Da vennerne rejste til Danmark for at studere, blev Anton Schroeder i Sydslesvig uden at vide, hvad fremtiden skulle byde på. I dag er han glad for sit liv som far og sommelier, selvom “vejen dertil var helvedes svær”, som han udtrykker det.
Det her er min favorit”
Anton Schroeder banker to gange på den lille glasrude, der holder vinflaskerne adskilt fra vinbarens gæster.
Vinen, han taler om, er en tør muscatvin fra Rheinland-Pfalz.
“Muscatvine er typisk meget søde, men den nye generation af tyske vinbønder er begyndt at lave dem mere tørre. Og den her er virkelig frisk og smagfuld med frugtige noter”.
Anton Schroeder sætter vinglasset hen til den lille smarte hane og trykker på knappen, der sætter systemet i gang. En klar, let boblende væske løber ud i glasset, og smagen er forrygende. Perfekt tør og på ingen måde kvalmende sød som muscatvine ofte har tendens til.
“Jeg har nørdet vin de seneste fire-fem år, og til efteråret regner jeg med at blive certificeret sommelier. Jeg elsker det”, siger Anton Schroeder, der siden april har været ansat i den flensborgske vinbiks ‘Weinhundert’ i den brostensbelagte gade Rote Strasse.
Svært at lære dansk
Anton Schroeder er 30 år og opvokset i det danske mindretal i Sydslesvig. Modsat mange andre unge sydslesvigere har han tilbragt sine tyvere på hjemstavnen og taget en erhvervsuddannelse. En vej, der har været alt andet end nem, forklarer han.
“Alle mine venner rejste til Danmark for at læse videre efter vores studentereksamen fra Duborg-Skolen. Det var helvedes svært”, siger han.
“Jeg overvejede også at flytte, men jeg vidste, at jeg ikke var dygtig nok til dansk. Jeg har altid haft svært ved at tale sproget. I skolen talte jeg tysk til mine lærere, og når de ville have mig til at sige noget på dansk, var jeg bare stille. Mine kammerater grinte ofte af mig, når jeg talte dansk, fordi det ikke altid var sammenhængende, og jeg havde svært ved at finde de rigtige ord. Jeg vil ikke kalde det mobning, men det satte sig alligevel i mig. Det var ikke nemt, og jeg forstår egentlig ikke, at det overhovedet lykkedes mig at få en studentereksamen”, siger han.
Anton Schroeder har siden april arbejdet i den flensborgske vinbiks Weinhundert i Rote Strasse.
Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen
Uengagerede lærere
Anton Schroeder er født i Nibøl i Nordfrisland og har gået på forskellige danske skoler i området. Her mødte han lærere, der manglede blik for de elever, der ikke talte særlig godt dansk, og som havde det svært fagligt. Det gjorde, at han aldrig fik opbygget en tryghed omkring det danske sprog.
“De venner, jeg har fra Nordfrisland, har haft mange af de samme oplevelser som mig. De fik aldrig lært det danske sprog særlig godt, og det har givet dem udfordringer senere hen. De venner, jeg har fra Flensborg, har derimod haft helt andre, positive oplevelser i skolen. De fleste bor da også i Danmark i dag”, forklarer han.
Det var Anton Schroeders forældre, der valgte at sende ham i dansk skole, fordi nogle af deres venner havde talt positivt om det danske mindretals skolesystem. Hans far kommer fra Flensborg og har danske rødder, mens moren er fra Düsseldorf. Men ingen af dem taler dansk.
“Jeg tror ikke, at de brugte lang tid på at overveje det. De er nogle rigtige hippier. De har altid sagt til mig, at jeg bare skulle gøre det, der gjorde mig glad. Det er jo nogle fantastisk frie rammer, men nogle gange savnede jeg mere faste rammer”, siger han med et grin.
Datter blev vendepunkt
Det tog Anton Schroeder fem år at finde sin rigtige hylde efter at have forladt Duborg-Skolen og det danske mindretals skolesystem. I de fem år forsøgte han sig med forskellige uddannelser i tysk regi. Det blev bl.a. til et år i lære som mekaniker og et semester på professionshøjskolen i Flensborg med fokus på erhvervsinformatik. I en rum tid arbejdede han også på natklubben Kühlhaus og festede lidt for meget, som han forklarer det.
“Jeg følte mig virkelig som en taber i den periode. Jeg havde ikke motivation til at færdiggøre noget, og jeg vidste ikke, hvad jeg havde lyst til”, siger han.
Vendepunktet kom, da hans daværende kæreste blev gravid, og han fik at vide, at han skulle være far til en lille pige.
“Jeg blev ramt af en følelse af, at nu måtte jeg hellere tage mig sammen og begynde at tjene nogle penge. Jeg har altid tænkt, at Hotel Hafen nede på havnen i Flensborg var et flot hotel. Så sendte jeg en ansøgning og endte med at få et job som tjener. Jeg tror, det var en stor fordel, at jeg kunne tale dansk. Over halvdelen af hotellets gæster kommer fra Danmark”, siger Anton Schroeder.
Som tjener på Hotel Hafen fik Anton Schroeder en faguddannelse, og han begyndte også at interessere sig for vin. Det førte til en uddannelse som sommelier gennem det tyske industri- og handelskammer IHK og deres afdeling i Køln.
“Det meste undervisning er foregået online, men jeg har også været i Køln et par gange samt på studietur til Baden-Württemberg. Her til efteråret skal jeg så til den afsluttende prøve. Det bliver spændende, og jeg håber, at jeg kan begynde at konkurrere som sommelier efterfølgende”, siger han.
I Weinhundert i Flensborg kan man smage flere forskellige vine uden at betale for hele flasken.
Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen
Tilknytning til mindretallet
Efter seks år på Hotel Hafen rykkede Anton Schroeder så til Rote Strasse og Weinhundert for at arbejde med vin på fuldtid. Han har ikke lige så mange danske kunder som tidligere, men der vil altid være danske kunder i en by som Flensborg, forklarer han.
Han er også blevet far til endnu en datter, dog med en anden kvinde. Fælles for de to kvinder er, at de er tyskere og ikke taler dansk.
“Min ældste datter, Lia, er fire år og går i tysk børnehave. Hendes mor ville gerne være tæt involveret i skolegangen og ser det som en udfordring, hvis det foregår på dansk. Min yngste datter, Tilda, er 1 år, og jeg har ikke fået overbevist min kone endnu, om at hun skal i det danske system. Hun er ikke interesseret i at lære dansk og vil også gerne være tæt involveret i skolegangen”, forklarer han.
Han insisterer dog på at tale dansk til sin yngste datter, så hun måske kan lære sproget bedre, end han selv gjorde.
“ Jeg føler mig fortsat knyttet til mindretallet, selvom jeg ikke aktivt gør noget for det. I grænselandet er det en fordel at kunne tale både dansk og tysk, og i dag er jeg glad for, at det danske også er en del af mig, selvom det var nogle hårde år. Jeg er glad for, at jeg tog min egen vej”, slutter han.