Hvilket sprog taler du med din kæreste?”

Spørgsmålet kommer fra Jens Overgaard, der er formand for Grænseforeningen Aabenraa, på Folkehjem i Aabenraa i Billedsalen, hvor malerier af dansksindede personligheder fra det dansk-tyske grænseland pryder væggene. Det er Grænseforeningen Aabenraa, der står bag arrangementet, ‘Når identitet er et valg’, der har samlet 34 deltagere denne onsdag aften i februar.

Det er Livia Jensen, der også er til stede sammen med sine forældre Angela Jensen og Kay Wohlsen, som Jens Overgaards spørgsmål er rettet til. Livia og hendes familie har netop givet deres perspektiv på, hvad det vil sige at være en familie i Sydslesvig, der rummer både dansk, tysk og sydslesvigsk kultur inden for hjemmets vægge.

Livias mor, Angela Jensen, der er født ind i det danske mindretal og vokset op i Flensborg, har fortalt, hvordan danske sange og traditioner fra hendes barndom har fået fornyet betydning, efter hun vendte tilbage til Flensborg som voksen. I en længere periode som ung boede og arbejdede hun i Syd- og Vesteuropa og lagde afstand til sin danske mindretalsbaggrund. Da hun mødte Kay Wohlsen, Livias far, som er tysk og ikke havde nogen relation til det danske mindretal, skete der imidlertid noget. For da Kay Wohlsen hørte om Angela Jensens danske skolegang og studentereksamen, opfordrede han hende til at bruge det aktivt og se det som en styrke. Det betød, at Angela Jensen genopdagede sin kulturelle baggrund, og parret var enige om at give deres børn, herunder altså også Livia, en flersproget og tokulturel opvækst.

Livia har denne aften fortalt om sin opvækst i dansk børnehave og skole – med både danske og tyske traditioner derhjemme og med begge sprog som en naturlig del af hverdagen. Det gælder også på Duborg-Skolen, hvor hun nu går i 3.g.

Taletid til to generationer

Jens Overgaard, der i mange år var lektor på Duborg-Skolen, var med til at tage initiativ til Grænseforeningens Elevambassadører, som siden 2005 er taget ud på skoler og andre steder for at fortælle om, hvad det vil sige at leve som en del af det danske mindretal i Sydslesvig eller det tyske mindretal i Sønderjylland.

Nu gælder det et nyt pilotprojekt ‘Når identitet er et valg’, hvor også de unges forældre inddrages og holder foredrag om, hvad det vil sige at leve med to kulturer. Derfor er Livia, der også er en del af Elevambassadørerne, til stede sammen med sine forældre. 

“Nogle af Grænseforeningens medlemmer mener at vide, hvad Sydslesvig er og burde være. De har måske en ide om, at det danske mindretal består af gamle danske familier, som reproducerer sig selv, og sådan fortsætter det. Men i realiteten eksisterer det danske mindretal i dag kun i kraft af, at der kommer nyt blod til fra flertalsbefolkningen”, som Jens Overgaard udtrykker det over for magasinet Grænsen efter arrangementet. Det var derfor, han tog initiativ til det nye pilotprojekt i samarbejde med projektleder Gunvor Vestergaard, Grænseforeningen, og Kristian Arentsen, der er elevambassadørlærer på Duborg-Skolen.

Livias familie fortæller, at forældrene taler hver deres sprog i hjemmet. Også denne aften taler Kay Wohlsen, tysk, og Livia oversætter for sin far. Men hvad så med Livia selv? Taler hun dansk eller tysk med sin kæreste, som går i samme klasse på Duborg-Skolen og også er en del af det danske mindretal?

Jens Overgaard kigger drillende på Livia Jensen, som en smule genert svarer, at de taler tysk sammen.

“Hvorfor gør I det?”, vil Jens Overgaard vide.

“Fordi vi har lært hinanden at kende på tysk, og så ville det føles unaturligt at begynde at tale dansk med ham. Men med hans familie taler jeg dansk, for han er halvt dansk. Det føles bare mærkeligt at begynde at tale dansk med ham”, siger Livia.

Rugbrødstorte, kaffe og debat

Aftenens fortællinger og den efterfølgende debat handler om kærlighed, sprog, tilvalg og tilfældigheder. Og om traditioner, kultur og generationsforskelle. I pausen mellem de to familiers fortællinger bliver der serveret kaffe og rugbrødstorte ved de fint dækkede borde, hvor der er levende lys, tykke gråhvide duge og buketter af afskårne blomster.

“Det er ikke hver dag, man møder en Duborg-elev, der taler så smukt et dansk. Derfor kan jeg heller ikke forstå, hvorfor hun ikke taler dansk med sin kæreste. Sådan noget kan jeg ikke forstå,” lyder det ved et af bordene – mellem en kaffetår og en bid kage.

“Jo, men på et tidspunkt forandrer det sig formodentlig. Når de flytter til Danmark for at studere for eksempel,” svarer sidemanden.

