Jeg kan ikke forestille mig dansk kultur uden dansk sprog. Der er en sammenhæng mellem folk og sprog. Der er noget i sproget, der summer af mening, og medmindre man kender sproget godt, vil man aldrig fornemme kulturen.
Når man kender andre sprog lidt mere end blot til husbehov, så ved man, hvad jeg mener. Mange af os har brugt timer på at oversætte. Nogle synes, det er nemt. De plejer ikke at være gode til at oversætte, for de har ikke sansen for nuancerne og den sproglige mangfoldighed. De fleste synes vist, at det er svært, og mærker det andet sprogs mangfoldighed og mærker samtidig modersmålets mange nuancer, og derfor tager det tid at finde udtryk, der er tilsvarende.
Agota Kristof (1935-2011), en ungarsk forfatter, har skrevet en fin lille biografisk fortælling: ‘Analfabeten’. Hun flygtede med mand og barn i 1956 fra Ungarn og kommer til den fransktalende del af Schweiz. Hun skriver blandt andet om modersmål og fjendesprog. Hun beskriver sin skæbne, nemlig pludselig at være uden sprog. Et menneske, der tænker og skriver, og pludselig ikke har velkendte toner at spille. Hun beskriver sin rejse ind i det franske sprog, som en vandring gennem en ørken mod assimilation og integration.
Fjendesprog kalder hun fransk. Ikke fordi hun er vred eller utaknemmelig. Kristof konstaterer blot, at hver gang hun griber ud efter det franske, fjerner hun sig fra det ungarske.
Meget forståeligt. Noget af det smukkeste jeg har læst. ‘Analfabeten’ beskriver den virkelighed, som mange af os godt er klar over, nemlig at det fremmede sprog godt kan fjerne fornemmelsen for modersmålet uden, at man har en fuld forståelse for det nye sprog.
I ni år levede jeg med et andet sprog (engelsk) i hverdagen og oplevede det som Agota Kristof beskriver. Nogle talte det dansk, som man talte, da de forlod Danmark. Andre gjorde sig umage og lyttede til dansk for at følge med. Nogle placerede sig midt mellem to sprog og talte danglish. Nogle af os hev lejlighedsvis gloser ned fra det ene og det andet sprog, fordi de var gode. Man skulle være vaks, når man hørte os.
Når vi i Grænseforeningen synes, at det er vigtigt, at elever kommer fra Sydslesvig til Danmark, og når vi finder kontakten hen over grænsen vigtig og ikke kan få
nok af den, så skyldes det, at vi skal tale med hinanden og ikke leve med forældet sprog.
Sprog udvikler sig, og jeg ved godt, at nogle synes, at det er forfærdeligt. På det hold er jeg ikke. Der sker hele tiden noget i verden, og selvfølgelig forandrer det sproget. Heldigvis. Det eneste, vi aldrig må, er at gemme os bagved sproget som et panser. Modersmålet er der ikke for at udelukke nogle. Det er der for at udtrykke tilværelsens forundring og fortryllelse.
