Bindestregsidentitet til debat i Sydslesvig
Det danske mindretals kulturorganisation, Sydslesvigsk Forening (SSF), holdt landsmøde den 13. november på Slesvighus i Slesvig.
Formand Gitte Hougaard-Werner slog fast, at Sydslesvigsk Forening (SSF) er sat i verden for at fremme det danske, ikke det tyske, da SSF holdt landsmødet den 13. november i Slesvighus i Slesvig.
Foto: Tim Riediger/SSF
En debat om bindestregsidentitet, der bl.a. blev udløst af en kronik i det danske mindretals avis, Flensborg Avis, den 12. august, har igennem flere måneder verseret i Flensborg Avis’ spalter og på de sociale medier. Dele af det danske mindretal i Sydslesvig mener, at Grænseforeningen i sin oplysning om det danske mindretal har for meget fokus på dansk-tysk bindestregsidentitet i mindretallet.
Debatten om bindestregsidentitet fyldte også, da det danske mindretals kulturorganisation, Sydslesvigsk Forening (SSF) lørdag den 13. november holdt sit landsmøde på Slesvighus i Slesvig. Gitte Hougaard-Werner, der er formand for SFF, slog fast, at SSF er sat i verden for at fremme det danske, ikke det tyske.
”Bekendelsen er fri. Den må ikke efterprøves af myndighederne. Det betyder ikke, at vi ikke må forvente et danske ståsted af dem, der vil mindretallet”, sagde Gitte Hougaard-Werner ifølge Flensborg Avis og fortsatte:
”Vi opgiver os selv som mindretal, hvis vi lader bindestregen på det institutionelle plan være målet. Hvis det er det dansk-tyske, der fremover skal være vores agenda, er vi på vej mod assimilation, ikke udefra, men indefra.”
Jørgen Bruun Christensen, der er 1. næstformand i Grænseforeningen, forsvarede ved landsmødet ifølge Flensborg Avis, at Grænseforeningen bruger bindestregen i sit oplysningsarbejde – det sker bl.a. i projektet Kulturmødeambassadørerne. Samtidig opfordrede han til at slutte debatten.
”Det er naturligt, at der opstår uenigheder mellem venner. Den her lille streg, som det handler om, kan bruges til meget godt. Men lad os trække en streg, slutte debatten og ikke insistere på at misforstå hinanden, sagde Jørgen Bruun Christensen ifølge Flensborg Avis.
Debatten om bindestregsidentitet er desuden blevet taget op i det seneste nummer af magasinet Grænsen, der har tema om danskhed i Sydslesvig.
Flere nyheder: