Mette Bock skulle fornylig til Falster og holde foredrag i en af Grænseforeningens lokalforeninger. Men bussen var forsinket, og toget kørte pludselig i den forkerte retning. Da hun endelig nåede frem med taxa, gik mødet som den slags møder i det folkelige Danmark plejer: Forsamlingen synger en sang i Højskolesangbogen, oplægsholderen siger noget i tre kvarter, så er der kaffe og bagefter debat, inden der afsluttes med endnu en sang. Bagefter tog Mette Bock turen tilbage til København igen med tog og bus.

Hvorfor er det egentlig, at en travl politiker som hun bruger otte timer på en besværlig rejse til et kulturhus i Nykøbing Falster? Og kunne hun i øvrigt ikke bare møde forsamlingen over Skype på en storskærm? Mette Bock ryster kraftigt på hovedet.

”Jeg insisterer på at møde mennesker ansigt til ansigt. Jeg er også på de sociale medier, hvor stadig flere ministre og politikere også er. Men der er intet, der kan erstatte dette, at vi mødes og taler med hinanden, synger sammen og ser hinanden i øjnene”.

”I dag taler man om sammenhængskraft, men jeg synes det er grimt ord. Jeg kan meget bedre lide ordet fællesskab. Vi kan ikke skabe folkelige fællesskaber inde på Christiansborg. Det må borgerne selv klare. Men vi kan som politikere være med til skabe gode rammer for det folkelige fælleskab, og det er noget af det, jeg vil arbejde for som minister”, siger Mette Bock.

Sorrig og glæde

Danmarks nye kirke- og kulturminister er ikke klar til at komme med detaljerede programerklæringer om, hvad hun vil opnå som ny minister, understreger hun, mens hun viser vej ind i sin lejlighed på Christiansborg med udsigt til Frederiksholms Kanal. Men hun vil gerne på tærsklen ind til sit nyt ministerliv sige noget overordnet og samtidig gøre status over sine to et halvt år som formand for Grænseforeningen.

Den post må hun nu opgive, ligesom hun må opgive lejligheden, som hun har rådet over som medlem af Folketingets Præsidium, som hun nu også forlader. Også cykelturene de få hundrede meter ned ad gaden til møder eller bare en kop kaffe i Peder Skrams Gade, hvor Grænseforeningen har sit sekretariat, er fortid nu, og det samme er de mange foredragsture rundt i landet. I alt fald må hun skære ned på antallet.

”Sorrig og glæde de vandre til hobe. Sådan er det i dette menneskeliv. Jeg glæder mig til at være minister, men jeg vil virkelig komme til at savne Grænseforeningen. Jeg betragter Grænseforeningen som et af de folkelige fællesskaber, vi skal værne om, og jeg har aldrig nogensinde følt det som en belastning at være en del af det. Tværtimod har disse møder givet mig energi og vitaminer til mit politiske arbejde her på Christiansborg”.

”Grænseforeningens medlemmer har en levende interesse for historien og for, hvad der aktuelt foregår i grænselandet, og de har en stor evne til at kunne se forbindelseslinjerne mellem historien og så det, der sker i dag med grænsekontrol og kulturmøder”, siger Mette Bock.

Grænsekontrol til debat

Netop grænsekontrol var ikke på dagsordenen, da Mette Bock blev valgt til formand for Grænseforeningen i 2014. Heller ikke flygtningestrømme, Brexit eller højrepopulistiske partiers fremgang var aktuelle emner dengang.

”Hele debatten er acceleret voldsomt i løbet af de to et halvt år.  Hverken jeg eller andre kunne drømme om, at vi ville få grænsekontrol, men det har vi fået. Jeg synes, det har været en anledning til at fortælle historien om De Slesvigske Krige i 1848-1850 og 1864, Genforeningen i 1920 og København-Bonn Erklæringerne fra 1955 én gang til”.

”Hvis man er ung kan man måske ikke se nødvendigheden af at vide noget om grænselandet og dets historie. Her hersker der jo fred og ro, tænker de fleste nok. Men vi skal blive ved med at fortælle historien om, hvordan tyskere og danskere for ikke så længe siden levede i konflikt med hinanden, men nu lever i fred og fordragelighed. De erfaringer vil måske kunne bruges næste gang, han eller hun møder en nabo, der har en anden etnisk baggrund end dansk”.

”Samtidig synes jeg, det er vigtigt hele tiden at understrege, at selv om det er nødvendigt med grænsekontrol nu og her, betyder det ikke, at alt ligger i ruiner. Det er noget, vi må leve med. Men vi må samtidig insistere på, at Danmark stadigvæk kan være et internationalt orienteret land, selv om vi har indført grænsekontrol”, siger Mette Bock, der synes, det har en stor værdi, at hele det politiske spekter er repræsenteret i Grænseforeningen.

