Flensborg indfører udgangsforbud
Fra på lørdag indføres der udgangsforbud i Flensborg som følge af coronasituationen i byen.
Fra på lørdag indføres der udgangsforbud i Flensborg fra klokken 21 og indtil klokken fem om morgenen.
Arkivfoto: Wikimedia Commons
Fra på lørdag indføres der udgangsforbud i Flensborg fra klokken 21 og indtil klokken fem om morgenen.
Det meddelte Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU) på et pressemøde onsdag aften. Begrundelsen er et øget smittetryk fra coronavirus og fund af den britiske coronavariant B117 flere steder i Flensborg.
”Vi er klar over, at dette er hårde restriktioner. Men vi må nu gøre alt for at få situationen under kontrol”, sagde Daniel Günther.
I tiden for udgangsforbuddet har borgerne i Flensborg by og kredsen Slesvig-Flensborg ikke lov til at forlade deres boliger, dog undtaget lægebesøg eller natarbejde. Udgangsforbuddet gælder fra på lørdag og en uge frem, men med mulighed for forlængelse i endnu en uge.
Samtidig kommer der nye forsamlingsrestriktioner, så borgere i Flensborg kun kan mødes med personer fra husstanden. Der gælder dog undtagelser bl.a. ved hospitalsbesøg og for par, der bor hver for sig, og for børn af skilsmisseforældre.
På St. Franziskus-Hospital i Flensborg er sygehusdirektør Klaus Deitmaring bekymret over det øgede smittetryk i Flensborg. Det skriver Flensborg Avis.
”Antallet af nye infektioner i Flensborg stiger løbende, og smitten med virusmutationen sker mere aggressivt. Det kan resultere i en tredje bølge i vores forsyningsområde, som strækker sig langt ud over Flensborgs bygrænser, og som hurtigt kan overbelaste os", siger sygehusdirektør Klaus Deitmaring til Flensborg Avis.
Flere nyheder: