Mød Victor Puck Terp, der spiller for det nordslesvigske landshold.
Der er store forventninger til at være med i EUROPEADA hos nordslesvigske Victor Puck Terp.
“Vi skal spille på hjemmebane. Jeg tror, det bliver en kæmpe kulturbegivenhed, hvor vi kan vise vores mindretal til resten af Europa. Vi har et godt hold og vil spille noget spændende fodbold”.
Han regner ikke med at nå finalen. Men der er kun tre hold i de nordslesvigske herrers indledende gruppe, fordi Krim-tartarerne har meldt fra på grund af krigen i Ukraine, så det bliver en nemmere gruppe at komme videre fra.
Victor Puck Terp er i gang med sit tredje sabbatår. Han er lige vendt tilbage til jobbet på Centralvaskeriet i Løgumkloster, hvor han er arbejdsmiljørepræsentant, efter en rejse til Caribien og USA.
“Jeg var gast på en båd, som sejlede i Caribien og var i Columbia og Panama. Efter at have været lidt rundt i USA rejste jeg hjem”.
Engang i fremtiden vil han gerne være maskinmester. Han blev student i 2021 på STUK (Sønderjyllands Gymnasie, Grundskole og Kostskole) i Toftlund.
“Det er fordi, jeg tog 10. klasse i Toftlund, at jeg blev der. Men jeg har en kæreste, der gik på det tyske gymnasium i Aabenraa, og jeg har selv været i tyske institutioner fra børnehaven indtil 9. klasse. Derfor har jeg fra barnsben været en del af det tyske mindretal. Det har medført, at jeg er blevet kaldt tysker. Men jeg har altid været stolt af det, og det har givet mig en masse muligheder. Vi er som mindretal sammen til en masse arrangementer, blandt andet oktoberfest i München og Knivsbergfest på Knivsberg. Desuden blev vi også inviteret til Berlin for at fejre 75-året for forbundsrepublikkens forfatning”, fortæller Victor Puck Terp.
Begge hans forældre er fra Sønderjylland.
“De mødte hinanden på landbrugsskolen i Gråsten og flyttede til Løgumkloster. Min mor og hendes familie taler dansk, min far taler tysk”.
“Mine tyske venner har jeg fra grundskolen. De danske venner er fra fodbold og fritid”, siger han.
Victor Puck Terp spiller ikke fodbold i en klub.
“Jeg har spillet i Løgum IF, men jeg faldt lidt ud på gymnasiet. En gang imellem spiller jeg lidt med vennerne, og det er en fordel, at jeg arbejder meget fysisk og dyrker lidt fitness og løbetræner. Vi har træning en gang om måneden med Team Nordschleswig”.
Han vurderer det sydslesvigske hold til at have et niveau, der svarer til serie 2 eller 3 i Danmark.
“Hvilket sprog, jeg taler, kommer an på, hvem jeg er med. Det er nok mest dansk, men der er mange i det tyske mindretal, som foretrækker at tale tysk.”
Han regner med, at de lokale mindretal kan vise et godt eksempel overfor gæsterne fra resten af Europa.
“Det er fedt, de andre mindretal kommer hertil, så kan de se, hvor harmonisk vi lever sammen. Vi har et godt forhold mindretallene imellem og mellem mindretal og flertal. Jeg glemmer tit mit pas, fordi jeg ikke føler, jeg kører over en grænse.”
“Kommandoerne på fodboldholdet er en blanding. Træneren, Peter, er tysk, så ham taler vi tysk med”, fortæller Victor Puch Torp.