Nu dømmes de sidste krigsforbrydere fra Anden Verdenskrig
En 97-årig tidligere sekretær i en kz-lejr er som den første civile dømt for medvirken til krigsforbrydelser ved retten i Itzehoe. Tidligere er nazister sluppet billigere. Men en lovændring og det at folk med smuds på fingrene er ude af systemet gør en forskel, siger Hans Christian Davidsen, forfatter til bogen ’Nazisternes sidste tilflugt’.
Efter Anden Verdenskrig slog Irmgard Furchner sig ned i Slesvig, hvor hun boede i fire årtier og arbejdede som almindelig sagsbehandler i forvaltningen. Nu er hun dømt.
Foto: Christian Charisius/AFP/Ritzau Scanpix
Den 27. maj 1953 blev den tidligere dommer ved marinestaben Adolf Holzwig og tidligere kaptajn i den tyske marine Rudolf Petersen frikendt, selvom de efter de tyske troppers overgivelse henrettede tre matroser på et marinefartøj og sænkede ligene i Flensborg Fjord den 10. maj 1945.
De tre matroser havde sammen med en fjerde forladt den tyske enhed i Svendborg den 6. maj, efter at Montgomery om aftenen den 4. maj havde meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig.
Men de blev samlet op af nogle HIPO-folk (forkortelse for Hilfspolizei, et dansk uniformeret korps, som var håndlangere for den nazistiske besættelsesmagt) og overgivet til den tyske kommandør i Svendborg. De blev derefter tilbageholdt på skibet, indtil dødsdommen blev eksekveret, beordret af kaptajn Rudolf Petersen og med Adolf Holzwig som dommer.
Det fremgår af bogen fra i år ’Nazisternes sidste tilflugt’ af kulturredaktør Hans Christian Davidsen, Flensborg Avis.
Tirsdag den 20. december 2022 blev den 97-årig Irmgard Furchner fra Quickborn i det sydlige Slesvig-Holsten idømt to års betinget fængsel ved retten i Itzehoe for medvirken til drab i mindst 10.000 tilfælde. Den rolle, hun havde spillet, var som sekretær for kommandanten i koncentrationslejren Stutthoff i det daværende Vestpreussen nær den i dag polske by, Gdansk. Hun gjorde tjeneste i lejren mellem juni 1943 og april 1945, hvor hun var 18-19 år gammel, fremgår det af en artikel i Flensborg Avis fra det tyske nyhedsbureau DPA.
Efter krigen slog Irmgard Furchner sig ned i Slesvig, hvor hun boede i fire årtier og arbejdede som almindelig sagsbehandler i forvaltningen.
Hans Christians Davidsens bog handler om de mange nazister, der slog sig ned i Flensborg, dels i krigens sidste dage, hvor admiral Dönitz efter Hitlers selvmord regerede Tyskland fra Marineskolen i Mürvik, og i årene efter krigen. I sit arbejde med bogen har han fået stor indsigt i, hvordan man i Tyskland i tidens løb har gjort op med forbrydere fra nazitiden.
”Det er tydeligt, at der tidligere i retsvæsenet har siddet nogle, som har været meget tæt på og selv har haft smuds på fingrene. De findes ikke mere, og det er også en afgørende forskel”, siger Hans Christian Davidsen.
Han understreger, at det helt afgørende med hensyn til den her sag er en ændring i den tyske lovgivning i 1990’erne, så man også kan retsforfølge andre end dem, der aktivt har medvirket til forbrydelser mod menneskeheden.
”Det er derfor, de her sager kommer på radaren, og at de først i en høj alder bliver retsforfulgt. Hun er den første civile i Tyskland, som bliver draget til ansvar. Hun har bare siddet og skrevet breve på maskine. Der kører også en stor diskussion i Tyskland, om man overhovedet skal retsforfølge de her gamle. Argumentet for at stille dem til ansvar er: Jo, I vidste, hvad I var med til”, siger Hans Christian Davidsen.
”Det er påvist, at hun har kendt til, hvad der er foregået. Og hun har skrevet ned, hvad kommandanten har sagt og gjort. Retten mener desuden, at hun havde kunnet sige sit job op. Hun var ikke som civil blevet forfulgt, hvis hun havde gjort det”, tilføjer han.
Hans Christian Davidsen tilføjer, at de her retssager også bliver kørt for ofrene.
”Simon Wiesenthalcentret i Jerusalem har fra begyndelsen bifaldet den endelige dom”, siger han.
Irmgard Furchner er som 97-årig dømt ved en ungdomsdomstol, fordi hun i den periode, hun virkede i Stutthof, var 18-19 år. Men ellers har hun i mange år efter krigen kunnet leve et godt liv, mens de overlevende og efterkommere for ofrene fra Stutthof har levet med de alvorlige traumer efter den umenneskelige behandling. Også Rudolf Petersen levede i mange år et behageligt civilt liv, blandt andet som leder af den traditionsrige Hanseatische Yachtschule i Lyksborg øst for Flensborg, mens moderen til en af de henrettede matroser begik selvmord efter dommen i 1953, og moderen til den anden led et totalt sammenbrud og levede resten af livet på et plejehjem.
Ved det første retsmøde i sagen mod Irmgard Furchner var dommere, anklagere og den tyske og internationale presse på plads. Men den tiltalte udeblev. Hun havde taget en taxa fra plejehjemmet og blev fundet nær lufthavnen i Hamborg. Da sagen så endelig kom for retten den 20. december, sagde hun:
”Det gør mig ondt, hvad der alt sammen skete. Jeg fortryder, at jeg netop dengang opholdt mig i Stutthof. Mere kan jeg ikke sige”.
Ifølge DPA-artiklen i Flensborg Avis blev omkring 110.000 mænd, kvinder og børn far 28 lande holdt fanget i Stutthof. Næsten 65.000 af dem blev myrdet eller døde af overanstrengelse, sult og sygdom.
