Professor emeritus Bernd Henningsen er en af de største tyske kendere af Norden og har gennem sin lange akademiske karriere utrætteligt forsket og undervist i politik, samfund og kultur – både historisk og aktuelt – i de nordiske lande. Ved siden af et omfattende forfatterskab har han også formidlet de skandinavisk-tyske kulturelle relationer i to store indflydelsesrige museumsudstillinger i 1997/98 og 2005, der blev vist på Deutsches Historisches Museum i Berlin samt i København og i Oslo.

Henningsens nye bog ‘Die Welt des Nordens. Zwischen Ragnarok und Wohlfahrtsutopie: Eine kulturhistorische Dekonstruktion’ er en syntese og et eksperiment. Dels samler den hans store viden om Norden med tilgange fra forskellige videnskaber: politik, antropologi, historie, litteratur, musik og kunst. Dels anlægger den et dobbeltblik og ser på Norden indefra og udefra: vi får både Nordens selvforståelse og den tysk-europæiske forståelse af Norden i et historisk længdeperspektiv. Denne kombination er et eksperiment, som udvider bogen fra at være en kulturhistorie til også at være en mentalitets- og perceptionshistorie, der trækker på den såkaldte “imagologi”, dvs. det systematiske studium af tværnationale forestillinger og stereotyper. Materialet er mangfoldigt, og det er et charmerende særkende ved bogen, at Henningsens empiri spænder fra dannelses- til populærkultur og fra hverdagspraksis til videnskab. Spektret går fra filosofi og religion på den ene side til lykkestatistik, reklameslogans og vittigheder på den anden side – alt inddrages for at illustrere, hvori det nordiske består. Fremstillingen bevæger sig dermed på to akser: vertikalt op og ned; horisontalt frem og tilbage mellem tiderne fra antikken over middelalder og oplysning frem til nu – og retur. Der krydses frem og tilbage, sådan at det historiske gennemlyses af det helt aktuelle og omvendt.

Henningsen, der har været professor i München og Berlin, hvor han stadig er aktiv forsker tilknyttet Nordeuropainstitut ved Humboldt Universität, opridser i prologen sin selvbiografi. På mødrene side kom hans familie efter 1920 til at høre til Danmark/Nordslesvig, og Henningsens opvækst i Flensborg var derfor bikulturel og tosproget (hvilket vil sige flersproget: dansk, sønderjysk, tysk og plattysk). Det var ikke helt uproblematisk i en efterkrigstid præget af en stadig skarp opdeling mellem dansk og tysk, flygtninge især fra østområderne og eftervirkningerne af nazismen i grænselandet. Den biografiske skitse er i sig selv spændende og kalder på en længere udfoldelse. Baggrunden har givet Henningsen gode forudsætninger for specialiseringen i Norden og for rollen som formidler mellem dansk og tysk.

Bogen er, jævnfør titlen, en slags “dekonstruktion” af de mange lag af billeder og forestillinger om Norden, der har dannet sig gennem tiden. Forfatteren går bag om utopier, projektioner og selvopfattelser, idet han gerne vil vise, at Norden ikke er løsrevet fra kontinentet, men er del af Europa. Der rokkes dermed ved den såkaldte skandinaviske “exceptionalisme”, dvs. ideen om at den nordiske velfærdsmodel har resulteret i helt særlige samfundsudviklinger. Samtidig er bogen et opgør med, at Norden som forskningsfelt langt hen ad vejen er overset i den internationale historieforskning.

En central tese hos Henningsen vedrører Nordens geopolitiske status. Han lægger vægt på, at Norden blev en del af en ny Østersøregion efter Sovjetunionens sammenbrud. Et afsnit handler om Finlands og Sveriges forhold til NATO, og her må man sige, at den politiske virkelighed har ændret sig siden bogens udgivelse sidste år med en radikalt ny opfattelse af magt, forsvar og sikkerhed. Dermed bliver bogen også et vidnesbyrd om, hvor sikre vi i Vesteuropa var på den politiske ordens kontinuitet indtil for nylig.

Bogen er inddelt i tre sektioner med overskrifterne: himmelretninger, politik-samfund og kultur. I den første sektion viser forfatteren de mangeartede europæiske forestillinger og ideologier om Norden, der har eksisteret kulturelt og politisk. “Mellem ragnarok og velfærdsutopi” lyder bogens undertitel, og Bernd Henningsen viser denne spændvidde fra mytologisk undergangsvision, der også var en del af det nazistiske ideprogram, til de skandinaviske velfærdsssamfunds flade hierarkier og hygge-mentalitet.

Sektion to om politik og samfund indledes med en mere traditionelt anlagt beskrivelse af de fem nordiske stater og deres otte nationer. Her spørges til, om man overhovedet kan opfatte Norden som et fællesskab. Kapitlet om religion og civilsamfund er et særstudie i sig selv med en diskussion af, om de skandinaviske socialdemokratier har været en form for sekulær religion. I et andet kapitel analyserer Henningsen den skandinaviske “hverdagsnationalisme”, som den kommer til udtryk i flagkulturen, i den nordiske humor og i sproget. Her har bogen også karakter af en slags turistguide for tyske læsere, der har brug for en dybere forståelse af de mærkværdige nordboere. I bogens sidste sektion er der vægt på kulturhistorien med indsigtsfulde og nuancerede kapitler om det nordiske landskab, den nordiske musik og det nordiske lys.

Henningsen skriver kritisk og kærligt om de nordiske lande. Han er en klassisk polyhistor, som har dybdegående viden inden for mange fag, men udfordringen er selvfølgelig, at et fuldstændigt historisk og aktuelt portræt næsten ikke er muligt, fordi også den nordiske virkelighed er i konstant udvikling. Således er pandemi-håndteringen i Sverige ændret, ligesom den danske indvandringspolitik er blevet omdefineret af den russiske invasion af Ukraine. Der er nordiske temaer, Henningsen eventuelt kunne have gået mere i dybden med såsom køn/ligestilling og kolonialismediskussionen, men bogen er i forvejen lang. Af samme grund kan man med fordel læse den stykkevis som enkeltstående kapitler. Henningsen skriver engageret og muntert. Bogen kan anbefales både til kulturhistorisk interesserede tyske læsere, der vil have et indblik i Norden, og til nordiske læsere, der har godt af dette blik udefra på deres samfund.