“Men man kan da tage en beslutning om at tale dansk. De er jo en del af mindretallet begge to. Det er noget andet med faren, der ikke taler dansk. Han bakker jo op om det danske i familien og har endda taget den danske humor til sig, kan man høre”, lyder det.

Tyske flag på fødselsdagsbordet

Efter pausen fortæller den anden sydslesvigske familie sin historie. Den består af Clara Krogh-Hüning, der også går på Duborg-Skolen, og hendes mor, danske Lizzi Krogh, der er født og opvokset i Aarhus og kom til Flensborg for 26 år siden for at arbejde som operasanger på Schleswig-Holsteinische Landestheater. Her mødte hun sin mand, Claras far, Ansgar Hüning, der er operasanger samme sted.

Parret besluttede tidligt, at deres børn skulle gå i dansk børnehave og skole, og at hver af forældrene skulle tale deres eget modersmål til børnene. Højtidstraditioner har de taget fra både dansk og tysk – med få undtagelser, fortæller Lizzi Krogh.

“Børnene har været med til lanterneløb og har fået pakkekalender, og da Clara kom hjem og fortalte om Sankt Nikolaus, som jeg slet ikke kendte til, tog vi også den tradition til os. Og vores døtre har både gået Luciaoptog og været med til Rummelpot til nytår,” siger hun.

Med et smil tilføjer hun: “Det eneste, der har været lidt krise om, var, da jeg ville have danske flag på juletræet. Da nedlagde min mand veto, men en af mine veninder mente, at jeg da måtte kunne få min vilje hvert andet år. Så året efter kom der danske flag på træet, og det har der så været hvert år siden.”

De omkring 30 tilhørere i Billedsalen på Folkehjem griner og smiler – også da datteren Clara lidt senere beretter om familiens fødselsdagstraditioner:

“Min mor bagte altid kagekone til vores fødselsdage, da vi var mindre, og så skreg vi, når den fik halsen skåret over. Vi havde også Dannebrog på bordet. Jeg syntes, at det var lidt synd for min far, når han havde fødselsdag, så jeg syede et tysk flag til ham, da jeg var barn, og det kommer frem hvert år på hans fødselsdag”, fortæller hun.

Hun tilføjer, at der er tre identiteter i hendes familie.

“Min mor er meget dansk, og min far er meget tysk, og så er der mine søstre og mig, som blander de to kulturer. Det har vi til fælles med rigtig mange unge i mindretallet, og det er vi rigtig glade for.”

“Vi skal ikke ensrettes”

Lige præcis den tendens er der flere af tilhørerne, som finder problematisk.

Jens A. Christiansen, der er generalsekretær i Sydslesvigsk Forening (SSF) siger:

“I dette lokale på Folkehjem, hvor vi befinder os, kan vi se billeder af en masse mennesker, som vi kan takke for, at vi har et dansk mindretal i Sydslesvig. Den bevidsthed bør man have med, for har man ikke det, er der ikke noget dansk mindretal om 50 eller 100 år. Så får vi bare globalisering, hvilket i realiteten vil sige en ensretning, hvor der nok findes en grænselandsidentitet, men ikke noget dansk eller tysk. En 100 procent individualisering, hvor man ikke bliver dannet som en del af et fællesskab, vil betyde, at et mindretal som vores smuldrer bort. Vi skal ikke ensrettes, men fastholde de gode forskelle.”

“Jeg føler mig både dansk og tysk og kalder mig sydslesviger"

Livia Katharina Jensen, gymnasielev, Duborg-Skolen i Flensborg:

“Det bedste ved at være en del af det danske mindretal er at kunne bruge begge sprog så meget. Jeg forbinder også det danske mindretal med en masse dejlige oplevelser. Fra min barndom husker jeg især at gå til FDF, som blev en af mine første forbindelser til det danske sprog. Der lærte jeg at bede Fadervor på dansk, og jeg var en af de eneste, der kunne det, da vi skulle konfirmeres. Det var jeg stolt af. Men jeg har også gode minder forbundet med det tyske. Til min fødselsdag har vi for eksempel altid sunget en tysk fødselsdagssang. Jeg føler mig både dansk og tysk og kalder mig sydslesviger. Jeg glæder mig allermest til at blive student og få den danske studenterhue på og fejre alle de danske traditioner, man har som student. Efter sommerferien vil jeg gerne læse medicin, hvis min studentereksamen bliver god nok til det. Under alle omstændigheder vil jeg gerne læse i Danmark.”

