk og https://www.frydenlund.dk/boeger/varebeskrivelse/5743
20-årige dansk-tyske Sophie Hoffmann kommer fra det danske mindretal i Sydslesvig. Hun er en af 15 unge med bindestregsidentitet, der portrætteres i bogen 'Danskerne findes i mange modeller - portrætter af 15 unge med bindestregsidentitet'.
Flere nyheder: