I grænselandet findes der ud over det ca. 15.000 personer store tyske mindretal i Sønderjylland og det ca. 50.000 omfattende danske mindretal i Sydslesvig tillige et frisisk mindretal. Dets bruttostørrelse skønnes ofte til 50.000, hvoraf kun en mindre del opfatter sig selv som national minoritet, mens de fleste har en regional identifikation. Det skønnes, at op mod 8-10.000 taler frisisk.

Mens det tyske og danske mindretal hver har en såkaldt kin-state eller et tilhørsland umiddelbart på den anden side af grænsen, er friserne et mindretal uden kin-state. Til gengæld findes der også frisiske mindretal i den tyske delstat Nedersaksen (med ca. 2.000 saterfrisere) og i den nederlandske provins Frysland (Friesland, red.), hvor ca. 400.000 taler frisisk.

Mens danskerne og tyskerne blev anerkendte nationale mindretal efter grænsedragningen i 1920, var det en langvarig proces for friserne. De var klemt mellem dansk og tysk. Friserne blev polariseret og splittet, men også instrumentaliseret som følge af afstemningsagitationen i Zone II, som omfattede store dele af Nordfrisland inklusive øerne. De fleste frisere definerede sig selv som tyske. Det kom til udtryk i de såkaldte Bomsted-retningslinjer fra 1926, hvor 13.000 nordfrisere skrev under på, at de ikke ville være noget nationalt mindretal. Samtidig blev de frisere, der ville være et særegent mindretal, af tyskorienterede mistænkeliggjort som danske knægte eller danofrisere.

Et mindretal blandt friserne hævdede en status som separat nationalt mindretal. De sluttede sig i 1923 sammen i den Frisisk-Slesvigske Forening. I mellemkrigstiden samarbejdede de med danskere, sorbere, polakker og litauere i Forbundet af Nationale Mindretal i Tyskland og deltog siden i de Europæiske Nationalitetskongresser. I 1949 var de med til at grundlægge den europæiske mindretalsunion FUEN, hvor frisere spillede en aktiv rolle og for tiden stiller en vicepræsident. Forinden havde friserne etableret nære samarbejdsrelationer med det danske mindretal. Til tider følte frisere imidlertid, at de blev instrumentaliseret for den danske sag frem for at blive støttet i frisisk ærinde.

I 1948 grundlagdes det frisisk-danske mindretalsparti Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW). I 1949 blev friserne nævnt med en afsluttende sætning i Kiel-Erklæringen om det danske mindretals rettigheder; men denne erklæring blev ophævet igen i 1955 efter København-Bonn Erklæringerne, hvori friserne blev glemt.

Først i 1990 blev frisernes status takket være SSW’s indsats forankret i landsforfatningen for Slesvig-Holsten. Med Tysklands tiltrædelse til Europarådets Rammekonvention om Beskyttelsen af Nationale Mindretal fra 1995 blev friserne officielt anerkendt som de facto nationalt mindretal. Frisisk blev tillige omfattet af Europarådets Sprogpagt fra 1992. Fra 1997 blev det muligt at opsætte tosprogede byskilte på tysk og frisisk i Nordfrisland – og dermed synliggøre den frisiske kulturarv.

I Slesvig-Holsten blev frisiske rettigheder eksplicit forankret i frisiskloven i 2004. I 2015 fulgte en handlingsplan for sprogpolitik, som også gavner frisisk. I 2016 blev der vedtaget en lovpakke, der a) gjorde det muligt at anvende frisisk, dansk og nedertysk i kontakten med offentlige myndigheder i deres sprogområde, b) frisiskloven blev ajourført, og c) mindretals- og regionalsprogene blev tilgodeset på daginstitutionsområdet.

Endelig blev der i 2020 oprettet en særlig fond til gavn for den frisiske folkegruppe benævnt Friisk Stifting, hvor der bl.a. sidder repræsentanter for de fire frisiske organisationer: Frasche Rädj, Nordfriesischer Verein, Friisk Foriining og Verein Nordfriesisches Institut.

Mens der i løbet af de seneste 100 år er gjort mange fremskridt til gavn for friserne, oplever mindretallet alligevel, at det undertiden overses i det dominerende fokus på den danske og tyske minoritet. Da disse to støttes politisk, ideelt og materielt af deres kin-state og ikke mindst råder over egne uddannelsessystemer på mindretalssproget muliggjort af begge landes tilskud, er deres situation markant bedre. Friserne har ingen egne skoler, og frisisk tilbydes kun som valgfag med ca. 800 elever i offentlige skoler. Systematisk frisiskundervisning gives kun på Risum Skole/Risum Schölj, som drives af Dansk Skoleforening for Sydslesvig.

Selv om Friisk Foriining regionalt samarbejder tæt med både det danske mindretal i SSW, Sydslesvigsk Forening (SSF), Skoleforeningen og Det sydslesvigske Samråd, samt med det tyske mindretal i DialogForumNorden, hænder det, at friserne glemmes, når den dansk-tyske mindretalsmodel skal fremhæves. Det viste sig tydeligt, da mindretalsmodellen i 2018 blev anerkendt af den tyske UNESCO-kommission som immateriel kulturarv, og da Danmark og Tyskland i 2020 i fællesskab, men forgæves ansøgte UNESCO om den internationale anerkendelse af mindretalsmodellen som immateriel verdenskulturarv. Begge gange uden frisere. Til gengæld besøgte dronning Margrethe det frisiske nationale mindretal under sit besøg i Sydslesvig i september 2019. Det vakte megen glæde hos friserne, at de i denne forbindelse ikke blev glemt.