Livias mor, Angela Jensen:

“Jeg er vokset op i Sydslesvig, og den blå danske sangbog har præget mit skoleliv, siden jeg fik den i 1. klasse på Christian Paulsen Skolen i Flensborg. Da jeg stod og så Dronning Margrethe sejle ud af Flensborg Fjord efter sit besøg der i 1978, sang jeg begejstret med på ‘Danmark, nu blunder den lyse nat’, og da jeg lå i sengen med min nyfødte søn, sang jeg ‘Det haver så nyligen regnet’, uden at jeg helt vidste hvorfor. Alligevel var der noget usikkerhed i min identitet. Jeg følte mig anderledes i det kvarter, hvor jeg boede, fordi alle de andre børn gik i tyske skoler. Så da jeg var blevet student, søgte jeg ikke nordpå til Danmark, men sydpå og vestpå. Først mange år senere vendte jeg tilbage og fik for alvor blik for kvaliteterne ved mindretallet og det tosprogede. Mine børn har gået i dansk børnehave og skole, og jeg kan se, at de har en helt anden og mere naturlig tilgang til at være både danske og tyske, end jeg havde. De er selvbevidste unge mennesker, som kan sætte ord på, hvad det vil sige at være en del af det danske mindretal og både være dansk og tysk. Det er jeg stolt af.”

Livias far, Kay Wohlsen:

“Inden jeg lærte Angela at kende, levede jeg et liv med helt andre traditioner og en helt anden kultur. Som journalist og tv-vært i Flensborg har jeg haft en del med Danmark og det danske mindretal at gøre, men det var først, da jeg mødte Angela, og vi fik vores børn, at det flyttede ind i familien – nye traditioner og et nyt sprog. Da jeg mødte Angela, så jeg for første gang potentialet i tosprogethed, og jeg fik for alvor øje på den sydslesvigske kultur med dens blanding af tysk og dansk. Vi lever nu som familie i begge verdener, og det fungerer fantastisk. Jeg har været med til alle forældremøder og arrangementer i børnenes danske børnehave og skole, selv om jeg ikke kan føre en rigtig samtale på dansk. Min familie oversætter, hvis der er noget, jeg ikke forstår.”

“Jeg kalder mig ikke sydslesviger, for mine forældre har ikke baggrund i grænseregionen"

Clara Krogh Hüning, gymnasielev, Duborg-Skolen i Flensborg:

“At være en del af det danske mindretal er for det meste en berigelse. Jeg synes, at jeg har fået det bedste fra to kulturer. Jeg har set både dansk og tysk børne-tv, og jeg har gået til ballet i en dansk klub og til springgymnastik i en tysk klub. Jeg har også gået til klaver og kor på tysk. Balletundervisningen var faktisk også på tysk, for der havde vi en bulgarsk lærer, som ikke talte dansk. Selv om jeg indimellem kan mærke, at jeg ikke er helt perfekt på hverken dansk eller tysk, synes jeg, at det er en gave at kunne to sprog og at kunne vælge, om jeg vil læse i Tyskland eller Danmark. Jeg kalder mig ikke sydslesviger, for mine forældre har ikke baggrund i grænseregionen. Men selvfølgelig er jeg en del af det danske mindretal, for jeg har boet her altid.”

Claras mor, Lizzi Krogh:

“Mine forældre kommer fra Skive, og jeg er født i Odense og vokset op i Aarhus. Jeg har været ansat på Schleswig-Holsteinische Landes-

theater i 26 år, og de første seks år havde jeg ikke noget med det danske mindretal at gøre. Men da vi fik vores datter, gik jeg ned til provsten i Helligåndskirken i Flensborg, fordi jeg ville have hende døbt, og det blev mit møde med det danske mindretal. Min mand, som er tysk, var meget klar på, at vores døtre selvfølgelig skulle i dansk børnehave og dansk skole, og at vi hver især skulle tale vores modersmål til dem derhjemme. Jeg har konsekvent kun talt dansk med mine børn, også når vi har haft børn på besøg fra deres skole. Jeg er blevet en del af det danske mindretal qua mine børn, men jeg er dansk, jeg har et dansk pas, og det ændrer sig ikke.”

Claras far, Ansgar Hüning:

“Jeg kommer fra Münster i Westfalen og har læst kunsthistorie, litteratur og musikvidenskab, inden jeg blev operasanger. Jeg har studeret sang i

Wien i tre år og i Bologna i fem år. Så fik jeg en kontrakt på Schleswig-

Holsteinisches Landestheater i Flensborg, og der begyndte min historie med Danmark, da jeg mødte Lizzi. Da vi fik vores ældste datter, Clara, var det klart for mig, at hun skulle i dansk børnehave og dansk skole. Jeg havde jo selv levet i udlandet og talt meget italiensk og havde mange italienske venner og syntes, at det var en stor berigelse at leve med to kulturer og to sprog. Med tiden har vi fået flere og flere kontakter i mindretallet, bl.a. via en eftermiddagscafé i Helligåndskirken, og fordi jeg har spillet i den danske bordtennisklub. Lizzi og jeg var enige om at tale hvert vores sprog derhjemme, så børnenes sprog ikke blev et miskmask af dansk og tysk. Det er jeg glad for, at vi har holdt fast i. Den eneste ulempe er, at jeg aldrig har lært ordentligt dansk. Hvis jeg forsøger at sige noget på dansk derhjemme, bliver jeg altid helt til grin.”