”Man generobrer Dannebrog”

”I Grænseforeningen er der plads til alle meninger, akkurat som det gælder i den politiske verden. Det er ikke min fornemmelse, at spørgsmålet om grænsekontrol splitter hverken Grænseforeningen eller befolkningen i øvrigt. Men det er klart, at der er mange og stærke holdninger til indvandring og integration især, og det afspejles også i en folkelig forening som Grænseforeningen”.

”Jeg mener faktisk, at man godt kan være glad for Danmark, uden at man nødvendigvis skal rubriceres som indadvendt nationalist eller én, der hader alt, der kommer udefra. Jeg synes, jeg møder en stigende forståelse for det rundt omkring. Man generobrer Dannebrog, og hejser det i alle mulige sammenhænge. Sådan er det også, når jeg kommer rundt på landets skoler. De unge vil gerne synge i Højskolesangbogen, men de kender bare ikke sangene. Det er jo ikke deres skyld. Det er et område, hvor vi må genvinde det tabte og se at få dem det lært”.

”Samtidig skal vi være lydhøre over for, at de unge vil gøre tingene på deres egen måde. Grænseforeningen Ungdom, GFU, er netop blevet stiftet, og det er jeg meget glad for. Mange af GFUs medlemmer har været med i politiske ungdomspartier tidligere, men de udtrykker, at de hellere vil arbejde uden for de etablerede partier og ikke være begrænset af snærende partibånd. Det kan jeg, der har været medlem af fire forskellige partier i mit liv, i den grad sætte mig ind i. Det politiske liv er under forandring i disse år. Jeg har for nylig skrevet en kronik om det i Politiken. Der sker et sammenbrud, en demokratisk ”disruption”, men med mulighed for, at nye ting kan ske. De muligheder skal vi fokusere på og ikke sætte os ned og begræde, at ikke alt er som i gamle dage”.

”Det, vi skal kæmpe for både unge og gamle, er, at vi værner om Danmark, men at vi ikke forfalder til at blive småtskårne og kollektivisere ved at sige: En muslim er sådan, og en afghaner er sådan. Vi må fastholde, at vi skal se på det enkelte menneske. Men det forhindrer naturligvis ikke, at vi udøver religions- og kulturkritik”, siger hun.

Mindretallet skal tale dansk

Mette Bock er gift med seminarielektor Hans Jørn Bock, der stammer fra Flensborg. Gennem sin svigerfamilie havde hun et vist kendskab til grænselandet, inden hun blev formand for Grænseforeningen. Hendes mands onkel var skoleleder på den nu lukkede Christian Paulsen-Skolen i Flensborg i 1960’erne. Hvis en elev talte et eneste ord tysk var det helt sikkert, at eleven fik en rungende lussing af læreren. 

Mette Bock har som formand i Grænseforeningen fået et indgående kendskab til det danske mindretal i Sydslesvig og skabt gode kontakter til deres repræsentanter i foreninger, skoler og kirker. Hun glæder sig over, at der ikke længe bliver uddelt lussinger, men konstaterer med en vis bekymring, at det danske sprog er under et stigende pres i Sydslesvig. Ikke mindst fordi mange af de børn, der begynder på de danske skoler, kommer fra tyske hjem.

”Hvis ikke det danske mindretal sørger for, at det danske sprog bliver bevaret, vil der ikke blive ved med at være et dansk mindretal. Sproget er kulturbærende og skaber identitet, og samtidig er der en helt pragmatisk og lavpraktisk ting at tage hensyn til: Danskerne vil ikke kunne forstå, at der skal betales skattekroner til et dansk mindretal i Sydslesvig, hvis ikke vi kan tale med hinanden på vores fælles modersmål. Så hører forbindelsen op. Derfor skal vi insistere på, at der tales dansk, og at de lærere, der er ansat på skolerne, taler dansk til børnene”, lyder den kontante melding fra Mette Bock, der på ingen måde slipper kontakten til grænselandet, selv om hun nu er blevet minister.

”Jeg fortsætter med at være medlem af Grænseforeningen, og jeg vil stadigvæk blive ved med at tale om det danske mindretal og grænselandet i det hele taget alle de steder, jeg kan komme af sted med det. Jeg vil også fortsat besøge De Danske Årsmøder i Sydslesvig. Min rolle bliver en anden, men min interesse og kærlighed til grænselandet vil forblive usvækket”.