Der er stemninger fra ens barndom, som man aldrig glemmer. Det var som om, der kunne skæres i luften. Min far bar på en utryghed ved det tyske. Han havde oplevet nazismen og besættelsen. Han afskyede nazismens vulgaritet så inderligt, at han opdrog sine sønner til fuldkommen mistillid til alt autoritært og fuldkommen tillid til autoritet, der for ham aldrig kom uden diskussion, mangfoldighed og agtelse for medmennesket.

Det værste, jeg husker, var landskampe mellem Danmark og Tyskland. Det var bare en landskamp, men for min far udspillede der sig en gentagelse af et af historiens dramaer, og vi børn fandt hurtigt ud af, at der kunne ikke gøres et frispark mod en tysker. De skulle bare knokles ned. Min mor sad så der med sin sønderjyske baggrund, hvis skønhed blandt andet indeholdt mange tyske slægtninge. Jeg tror ikke, min far mærkede min mors tavshed og trykkethed. Han var væk i sit drama. Alt dette skete, selv om det altid hørte med til historien, når han talte om krigen, at alle havde haft medfølelse den dag, de drog fra Skagen. Der var en afsky, der sad fast.

I min barndom hændte det også, at eleverne fra udvekslingsskolen i Kücknitz ved Lübeck blev mødt med heilen, og man mærkede, at de ikke fandt det morsomt.

Vi er et helt andet sted i dag. Heldigvis. Foragten for det autoritære behøver man ikke at miste eller relativere. Den bør efter min mening holdes i live, for det autoritære er stadig en trussel mod demokratiet og agtelsen for mennesker.

Men heldigvis er vi nu nået så langt hen i historien, at vi gribes af medfølelse for de forældre, der mistede deres børn i krigen. Vi har fået større forståelse for den enkeltes historie. Vi kan se hævngerrighed også på egen side, og vi tør indrømme uretfærdigheder.

Vi kan læse fordrevne menneskers fortællinger, og vi forstår deres længsel efter hjemstavnen. Det kostede krigens forbandede eventyr dem.

Vores eget grænseland har været et højspændt politisk og kulturelt område. Men det er også i grænselandet at forsoningens historie kan fortælles. Det var en uvurderlig hjælp for forsoningen, da formanden for det tyske mindretal, Hans Heinrich Hansen, i 1995 undskyldte for mindretallets opførsel under krigen.

Selv synes jeg, at vi er blevet befriet til at se det inspirerende og storsindede i tysk politik, historie og kultur. Vi er blevet befriet til venskab, forståelse og naboskab - befriet til også at begejstres for den anden, og vi mærker først og fremmest at afskyens og hadets åg ikke tynger os mere, og luften behøver ikke være tyk, når vi mødes.